Kære læser marts 2014

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 
 
Der er ikke meget, der skræmmer mig. Nogle af verdens statsledere gør imidlertid. Putin er en af dem. Og ham har vi haft rig lejlighed til at studere under det nyligt overståede og helt overgearet dyre vinter-OL placeret i Ruslands varmeste by på den russiske Riviera. Man skal virkelig lede længe efter et sted i Rusland, hvor der ikke sner, men det lykkedes. Kreativ visualisering, kaldte IOC selv valget af Sochi… Ja, det må man sgu da nok sige. I dagene op til OL-åbningen drønede byens borgmester rundt og ævlede løs om, at han var strandsportentusiast og elskede det subtropiske klima. Måske havde nogen glemt at give manden sine piller…
 
Nå, men tilbage til statslederen. Putin virker så uhyggeligt dragende på den ene side. Sådan én, som man ville sidde og stirre på i bussen. På den anden side er han despotisk på en hårrejsende rolig måde. Han er manden med Janus-ansigtet, selvom lige netop hans ansigt efterhånden ligner en mellemfornøjet smiley. Ved ikke, om det er botox eller kortison – måske en kombi. “Is he for real?” er det oplagte spørgsmål.
 
På den ene side viser han os alle sammen, hvor moderne og frisindet han er (selv bøsserne fik en pause under vinter-legene). En despot med moviestar i ascendant. Med den side af ansigtet viste han, hvordan han ville åbne yderligere op mod den vestlige verden, da han kom til magten efter fulderikken Jeltsin. Både Bush, Schröder, Berlusconi, Chirac og Blair var med i Vestens begejstrede heppekor, da Putin blev genvalgt i 2004. Men, og det er nok det Janus-ansigt, de vestlige politikere ikke kan eller vil se, KGB-officeren fornægter sig ikke, hvis man skal tro en kender af det russiske samfund, journalisten Anna Politkovskaja. Rent faktisk ser det ud til, at hun kendte så meget til det, at hun døde af det… Jeg savnede hende i tiden op til og under vinter-legene. Hvor ville jeg gerne have læst hendes Sochi-kronik. Nå, men der skal ikke de helt store studier ud i russiske samfundsforhold til at forstå, at Putin på den anden side er indbegrebet af en næsten grænseløs magtens arrogance og kynisme. Efter Gorbatjovs Perestrojka og Glasnost håbede mange hårdt pressede sovjetborgere på frihed og udvikling, men helt sådan gik det ikke. I hvert fald ikke i Putins Rusland, hvor befolkningen synes at have taget et kollosalt skridt tilbage mod Stalin-tidens kyniske magtkoncentration, til omfattende bestikkelse og korruption (nærmest åbentlyst i forbindelse med OL) og til likvidering af politiske modstandere og kritikere som Politkovskaja. Det lyder helt sovjet-russisk, og mange paralleller kan da også drages. Da Ruslands nationalmelodi under åbningsceremonien bragede ud i stuen i fuld surround sound, rislede koldkrigsfornemmelsen i hvert fald ned langs min rygrad. Hele den russiske kulturelite bar fanen ind. Vi manglede sådan set kun ny-russerne Gerard Depardieu og Edward Snowden. Begge spiller de bare små ubetydelige roller i Putins magtspil med Vesten.
 
Burde vi have boykottet legene? Nej, men vi burde måske have taget tydeligt afstand fra det paradenummer for en enevældig russisk præsident, som dette OL udviklede sig til. Jeg mener, hvad skal en snoldet Sortehavsby med 24.000 hotelværelser? Langt flere end der i Moskva. OL i London var storslået, men kostede, siges det, kun en tredjedel af prisen på Sochi-legene. Hvor blev bæredygtigheden i OL-sammenhæng lige af?
 
At Putin gav bøsserne et tre ugers frikvarter, ændrer ikke på, at manden er væmmeligt homofobisk, og er helt kold overfor demokrati og menneskerettigheder. Som kritikeren Anna Politkovskaja engang skrev, er hans visioner dybest set lige så småtskårne og provinsielle, som hans relativt lave KBG-rang antyder. Imponerende at man alligevel drages af manden, hvis star quality nåede nye højder under OL, der udviklede sig til en hyldest af Ruslands præsident. På diverse blogs (har endnu ikke fundet en russisk avis, som jeg tør stole på, og som samtidig er oversat til et sprog, jeg kan forstå) kan man læse om russernes afmagtsfølelse. “Det kan alligevel ikke betale sig…” er en holdning, som går igen. Øv!
Putin bruger hårdtslående KGB-metoder til at styre russerne, mens han med sit Janus-ansigt smiler afvæbnende til Vestens ledere, når han ellers har lyst. Skal man se sådan én som en advarselstrekant? Ja, det vil jeg mene. Og jo, jeg synes også, at vi skulle have været noget mere klare i spyttet i vores afstandtagen til Putins arrogante metoder, nu hvor vi havde chancen. Selvom han sikkert er så helt og aldeles ligeglad. Debat er nemlig ikke mandens rette element. Hans genre er monologen. Præcis som en hvilken som helst anden enevældig konge. Ruslandseksperten Leif Davidsen siger det sådan her: Omgiv dig med eftersnakkere og loyale tjenere. Så får du ganske vist ikke sandheden at vide, men du behøver heller ikke at frygte dolken i ryggen. Det er en russisk tradition.
he
 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa