Kære læser april 2014

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 
I den forgangne måned tog jeg mig endelig tid til en tur langt ud på landet. Endelig, fordi de sidste par år har været hektiske med masser af spændende arbejde, videreuddannelse og byliv. Og lang ude på landet, fordi det rykker helt ind i sjælen, når man møder den storslåede spanske sjæl helt derude, hvor krisen er noget, der kører forbi ude på motorvejen. Derude hvor der er højt til loftet og hvor det frie initiativ stadig hyldes. Det er derude, hvor selv UGT giver folk a break. Det er derude, hvor IVA og Seguridad Social ikke fylder noget af betydning. Man yder ikke meget til den fælles kasse derude. Nej, men man bruger heller ikke meget. Fordrer ikke meget. Sådan et sted bliver man ligesom bare en bedre udgave af sig selv. Det er derude, hvor servicen stadig er i top, hvor folk gider at gøre en ekstra indsats, gider at samle et stykke papir op fra gaden, gider at lave deres egen yoghurt og gider at tage initiativ til at klare sig selv. En af den slags mennesker anråbte mig på en lille snørklet gade midt inde i en bjergby, der ligger hvid som en klat flødeskum på toppen af en forårsgrønt bjerg. “Entra! Vista!, siger damen med overskæg og et forklæde, der bærer præg af en gang at have været blomstret. At byen har en storslået udsigt, har jeg fattet, men måske har denne lille dame noget ekstra godt at byde på fra sin balkon, tænker jeg og træder ind i hendes entré. Og her stopper det med vista’en så, for inde i entréen har damen sat en slags butik op med kurve fyldt med alskens friske, lokale produkter; citrusfrugter, hvidløg, vilde asparges, honning, frisklavet ost og membrillo… Det koster alt sammen 1 euro, siger hun med sin hæse stemme og lader mig forstå, at jeg skal købe noget. Inde bag forhænget kan jeg skimte en handicappet mand, som måske er hendes bror, måske hendes ægtemand. Jeg slår hurtigt tanken om, at det her er ulige konkurrence med butikken lidt længere nede ad gaden, som jo må betale husleje, skat og IVA. Her er nemlig et menneske, der gør alt, hvad hun kan for at overleve og for at forsørge manden i kørestolen, kattene, der slænger sig vindueskarmen og hunden, der gør ude bag ved. Hun har lagt sin stolthed til side for at lokke mig ind med en vista for så at presse mig til at handle. Hun kigger på mig med et frækt glimt i øjet, da hun stopper et stykke fløjlsblød ost med membrillo ind i munden på mig. Cuantos kilos?, spørger hun og begynder at skære den ost ud, jeg skal købe. Jeg køber så meget, jeg kan bære ned til bilen, der holder uden for byen, og giver hende en euro ekstra. Hun griner hæst og vralter ind bag forhænget til manden i rullestolen. Mon ikke hun er lige så tilfreds, som jeg er med dagens handel? Oplevelsen inspirerer mig til at gøre mig endnu mere umage med livet, for herude tages succes og respekt ikke for givet. Man må lægge sig i selen, må man.
Jeg er helt derude på landet, hvor det bliver mig så dejligt fjernt, at asylansøgere igen og igen udnytter det gavmilde og langmodige danske system, og røver, bedrager, truer, slår, stikker og skyder sig til en plads i et lunt dansk fængsel med sportsfaciliteter, urtehave, ferierejser og hyggecoach, hvis man skulle gå hen og blive lidt trist. Helt derude hvor jeg slet ikke gider at tænke på det med børnechecken og det selvklare i, at offentlige danske midler gives ud til brug i Danmark, medmindre de er mærket: Udviklingshjælp. Ikke engang min yndlingsaversion, Nicklas Bendtner, ville kunne få mig op i det røde felt derude.
Jeg gider ikke engang at høre om ham. Jeg formår nemlig ret nemt at gå helt analog i nogle dage ad gangen. Jeg er hverken Facebook-junkie eller online-narkoman. Jeg bruger dog Iphone, tablet og Google nok hver dag til at mærke forskellen, når der skrues ned for elektronikken. Hold nu op, hvor oplever man meget. Man bruger sine fem fysiologiske sanser mere, for slet ikke at tale om den 6. sans: Intuitionen. Mens jeg går langt oppe i bjergene sammen med min hund og kigger på nogle ruiner af det, der vist nok er Spaniens ældste bygningsværk, mærker jeg ikke så meget historiens vingesus, som freden, der sænker sig over mig. Jeg bliver helt stille indeni, lytter til fuglenes forårs-pippen, snuser til og smager på lavendlerne og rosmarinen, der gror ved mine fødder, jeg føler vinden i håret, og jeg ser helt klart. Ikke kun med øjnene, men også med sindet. Mens jeg maser op af et bjerg med hunden logrende foran mig, ser jeg solen begynde at gå ned, mens månen langsomt står op. Wauw, øjeblikket er stort, og jeg føler mig ganske lille. Men en lille brik i noget stort.
På landturen besøgte jeg også en restaurant, der var så god, at jeg var misundelig på de gæster, der ankom, da jeg forlod stedet. Det var langt ude på landet, men det var på ingen måde en venta, men et helt overdrevet genialt sted, som I sikkert kommer til at høre om en anden god gang. Og så mødte jeg forresten en ræv, der hedder Oscar, og som er så cool, at han pisser isterninger.
 
God fornøjelse derude i det spanske forår!
Helle Espensen
 
Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa