Når toget nær kører af skinner

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
valg-catalunien
 
Buen mellem centralregeringen i Madrid og regionalregeringen i Catalonien var indtil slutningen af oktober så spændt, at Spanien som nation stod overfor sin største styrkeprøve siden det mislykkede statskup den 23. februar 1981. Cataloniens leder, Artur Mas, insisterede indædt på at gennemføre et uafhængighedsvalg den 9. november, selvom centralregeringen og domstolene havde erklæret det ulovligt. Få uger inden catalanerne skulle til valgurnerne, blev valget afmeldt, og den politiske ro indfandt sig på ny. Men det var meget tæt på at gå helt galt, og politisk er der langt fra fundet en løsning på striden.

 

“Det er ganske naturligt, at ikke alle spaniere føler sig ens.” Således formulerede den spanske forfatter og historiker Lucas Ruiz sig, da han i et interview i La Danesas september udgave blev spurgt om den splittede spanske nationalfølelse. Han henviste til historien, som taler sit klare sprog. For 500 år siden var Spanien en samling af flere små kongeriger, og helt frem til starten på Francos diktatur i 1939 bestod landet af flere små nationer og regioner med stor kulturel og sproglig diversitet, som ikke bare forsvandt, fordi landet blev samlet i ét. Baskerlandets og Cataloniens ønske om selvstændighed har længe eksisteret. Og har altså nu nået nye, hidtil usete, højder i Catalonien.

 
Politik når det er værst
For at forstå den tilspidsede situation mellem Catalonien og Madrid, bliver vi nødt til at tage et hurtigt kik på den politiske situation i Catalonien, som har ændret sig markant ved de sidste to valg i 2010 og 2012.
Indtil da var socialistpartiet, PSOE, klart det næststørste parti i Catalonien. Partiet dannede fint par med storebroderen, det borgerlige catalanske nationalistparti CiU, som altid havde ført en moderat tone overfor centralregeringen i Madrid. Derfra var der langt ned til de øvrige partier, blandt andet det venstreorienterede og meget radikale nationalistparti ERC, og til Partido Popular, som aldrig har haft den store tilslutning i Catalonien. I 2011 får ERC imidlertid ny leder i Oriol Junqueras, som lægger en meget aggressiv linje for partiet. Han lover vælgerne, at han er villig til at gå den lange vej, for at Catalonien atter skal blive selvstændigt. Det giver partiet en så kraftig medvind, at ERC i meningsmålingerne op til regionalvalget i 2012 så småt begynder at puste CiU i nakken. Det sker samtidig med, at CiU mister terræn, fordi partiet ikke har været i stand til at få Catalonien ud af den økonomiske krise, som hele Spanien befinder sig midt i.
Alt tyder på, at CiU’s leder, Artur Mas, derfor ændrer sin ellers moderate kurs, og også går til valg på det klare løfte at udskrive uafhængighedsvalg i den forestående regeringsperiode. Præcis som ERC.
Det hører med til historien, at PSOE på det tidspunkt var i store problemer. Vælgerne flygtede direkte fra partiet grundet den dybe krise, som forhenværende statsminister Zapatero og hans regering i Madrid havde sendt hele landet ud i. Der var selvsagt kamp om de skuffede PSOE-vælgeres stemmer. Resultatet blev, at PSOE mistede næsten en tredjedel af sine mandater i det catalanske parlament og dermed sin afgørende indflydelse. Mandaterne gik i stedet primært til ERC og en række nye, mindre partier. ERC blev Cataloniens næststørste parti, efter CiU. Sammen har de to partier klart flertal i det catalanske parlament. Med samme mærkesag og trods tilhørssted på hver sin politiske fløj indgik de en regeringspagt – med CiU’s leder, Artur Mas, som præsident for Catalonien. På papiret var han også den bedst egnede, for under de forudgående regeringer havde han med succes i Madrid fået flere catalanske mærkesager forhandlet i hus. Det var helt i orden med ERC. Blot han lovede at holde sit store valgløfte om at udskrive uafhængighedsvalg.
 
Madrid siger nej
Herfra gik der tre år, før uafhængighedsvalget blev udskrevet. I Madrid var man lige så klar i spyttet som i Catalonien; man hverken kan eller vil acceptere et uafhængighedsvalg, for det er direkte mod den spanske grundlov. “Skal Spanien deles, skal alle spaniere spørges. Andet er udemokratisk og umenneskeligt,” udtalte statsminister Mariano Rajoy flere gange. EU afviste også benhårdt en mulig afstemning. Holdningen var, og er stadig; det er tid til at stå sammen – ikke splitte sig. Tilsvarende var beskeden klar, da der sidste år pludselig dukkede catalanske lobbyister op i Bruxelles. De var ikke velkomne. Siden gik tingene i hårdknude. Centralregeringen stod fast og retsinstansen “Tribunal Constitucional” (rigsretten) dømte i to omgange catalanernes uafhængighedsvalg for ulovligt og ugyldigt.
Hér stoppede legen i starten af 00’erne, da det var den baskiske regionalregering, der truede med et uafhængighedsvalg. Men det var ikke tilfældet denne gang. Den catalanske regionalregering ville have deres valg, præcis som skotterne fik deres, og Artur Mas & Co. udfordrede på flotteste vis centralregeringen i Madrid ved at starte valgkampagnen og nedsætte det valgråd, som skulle sikre, at valget forløb efter reglerne.
“Det er svært at sige, hvad der ville være sket, hvis ikke Artur Mas og hans regionalregering havde aflyst uafhængighedsvalget. Jeg tror personligt, han var tæt på at blive anholdt og sat for rigsretten. Det er ikke til at sige, hvor hård straf han havde fået, for der er ingen forudgående sager at sammenligne med. Men han var jo adskillige gange blevet mindet om, at hans valg var ulovligt, så hans straf var næppe blevet mild.”
Ordene kommer fra en spansk dommer, som bor og arbejder i Barcelona. Som dommer og embedsmand må han ikke udtale sig om politik og igangværende retssager. Derfor citerer vi ham i det følgende som dommeren.
Han forklarer, at det var rigsretten og centralregeringens pligt, at uafhængighedsvalget ikke blev gennemført. Dette var, og vil i fremtiden fortsat være, en kompliceret opgave, for det er her Cataloniens regionale politi, Mozos de Escuadra, skal gribe ind. Spørgsmålet er imidlertid, om de gør det, for den catalanske politistyrke er sandsynligvis delt i spørgsmålet om Cataloniens tilhørsforhold.
“Catalonien har meget frie tøjler, blandt andet indenfor politiet. Her er det Mozos de Escuadra, der styrer tingene. Nationalpolitiet og Guardia Civil er slet ikke repræsenteret i Catalonien på samme måde som i det øvrige Spanien og ville næppe kunne tackle opgaven. Den spanske regering og retsvæsenet har reelt kun én sikker spiller, der ved fysisk magt kunne hindre et ulovligt uafhængighedsvalg. Og det er militæret. Det er en skræmmende, og for mig utopisk tanke. Men det kunne være kommet så vidt. Tanken var der blandt flere af mine kollegaer,” slutter dommeren fra Barcelona.
 
Kan Catalonien stå alene?
Det catalanske uafhængighedsvalg er aflyst. Det samme gælder valgkampen, som aldrig rigtig kom i gang og slet ikke fik skabt nogen form for debat. De sidste uger og måneder er gået med politisk og juridisk tovtrækkeri, som ingen rigtigt har fået noget fornuftigt ud af. En god debat og analyse af en hypotetisk situation med Catalonien som en selvstændig stat, ville måske have rykket de stærkt nationalistiske catalanere lidt tættere på de øvrige spaniere – og omvendt.
På den ene side, kan man sagtens forestille sig en ny nation på syv millioner catalanere. Det nye land kunne opbygge en ny, let og smidig administration, som kunne agere hurtigt uden først at skulle konsultere Madrid. Catalonien kunne også blive en rigere nation end det øvrige Spanien. Der er ingen officielle tal, men det er alment kendt, at det catalanske BNP er højere end i det øvrige Spanien. Tilsvarende har de en lavere arbejdsløshed på 20,2 procent, hvilket er tre-fire procent point under Spaniens samlede ledighed.
Men der er en anden, og langt mere bekymrende side af situationen. Catalonien er, som Spanien, stærkt forgældet. Hvordan ville det gå et nyt land uden en hjælpende hånd fra EU og den europæiske centralbank? De tre store handelsstandsforeninger i Catalonien har fra starten anbefalet deres medlemmer at glemme enhver tanke om selvstændighed med den klare besked, at man ikke kan overleve på at hugge hånden af sit hjemmemarked. Handelsstandsforeningerne har klart kunnet dokumentere, at over halvdelen af den catalanske “eksport” går til det øvrige Spanien, og at det derfor ikke nytter at stille sig selv i “bad standing”. Samme synspunkt har José Manual Lara, som er direktør for Grupo Planeta, som er en af Spaniens største mediegrupper. Til Grupo Planeta hører blandt andet tv-kanalerne Antena 3 og La Sexta, radiostationen Onda Cero og dagbladet La Razón.
“Vi kan ikke drive spansk nyhedsformidling fra udlandet. Det siger sig selv. Vi flytter jo heller ikke vores hovedsæde til Frankrig eller Portugal,” var hans svar, da han under en konference blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis Catalonien blev selvstændigt. Grupo Planeta har i dag næsten skabt 5.000 arbejdspladser i Catalonien. Arbejdspladser som sandsynligvis ville gå tabt for “det nye land”. Og sådan kunne man blive ved. Selv den catalanske fodboldstolthed FC Barcelona har gået meget stille med dørene og udtalt sig i meget bløde vendinger omkring uafhængighedsvalget. En ny catalansk fodboldliga, hvor FC Barcelona skulle dyste mod upåagtede catalanske hold, der i dag spiller i 2. division og 2. division B, vil næppe have den store interesse for hverken publikum, tv-selskaber eller de pengestærke sponsorer.
 
Artur Mas taber alt
Det er svært at finde en vinder i den politiske kamp om det catalanske uafhængighedsvalg. Til gengæld er det meget let at finde en taber. Artur Mas lovede sine vælgere og sit samarbejdsparti ERC et uafhængighedsvalg. Det har han ikke har kunnet indfri og det kommer han nu til at betale dyrt for. Så dyrt at Artur Mas’ fremtid som politiker er tvivlsom. Hans parti er splittet, og har været det, siden hans højrehånd Josep Antoni Duran i Lleida for et par måneder siden forlod sine tillidsposter i CiU på grund af uenighed omkring uafhængighedsvalget. Og sidst, men ikke mindst, så får hans parti store smæk i meningsmålingerne. Smækkene kommer primært fra det nu tidligere samarbejdsparti ERC, som i dag står til at blive Cataloniens største parti. ERC har ikke tøvet med at pege på Artur Mas som årsagen til de bristede illusioner. Nu udnytter de situationen til deres fordel.
Sådan er livet – ikke mindst i politik. Og det gælder både i Catalonien, Spanien og det øvrige Europa.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa