Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Bankia1

Det har trukket overskrifter på samtlige af landets dagblade: Bankias ledelse, bestyrelse og andre indflydelsesrige medarbejdere har flittigt brugt Bankias firmakreditkort. I alt 16 millioner euro er blevet soldet op – uden oplysning til skattevæsenet. Men det er kun prikken over i’et for den turbulente bank. Da Bankia gik på børsen i 2011, blev en million investorer nemlig ført bag lyset i det, der betegnes som årtiets største kup.
 

Klokken ringer og de store smil er fremme. Det er den 20. juli 2011, og Bankia lanceres på børsen i Madrid. Anført af den tidligere så succesrige økonomiminister, Rodrigo Rato, og godt bakket op af den daværende økonomiminister, Elena Salgado, tegner Bankia til at blive den nye storspiller i den spanske bankverden. Aktieemisionen lyder på 10 milliader euro udbudt i aktier til 3 euro og 75 cent stykket. Det er et godt tilbud og der bliver handlet flittigt på børsen den dag. Men blot få måneder senere er de store smil stivnede. Bankia-aktien er næsten værdiløs.

 
Sparekasserne vælter
De ellers solbrune ansigter blev hurtigt kridhvide, da ledere og bestyrelsesmedlemmer i den finansielle sektor mødtes efter sommerferien i 2008. Finanskrisen var begyndt, og kradsede hurtigt så hårdt, at de spanske bankbosser lå søvnløse om natten. Specielt hos sparekasserne var den gal. Regeringens og EU’s redningsplan gik, kort fortalt, ud på at få de spanske sparekasser fusioneret og dermed gjort større, stærkere og mere effektive i drift. Det gøres ikke på 24 timer, så flere sparekasser fik en økonomisk indsprøjtning for ikke at gå konkurs. Var de gået konkurs, havde det fået uoverskuelige konsekvenser for både kunder, aktionærer og hele den spanske finansverden. Andet skridt i redningsplanen gik på at få sparekassernes dårligste aktiver – primært konkursramte byggeprojekter – over i den nystiftede “Banco Malo” (den dårlige bank). Den vej rundt kom de værste ‘lig’ ud af sparekasserne, som atter ville kunne se en fornuftig fremtid. Som tredje og sidste skridt skulle sparekasserne lanceres som banker på børsen for at få den nye, fornødne, kapital indskudt.
Som redningsplanen og omstruktureringerne kom i gang, stod det hurtigt klart, at det var sparekassen Caja Madrid, der havde det værst. Sparekassen havde først og fremmest ydet heftige udlån til virksomheder indenfor byggeriet, som nu ikke kunne indfries. Den økonomiske mirakelmand bag det store boom i spansk økonomi under José María Aznar fra 1996-2004, Rodrigo Rato, blev kaldt hjem fra sit topjob i Verdensbanken for at blive ny direktør for den skrantende sparekasse. Han fik Caja Madrid fusioneret med seks andre sparekasser, som blev til banken Bankia. Alle havde tillid til, at han havde fået rydder op i de dårlige aktiver, inden Bankia gik på børsen. Det var i alt fald en selvsikker og storsmilende Rodrigo Rato, der sammen med økonomiminister Elena Salgado mødte op på børsen den 20. juli 2011. De anbefalede begge varmt at investere i Bankia.
 
Bankia2
 
Alt for gode sælgere
Forud for børslanceringen havde Bankias salgs- og marketingafdeling arbejdet i døgndrift. Specielt i Madrid fik børsnoteringen via reklamekampagner en utrolig stor eksponering. Uanset hvor man gik, hvilke dagblade man læste eller hvilken radio man hørte, blev man mindet om Bankias børsnotering – og den gode investering det ville være at købe aktier. På samme tid fik rådgiverne i de mange bankfilialer den pæne habit fundet frem og smurt stemmebåndene. Og telefonlinjerne i bankens telemarketingafdeling glødede som aldrig før. Bankias næsten ti millioner kunder skulle kontaktes og informeres. Men med ét klart formål: At sælge. På rekordtid fik Bankia solgt aktier til en million af sine kunder. Imponerende. Måske lidt for imponerende, for mange viste tilsyneladende ikke, hvad de havde købt.
 
Kunderne taber alt
“Min mand og jeg har været kunder i Caja Madrid igennem 30 år. Vi har opsparet 220.000 euro, som vi altid har haft stående på en højrentekonto. Så ringer vores lokale filial og tilbyder os at indsætte beløbet på en ny type konto, som vil sikre os et afkast på syv procent i fremtiden. De nævnte intet om aktier,” fortæller Olga Cuesta og fortsætter: “Vi skal blot skrive under. Og det gør vi så. Det er selvfølgelig vores fejl, men igennen 30 år har jeg flere gange skrevet under på andre dokumenter fra banken uden at læse det, der står med småt. Det er et spørgsmål om tillid. Jeg drømmer ikke om, at de sætter mine penge i bankens aktier på børsen.”
Få måneder efter aktieemissionen blev Bankias regnskaber og aktiver offentliggjort. Der var store røde tal overalt. Olga Cuestas aktier og opsparing faldt til næsten ingenting.
En lignende historie får vi fra Mari Cruz Gil Cerezo over telefonen fra Madrid. Hun er 61 år, og har, siden hun flyttede til Madrid som 19-årig, været kunde i Caja Madrid. “Siden 2004 har jeg haft min beskedne opsparing på en højrentekonto, mens min mor havde nogle aktier. Da hun dør, går aktierne i arv. I juli 2011 sælger jeg dem, eller rettere; jeg tror jeg sælger dem, for jeg skriver i blind tillid under på, at min opsparing investeres i aktier sammen med min afdøde mors. Banken kørte mig rundt i manegen”, fortæller Mari Cruz Cerezo, som i juli 2011 havde aktier for 29.000 euro. To måneder senere kom regnskaberne frem. Så faldt værdien til ca. en hundrededel.
Engelske Nigel Robertson fra San Pedro (Marbella) havde hørt ordet aktier fra sin bankrådgiver, men var blevet garanteret en fast højrente på syv procent. Og at det var risikofrit. “Da regnskaberne blev offentliggjort, kunne jeg pludselig ikke sælge mine aktier, som ellers havde en værdi på 139.600 euro. De var pludselig forsvundet, eller rettere; ingenting værd. Og jeg manglede kapital. Lidt tragikomisk kunne, og ville, banken godt give mig et lån på 40.000 euro. Med rentetilskrivning naturligvis,” fortæller den engelske Bankia-kunde, som siden da har haft problemer med økonomien og helbreddet. Hans sag ligger fortsat til behandling, mens de to førstnævnte kunder fik reddet deres uønskede investering af Jesús María Ruiz de Arriaga. Han er advokat og en af artiklens hovedpersoner.
 
Rato-med-Aznar
 
Giver bankerne tæsk
Hans advokatfirma Arriaga Asociados fører op mod 5.000 af de ca. 8.000 salgsanlæg, der i dag er anlagt mod Bankia. Han påstår, han vinder 90 procent af sagerne og at det kun koster en kommission, hvis sagen vindes.
“Vi har en købelov, som beskytter forbrugeren. Ved aktiekøb skal købere udfylde og underskrive et dokument, hvor køber blandt andet vedstår, at man kender de risici, der er involveret i at handle på børsen. Dette dokument var i næsten alle tilfælde forhåndsudfyldt af Bankia. Det kan let bevises, og dermed er handlen ugyldig,” forklarer den spanske advokat.
Han forklarer, at sagerne sjældent kommer for en dommer, fordi Bankia vælger ikke at forsvare sig, når de ser sagsanlægget, for det koster også ressourcer. I stedet tilbagebetaler de blot investeringen.
“Det er under én procent, der har valgt at sagsøge banken. Mange tror vel, det er dyrt, besværligt og nærmest umuligt at vinde en sag mod en stor bank, men sådan er det ikke,” bebuder Arriaga, mens han kommer med en helt anden teori til de få sagsanlæg: “Mange ofre ved slet ikke, vi eksisterer. Vores annoncer i dagbladene bliver ofte afvist. Enten får vi at vide, at vi ikke kan annoncere, eller at vi skal ændre budskabet og ikke nævne Bankia med ord. Vi ved fra et enkelt stort dagblad, at Bankia har truet med at stoppe al deres annoncering, hvis der skrives eller annonceres mod deres interesser. Dertil kommer, at staten er storaktionær i Bankia takket være de store kapitalindsprøjtninger, den er kommet med. Det er kun gætterier, men det undrer mig ikke, hvis der er blevet lagt et politisk pres på de store medier om at lade Bankia være i fred,” siger advokaten i et interview til den spanske tv-kanal La Sexta, der er kendt for ikke at være bange for at gå imod myndighederne.
Og det er svært at lukke munden på den ellers så høflige advokat. For ham har Bankia-sagen betydet tusindvis af nye kunder og en hastigt stigende omsætning. Men Arriaga står fast på, at for ham er det esentielle at beskytte folk der er blevet snydt.
“Bankia-sagen er århundredets største kup. Banken var i teknisk betalingsstandsning, da de gik på børsen. Det vidste både banken, den spanske nationalbank og regeringen. Bankia manglede 10 milliarder euro for at overleve. De penge havde regeringen ikke på det tidspunkt, så derfor lavede man en emision på de 10 milliarder. Bankia kendte deres kunder, deres indskud og vidste præcis, hvilke kunder de lettest kunne sælge aktier til – uden at nævne ordet aktier. Derfor er mange af ofrene ældre mennesker. Det er bestemt ikke nogen tilfældighed,” slutter advokaten.
Bankia har på intet tidspunkt udtalt sig om sagen. Den nuværende økonomiminister, Luís de Guindos, har i en kort pressemeddelse beklaget, hvis nogle investorer føler sig ført bag lyset. Hans forgænger, Elena Salgado, som var med på børsen den 20. juli 2011, blev væltet ved sidste valg og er helt ude af spansk politik og rampelyset. Rodrigo Rato blev presset til at gå af efter den kontroversielle børslancering, men ude af rampelyset er han bestemt ikke. For i sidste uge, kom der atter dårligt nyt om hans tid i banken.
 
Rato-med-Aznar2
 
De sorte kreditkort
Bankias kreditkort er grønne. Men når man som bestyrelsesmedlem får tildelt en firmakreditkort og frit kan bruge 4.000 euro om måneden, uden at skulle dokumentere til hvad, og uden det bliver opgivet på selvangivelsen, er det som at tjene sorte penge. 89 ledere og bestyrelsesmedlemmer har i perioden 1999 til 2012 haft sådan et kort. Om det er mange penge eller ej kan diskuteres. Det kan derimod ikke debatteres, at det er ulovligt og umoralsk. En børsnoteret bank med en bestyrelse der får sorte lommepenge? Og en bank der taber 10 milliarder af investorernes penge, samtidig med at ledelsen flittigt bruger firmakreditkortene? Den er ikke god. Rodrigo Rato har, sammen med sin forgænger i Caja Madrid, Miguel Blesa, måttet betale tårnhøje kautioner for at undgå at blive varetægtsfængslet, mens sagen står på.
På børsen i Madrid stiger og falder kurserne. Det samme kan siges om Rodrigo Ratos karriere. Som økonomiminister under Aznar strøg han helt til tops. Helt derop hvor han kunne kysse himlen og danse med englene. I dag tyder alt på, at han har danset sin sidste dans.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa