Det danske magasin i Spanien
Lonely Planet anbefaler Lissabon

Lonely Planet anbefaler Lissabon

por lissabon Lissabon

Lissabon er små, hyggelige stræder, rumlende sporvogne, stemningsfuld musik og skøn mad. Har du aldrig været i Lissabon før, er her en guide til, hvordan du kommer helt ind under huden på byen og de lokale.
 
Portugisiske kærlighedstoner
Den bedste måde at lære den portugisiske mentalitet at kende på er ved at lytte til den traditionsrige fado: melankolske kærlighedssange, oftest sunget af en enkelt sanger, akkompagneret af en guitar.
Fadoens rødder kan spores til Lissabons arbejderkvarter Alfama, en lokkende labyrint af brolagte stræder, blafrende vasketøj og fado-musik. Dette kvarter byder på ægte fado-musik i små, familiedrevne klubber med dæmpet belysning. En af dem er Clube de fado, som præsenterer landets bedste fado-sangere i hvælvede, hyggelige omgivelser (www.clube-de-fado.com). Eller det lystige A Baiuca (Rua de Sao Miquel 20), hvor lokale skiftes til at synge, og publikum tysser, hvis nogen vover at snakke imens.
I kvarteret Cais de Sodre kan du måske spotte morgendagens store fado-stjerne på spillestedet Povo. En ny fadista (fado-sanger) introduceres for publikum hver måned, mens der serveres lækre pestiscos (tapas). Formålet er at lokke helt unge talenter frem i rampelyset (www.povolisboa.com).
 
por lissabon Lissabon Musicians Outside Mosteiro dos Jeronimos
 
Bedste rejsetidspunkt
Foråret er en perfekt årstid at opleve byen på. Vejret er mildt og solrigt, parkerne er i flor, overnatning er billig, og der er ikke mange turister.
 
Se azulejo-kunst
Traditionelle, portugisiske azulejos – glaserede kakler – pryder facader og torve overalt i Lissabon. Kaklerne blev indført i Portugal i det 15. århundrede af maurerne og er med til at give byen sit helt særlige kunstneriske islæt.
Nogle af Lissabons flotteste azulejos findes under gadeniveau på byens metrostationer. For en metrobillets penge kan du se en fantastisk azulejo-zoo på Jardim Zoológico og flotte, maritime motiver på Parque. De smukkeste azulejos findes efter manges mening på den relativt nybyggede station Gare do Oriente.
Du kan også besøge Museu Nacional do Azulejo, som er en hyldest til azulejos-kunst. Dette mageløse museum, som er anlagt i et gammelt kloster fra 1500-tallet, præsenterer 500 års portugisisk historie og kunsthåndværk, og du kommer både igennem kapeller med udtryksfulde, religiøse paneler og korridorer, overdådigt udsmykket med renæssancejagtscener (www.museudoazulejo.pt).
 
por lissabon Lissabon Portuguese wine
 
Godt tip
Hvis du har et stramt budget, kan du vente med sightseeing til søndag formiddag, hvor der er gratis entré til størstedelen af Lissabons museer. De fleste steder giver rabat (op til 50%) til unge, studerende og pensionister – husk at medbringe ID.
 
Spis som de lokale
Kom helt tæt på det lokale Lissabon på byens familiedrevne spisesteder, som serverer solide portugisiske retter til en rørende billig pris. De er små og ydmyge og ofte lidt usynlige i gadebilledet. Men absolut værd at lede efter.
O Pitéu (Largo da Graca 95) i det hyggelige Alfama-kvarter er altid er fyldt med lokale, der kommer her for den gode mad. Gør dem selskab, og prøv specialiteter som acorda de gambas (gryderet med brød og rejer) og perfekt tilberedt fisk.
På El Rei d’Frango (Calcada do Duque 5) skal du ikke lade dig narre af tv’et på væggen og de simple, hvide fliser. Stedet serverer fremragende mad, som ikke fås bedre til prisen i Lissabon (to enorme laksesteaks for 45 kr.).
På det ydmyge Cantinho Lusitano lægges der op til, at man deler maden med hinanden. Det fristende menukort med pestiscos (tapas), såsom Azeitao-ost, chorizo og hestebønnesalat, går godt i spænd med de lokale vine (www.cantinholusitano.com)
 
por lissabon Fado
 
Spar penge på mad
Du kan generelt spise godt for få penge i Lissabon, især hvis du vælger den prisfornuftige menu do dia (faste menu) eller prato do dia (dagens ret). Frokost er altid en billig løsning, selv på de bedste restauranter.
 
 
Pocket LISSABON FORSIDE
 
Om Lonely Planet
Lonely Planets er verdens største udgiver af rejsebøger, som indtil nu er solgt i 120 millioner eksemplarer. I 2013 udkom de første Lonely Planet-guider på dansk med titlen Oplev og Pocket.
Disse tekster er et uddrag fra Lonely Planet nye Pocket-serie på dansk. Den er beregnet til rejsende, der ønsker en lille og handy guidebog til at tage med. Guiden er perfekt til korte ferier og byder på gennemarbejdet information om de største seværdigheder og lokal insiderviden.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.