Manden der fotograferer livets skyggesider

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 
web-LD-Maj45
 
På det grafiske museum i Marbella (Museo del Grabado Español Contemporáneo) hænger lige nu et udvalg af den 93-årige Viggo Rivads fotografier fra hele verden. Billederne er fortællinger om de mennesker, ingen andre har ønsket at fotografere. Men bag motivet findes også en historie om Rivad, og hans unikke evne til at skildre de portrætteredes liv.
 
Året er 1953. På en gold bakkeskråning, bag den gamle bydel, Albaicín, i Granada, kommer en spinkel sigøjnerkvinde og hendes tre døtre løbende. Det er tidligt om morgenen, men solen står allerede højt på himlen, og den tørre sommerluft får støvet til at hvirvle om deres fødder. Med store smil løber de den unge mand med kameraet i møde. “Bailamos”, “bailamos”, råber moren for at fange den fremmedes opmærksomhed. Manden er Viggo Rivad og uvidende om, at han snart tager et af sine mest prisvindende billeder, stopper han op, og lader sigøjnerfamilien udfolde deres flamencodans.
“De kommer ligefrem selv ned for at blive fotograferet, tænkte jeg. De begyndte at danse, og jeg gjorde mig klar. Jeg havde 12 billeder at gøre godt med, så jeg måtte koncentrere mig om at tage de ‘rigtige’ billeder,” fortæller Viggo Rivad om oplevelsen, der, på trods af de mange år, stadig står klart i erindringen. Og det samme gør specielt ét foto fra den dag.
“En af de små piger danser, og midt i det hele slår hun sit uglede hår ud, lukker øjnene og åbner munden op mod himlen. Det er tydeligt, at hun ikke danser for mig eller for at tjene penge. Hun danser for sig selv, fordi det er sjovt. Det kan jeg rigtigt godt lide. Det er ægte. Havde hun haft åbne øjne, ville billedet ikke have samme værdi for mig,” forklarer Viggo Rivad om det billede, han vil betegne som et af sine bedste nogensinde.
 
Fattig barndom forvandles til indholdsrige fotografier
Viggo Rivad blev født på Nørrebro i København i sommeren 1922. Han er den mindste i en søskendeflok på fem, og med en hårdtarbejdende alenemor var der hverken tid eller plads til at tage hensyn. Han blev tidligt sendt ud for at arbejde, og tog hvad der var af job for at forsørge sig selv og familien. De mange mennesker, han mødte, og barndommens trænge kår, skulle dog vises sig at få stor indflydelse på hans valg af motiver.
“Jeg har altid følt en solidaritet med den lavere klasse af samfundet. Jeg var jo selv ingenting, og som den yngste i søskendeflokken blev jeg altid hundset rundt med. Så det var historien om den lille mand, der interesserede mig. Derfor har jeg altid fotograferet den side af livet, som ingen andre gad fotografere. Skyggesiden.”
Viggo Rivad har altid haft en naturlig interesse for det kunstneriske, og inden han begyndte at tage billeder, forsøgte han sig med at male og tegne. Den karriere varede dog ikke længe, da hans tegnelærer gjorde det klart for Rivad, at han ikke havde talent. I stedet begyndte han at fotografere livet, der omgav ham.
“Jeg kunne se, at hver eneste person, jeg mødte, havde en unik historie. Og det er den historie, jeg altid har forsøgt at fange på mine billeder,” fortæller den 165 cm høje fotograf. En højde, der ligesom hans sociale baggrund, gav ham mulighed for at nærme sig de mennesker, som ofte var sky for kameralinsen.
 
Interesse for det enkelte menneske skaber billederne
I dag bruger de fleste fotografer digitalkameraer. Og jagten på det perfekte billede foregår ofte ved at klikke så mange gange på udløserknappen, at der nødvendigvis må gemme sig ét godt billede i mængden. En trist udvikling, mener Viggo Rivad, der godt kan savne, at fotografer ser billedet for sig, inden de tager det.
“Motivet på mine billeder opstod, fordi jeg tog mig god tid. Der er mange af mine fotografier, der ser ud som om, de er taget tilfældigt, men i virkeligheden kom jeg igen og igen for at få det helt rigtige billede. Jeg brugte tid på at tale med mennesker og viste interesse for det, de lavede. Og på den måde skabte jeg en fortrolighed, der gjorde, at jeg kunne komme ind på livet af dem,” uddyber fotografen og tilføjer:
“Nå ja, så er det selvfølgelig en fordel, at jeg er sådan en lille lort, for så virker jeg helt ufarlig, når jeg møder folk.”
At Viggo Rivad havde en evne til at vinde andres tillid gjorde også, at han på en af sine første turer til Spanien fik et billede i kassen, som de færreste ville have fået lov til at tage.
“Jeg så nogle prostituerede på en bar. Så jeg gemte mig bag nogle hække og fotograferede de letlevende damer. Men en af dem opdagede mig, og smed vin i hovedet på mig. Så måtte jeg jo stå frem og bekende kulør. Jeg købte en flaske vin for at råde bod på den uheldige præsentation, og vi fik en god snak. Det endte med, at vi blev gode venner, og derfor fik jeg lov til at tage et billede af hende.”
Viggo Rivads liv er i høj grad blevet præget af de mennesker, han har mødt på sin vej. Han har rejst i blandt andet Kina, Mexico, Egypten og flere steder i Europa. Og selvom stederne var vidt forskellige, forblev historien altid den samme. Historien ingen andre gad fortælle.
“For mig er fotografering en måde at vise de små, ydmyge ting i livet og gøre dem interessante,” slutter Rivad af.
Hvis du har fået lyst til at se Viggo Rivads billeder, kan du smutte forbi hjemmesiden http://viggorivadphotography.wordpress.com/ eller besøge udstillingen, der kan ses frem til den 31. maj.
 
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa