Det danske magasin i Spanien
Mellem bjerge, floder og vinstokke i Ponferrada

Mellem bjerge, floder og vinstokke i Ponferrada

 
web-LD-Maj140

 
Ponferrada ligger godt beskyttet. Uanset hvilken vej, man tager til byen, vil den vise sig som en luftspejling ude i dalsænkningen, der er omgivet af bjerge på snart alle sider. Det er specielt Montes de León imod øst, hvor seks toppe når over 2.100 meter, og imod vest ligger Galiciens bjergkæder, hvoraf de nærmeste er Serra dos Ancares, som delvist ligger i León, og Serra do Eixe, der også når over 2.100 meter, og som beskytter Ponferrada fra den mest temperamentsfulde side af Atlanterhavet.
Man forstår nu godt, hvorfor Den Iberiske Halvøs urbefolkning holdt til her, og hvorfor tempelridderne valgte at bygge en borg og forsvarsværn imod maurerne her på denne klippeknold. Romerne var her også, og mens de udvandt og løb med al guldet, medbragte de trods alt vinen.
Det er knapt så forståeligt, hvorfor området ikke besøges af flere udlændinge, som der, bortset fra en lind strøm af pilgrimme, som går ad den franske rute til Santiago de Compostela, er alt for langt imellem.
Vi er i det nordvestligste hjørne af regionen Castilien og León, i provinsen León og i distriktet El Bierzo, hvis hovedby altså er Ponferrada, som har omkring 70.000 indbyggere.
 
Jernbro og røde vine
Byens navn kommer af det latinske Pons Ferrada, der betyder jernbro. Inden romernes indtog var indbyggerne en klan med blandede iberiske, keltiske og galiciske rødder kaldet astures eller astyrs. Men de måtte i årene 29-19 før Kristi fødsel bukke sig for kejser Augustus, som regerede det meste af den kendte verden. Romerne var specielt interesserede i området på grund af rige forekomster af guld og andre metaller, og deres minedrift i dagens El Bierzo blev faktisk så omfattende, at det på et tidspunkt var imperiets vigtigste. Deres tilstedeværelse giver stadig ekko i området; bl.a. i forbindelse med en forkærlighed for vine.
Floderne Boeza og Sil snor sig igennem dalen, de danner reservoirer som Embalce de Bárcena, og i selskab med bjergene bidrager de til et yderst behageligt klima og miljø, som tillader dyrkning af overdådige grøntsager og frugter, inklusive druer. De seneste årtier har man, som i mange andre områder i Spanien, arbejdet på at fremelske vine med egne kvaliteter. I 1989 resulterede det endelig i, at El Bierzo fik et eget DO (Denominación de Origen), som inkluderer 3.017 hektarer fordelt på 70 vingårde. Her dyrkes overvejende stokke med druen Mencía, der er et sjældent syn udenfor El Bierzo, og som giver nogle kraftfulde og mørke rødvine.
 
 
web-LD-Maj133
 
Tempelriddernes borg, Castillo de los Templarios
Folk her gør et nummer ud af deres fortid. Her vejrer tempelriddernes flag med Sankt Jørgens kors allerede som man kommer igennem forstæderne, der viser os vej ind til centrum, hvor tempelriddernes borg, Castillo de los Templarios, rager op over alt andet.
En højrøstet beliggenhed var en nødvendighed for disse riddere, her hvor de ganske vist skulle beskytte pilgrimmene på vej til apostlen Jacobs grav i Santiago de Compostela, men da også være et grænseværn imod den muslimske fremstød fra syd. De skulle naturligvis ikke kun forhindre yderligere invasion, men være med til generobre tabt, kristent land, og de spillede en vigtig rolle i generobringen.
Det var Kong Fernando II af León, som i 1178 gav stedet til tempelridderne, der opførte borgen ovenpå resterne af et gammelt romersk forsvarsværk. Ridderne blev her, deres ophold kun afbrudt af stridigheder mellem kongerne af León og Castilien, frem til ordenens endeligt i 1307.
I dag er borgen et museum, og selvom den kun er en tom skal, giver den absolut et tankevækkende indtryk af, hvor stor en rolle, tempelridderne har spillet både i kampen imod maurerne og hvor meget de må have fyldt i landskabet. Der er en fin gangsti rundt om borgen og langs en bid af Río Sil.
Modsat floden, lige ved foden af borgen ligger i øvrigt turistkontoret, og overfor dette kirken eller Basílica de La Encina.
 
Kristtorn og en seng fra 1600-tallet
Den med kirken og kroen gælder også her, og omkring pladsen foran kirken er der flere cafeer; indbydende til et hvil til bentøjet. Kirken er fra 1500-tallet og havde dengang ikke færre end fem altre. Den hedder Encina, som betyder kristorn, også ofte omtalt som kristtjørn, og det er der en grund til. En legende siger nemlig – og det ifølge bispedømmet i Astorga, som El Bierzo hører under – at i år 450 kom det første billede af jomfru Maria og Jesusbarnet til Astorga fra Jerusalem. Da så maurerne i 800-tallet invaderede, gemte en San Genadio billedet i Ponferrada. Han gemte det godt og grundigt, og man så ikke billedet igen, før tempelridderne begyndte at fælde træ til arbejdet på borgen, og de et saligt år den 8. september fandt det, forvaret inde i en kristtjørn. Dette mirakel var så stort, at jomfruen, fremdeles kaldt Virgen de la Encina, er byens skytshelgen, som fejres hvert år den 8. september.
Fra Encina fører en yderst charmerende gade, Calle del Reloj, opkaldt efter et klosters klokketårn, der sidder over en portal, op til rådhuspladsen. Gaden er flankeret med middelalderlige arkader, smykket med flere flag med tempelriddernes kors, og her ligger det gamle fængsel, der nu huser byens og El Bierzos museum.
Vores logi for natten, Hotel Aroi Bierzo Plaza på rådhuspladsen, er indrettet i tre bygninger, som gør det lidt svært at finde rundt; men vores værelse lå i den fra 1600-tallet, og så var her fra den franske altan udsigt over pladsen og det barokke rådhus, der er en smule yngre end vores hotel.
 
Molinaseca og en guldmine i bjergene
Næste dag. Vi skulle ud at se os omkring; og der var og er meget at vælge imellem.
I første omgang nåede vi ikke længere end til Molinaseca, omkring otte km øst for Ponferrada, som var blevet os anbefalet, og her overraskede omgivelserne os og bød os til at stoppe. Vi spiste en friskfanget ørred på en restaurant lige på den anden side af broen over floden Meruelo. Meson Palacio hedder stedet, spisestedet altså, der er indrettet i et skønt pensionat kaldet El Palacio, der med en portion god vilje kan virke en smule paladsagtig, da den troner ved floden og broen, som er opført i romansk stil og med det mål at hjælpe pilgrimme over floden. Det var takket være broen, at byen opstod.
Vi slog et smut omkring en anden af de utallige smukke bjergbyer. Riego de Ambrós. Byen var omgivet af smukke og duftende lavendler og urter, men husene, med nogle fantastiske træbalkoner, virkede dog faldefærdige. Der arbejdedes heldigvis på nogle af husene, så der er håb for byen, som i dag har mellem 35 og 40 indbyggere.
Gennem bakker og langs flere vinstokke gik turen til Las Médulas, sydvest for Ponferrada. Flere miner, udgravet og benyttet af romerne, kan stadig ses i nabolaget, heriblandt det mest spektakulære, som er Las Médulas. Til udvindingen af mineraler havde man brug for store mængder vand, og derfor opførtes akvædukter og kanaler på op til 100 km for at føre vand hertil fra bjergene. Nogle af kanalerne findes endnu.
Udgravningerne var ikke i miner i den normale forståelse, men udendørs, hvor man gravede ud af bjergene i en metode, som romerne kaldte ruina montium, og de usædvanlige formationer, man ser i dag, er delvist naturskabte, delvist formet af disse udgravninger. Det siges, at romerne ved hjælp af 60.000 slaver i løbet af de knapt 100 år, de drev minerne, vandt 1.635.000 kilo guld ud af Las Médulas.
Der er nu et museum og flere, fint markerede vandreture i området, der i øvrigt i 1997 kom på UNESCO’s verdensarvsliste. Bevaringsværdigt, ja, og så seværdigt som hele dette område i og omkring Ponferrada.
 
Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.