Det danske magasin i Spanien
Manden med de mange ansigter
 
web-LD-Maj17
 
Han er sanger, skuespiller og filminstruktør. Og nu også studievært.
Men han er også en fremrangende trommeslager. Derfor er han lige nu med Sanne Salomonsen på turné landet rundt. Nikolaj Steen kan en masse – men gør kun de ting hjertet banker for.
 
Det er en travl Nikolaj Steen, jeg møder i midten af april. Han er midt i turnéen med Sanne Salomonsen, men også midt i indspildningerne til en ny børne-komedie og TV 2’s populære program “Lyden af lørdag”, hvor han er studievært.
“De spændende projekter har det med at falde sammen. Præcis som nu,” fortæller Nikolaj Steen og forklarer, at han har svært ved at sige nej til et projekt, hvis han føler, hjertet banker for det.
“Mest af alt føler jeg mig som musiker. Men en musiker skal også kunne gøre sig på en scene. Det er så det, jeg bruger som skuespiller og studievært. Det er et slags all-around for mig. Og sådan skal jeg også have det, for laver jeg det samme for længe, bliver jeg rastløs.”
Tager man et hurtigt kig i familiealbummet, bliver man ikke så overrasket over Nikolaj Steens mange talenter. “Min søster Paprika og jeg er vokset op med en skuespiller-mor og en musiker-far. Der blev ikke talt om så meget andet end kultur og kunst i vores hjem. Det var ikke et spørgsmål om, hvad man ville være, når man blev stor, men om man skulle være skuespiller eller musiker. Paprika valgte skuespillet og jeg – i første omgang – musikken.”
Slog igennem i USA
Som én af de få danskere gennem tiderne fik Nikolaj Steen succes i USA. I 1990 drog han over Atlanten, fik en lovende pladekontrakt og et album på gaden. “At slå sig ned i USA var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Da jeg fik succes, blev det helt vildt, – også lidt for vildt,” forklarer Nikolaj med henvisning til den tid, hvor hans første single solgte 390.000 eksemplarer og lå nummer ét i fem stater. “Jeg var bare 24 år og havde måske lige dét, der skal til for at slå igennem. Det er et hårdt game, de fleste falder hurtigt fra, men jeg nåede langt. Da det gik bedst, boede jeg i en kæmpe lejlighed i New York, fløj fra job til job i en Concorde, havde en Hollywood-skuespiller-kæreste og en vis legemsdel fuld af penge. Det var min drøm, men jeg var slet ikke lykkelig, for jeg havde ikke sjælen med mig. Det vilde rock ´n roll liv fik mig ud på et sidespor, og det kunne være gået helt galt, hvis jeg ikke havde trukket stikket.”
Resultatet blev, at han efter to år tog hjem, og efter en tid med psykologer og selvransagelse kom han atter tilbage på banen. Denne gang hjemmebanen.
 
Altid sammen med Sanne
Succesen lod ikke vente på sig. Både som solist og med andre kunstnere, bl.a. Sanne Salomonsen, kom Nikolaj Steen på folkets læber: “Jeg har kendt Sanne, siden jeg var fem år. Vel er der 11 år mellem os, men allerede som unge spillede vi en del sammen.”
Og multikunstneren passede fint ind som guitarist i det kulørte band, som op igennem 90´erne var et af de mest efterspurgte i Danmark. “Sanne har altid kunnet lide at give den fuld gas. Sådan er det bare. Netop derfor har det været spændende at få den nye intim-turné “HJEM” på skinner. Jeg synes, den nye rolle klæder Sanne utroligt godt. Hun mestrer sin lidt mere afdæmpende rolle og at være tæt på publikum,” fortæller Nikolaj Steen, der betegner Sanne som værende én af sin bedste venner. “Hun er en rigtig ven, meget generøs og næsten altid sjov og glad.” Siden år 2000 har Nikolaj Steen fast været trommeslager i Sannes band.
 
Manden med de gyldne ører
Gyldne ører har han også. I alt fald i tv-serien “Manden med de gyldne ører”, som for nogle år siden rullede ud på tv-skærmene i de danske hjem. Siden årtusindeskiftet har Nikolaj Steen nemlig haft en lang række hoved- og biroller i danske film. Han har sågar også selv instrueret. “Manden med de gyldne ører” er det, jeg som skuespiller er mest glad for. Afgjort den største succes i mit univers. Som filminstruktør er jeg glad for filmen “Old Boys”. Det er svært at få succés i branchen, så når man rammer plet, skal man værdsætte det,” kommer det jordnært fra den danske multikunstner, som også på privatfronten synes at være i balance med sig selv. For fire år siden blev han gift med sin Anna, og sammen har de tre børn. “Jeg kom lidt sent igang med det med børn. Til gengæld var jeg så moden til det,” fortæller Nikolaj Steen og fortsætter: “Både min pige og jeg har levet og prøvet en masse. Men da vi besluttede os for, at det skulle være os, besluttede vi os også for at tage hele “pakken” med hus, børn og bil. Og det nyder jeg idag,” slutter han.
Nikolaj Steen er vanen tro bag trommerne, når Sanne Salomonsen går på scenen på Castillo Sohail den 17. Maj.
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.