Tyske Daniel Weigend har viet sit liv til at observere og forstå ulves vilde natur med det formål at finde ud af, hvordan man kan opdrage og leve i harmoni med sin hund.
Med den simple opdragelsesmetode, som han kalder Caminolobo, kan hundeejere lære at forstå og styre deres hunde.
Midt i Antequeras bjerge ligger Lobo Park, en idyllisk gård med tilhørende staldbygninger omkranset af 40 hektar vild natur. Gården er hjemsted for fire forskellige ulvearter, heste, geder, vildsvin, hængebugsvin, et rådyr, en kælen ræv, og en flok glade og velfungerende hunde.
På terrassen foran ulveparkens cafeteria, badet i den varme formiddagssol, fortæller Daniel Weigend passioneret om livet med ulvene og vejen til metoden, Caminolobo. Metoden bygger på observationer af, hvordan ulve opdrager deres unger, og det er vigtigt for Daniel Weigend at få folk til at forstå dyrene og deres adfærd. Der findes allerede træningsmetoder, der stammer fra observationer af ulveadfærd, men Daniel Weigend påpeger, at problemet med de metoder er, at de i modsætning til Caminolobo er baseret på observationer af tamme ulves adfærd.
“Tamme ulve udviser aldrig den sande ulveadfærd. Menneskene tæmmer, nedbryder og frarøver ulvene deres naturlige adfærd for derefter at studere ulvenes sociale adfærd. Det er dybt useriøst,” siger Daniel Weigend hovedrystende og fortsætter.
“På grund af tamme ulves sociale mønstre er der mange misforståelser, som stadig dominerer hundetræning. For eksempel prædiker mange hundetrænere, at du skal spise, før din hund, fordi det er, hvad alfahannen i en ulveflok gør for at demonstrere dominans,” siger han og bliver opmærksom på en af parkens ulve, der hyler.
Daniel Weigend sætter hænderne op for munden og begynder at hyle. Straks efter følger ekkoet af samtlige ulve i parken. Han hyler endnu engang, og reaktionen fra ulvene følger prompte. De kender hans stemme og anerkender hans tilstedeværelse.
“Jeg har et særligt forhold til ulvene, men det er vigtigt at forstå, at jeg ikke er deres leder eller alfahan. Der er ikke nogen alfahan. Det er en stor og desværre meget udbredt løgn. Alle, der færdes blandt ulve, påstår altid, at de kan udpege flokkens leder og alfahan,” siger Daniel Weigend.
“Tænk logisk, kan et menneske være en alfa-ulv? Kan en dansker være leder af et kinesisk firma uden at kunne tale ét ord kinesisk? Svaret er nej.”
Opdragelse er nøgleordet Mange hundeejere går til hundetræning for at få en velopdragen hund. Men for Daniel Weigend er opdragelse og træning to vidt forskellige ting. Opdragelse er nøgleordet, for opdragelse løser og forebygger adfærdsproblemer. “Hunde kan være ulydige, stikke af, jagte andre dyr, bide i møblerne og agere ukontrolleret i tide og utide, men ingen af disse adfærdsproblemer kan løses ved at gå til hundetræning. Hunden vil stadig stikke af, jagte katte eller gø af postbuddet, fordi den ikke har lært, at det er forbudt,” siger Daniel Weigend og understreger, at der intet er galt med hundetræning, så snart din hund er opdraget.
“Det ene udelukker ikke det andet. De forskellige former for hundetræning kan være sjove for hunden, men hundetræning bør aldrig stå uden opdragelse. Opdragelsen er basis, for at få en glad og velfungerende hund.”
Filosofien bag Caminolobo er enkel og logisk: Hunden skal lære, hvad den ikke må. Hundeejeren skal med ét eneste signal være i stand til at stoppe hunden i en hvilken som helst situation. Det er dét signal, som redder hundens liv, den dag du står og kaster en bold, og bolden pludselige ryger ud på vejen, og hunden er på vej efter den.
“Det er dig, der bestemmer. Dit ord er lov, og det skal gøres klart for hunden,” siger Daniel Weigend og understreger, at der blandt vilde ikke ulve findes kommandoer. En ulv vil i stedet bruge det, han kalder for “interruption”, altså en afbrydelse af en forbudt eller farlig handling.
Afbrydelsessignalet er hovedelementet i opdragelsen og er hentet direkte fra ulvenes adfærd i opdragelsen af deres unger.
“Mennesker vil blive chokerede over at se, hvordan ulve opdrager deres unger. Hvis de små søde ulvehvalpe laver den mindste form for ulydighed, straffer de voksne ulve dem hårdt. De kaster sig over den lille hvalp, trykker den ned mod jorden og knurrer voldsomt. Ligeså pludseligt som de kaster sig over hvalpen, ligeså pludseligt lader de den gå igen, som om intet var sket. Hvalpen efterlades groft sagt chokeret og bange,” fortæller Daniel Weigend.
Princippet er logisk, for jo større forskrækkelsen er, desto mindre er chancen for, at hvalpen glemmer det og gentager den samme ulydighed. Ulvene arbejder med konsekvenser, og det kan virke voldsomt, men det er vigtigt at understrege, at det aldrig er ondt eller uretfærdigt. Når det kommer til mennesket overfor hundene, er problemet, at hundeejere er emotionelle og ofte overfører deres følelser til hundene.
“Det er den hyppigste fejltagelse blandt hundeejere. De misforstår hundens reelle behov. Hunde og ulve er praktiske dyr, de kender ikke til empati, og en ulveflok i naturen ville dø, hvis ikke hvert eneste flokmedlem fik den rette ledelse,” siger Daniel Weigend.
‘Nu kan jeg styre min flok’ Anete Bühring er en af de hundeejere, som har haft stor glæde af og succes med Daniel Weigends hundeopragelsesmetode – og et enkelt ord.
“Bah”. Lyden strømmer gennem luften, og tumulten på græsplænen stopper omgående. Billy og Emma afbryder med det samme den vilde leg og går hver til sit.
Billy og Emma er Anete Bührings to hunde, og de er opdraget efter Caminolobo-metoden, hvor de har lært, at ‘Bah’ betyder stop.
“Signalet virker, uanset hvilken situation der er tale om,” siger Anete Bühring og tilføjer, at det bedste stop-signal er et ord eller en lyd, som du aldrig bruger til noget som helst andet, så hunden ved lige præcis, at det er den, det handler om.
I 2010 pakkede Anete Bühring flyttelæsset og forlod Danmark til fordel for Spanien. Dengang havde hun to hunde, men så kom gedehyrdens hund på besøg, og pludselig stod hun med én voksen hund, en halvstor hvalp og ni hundehvalpe. Hun fandt nye hjem til syv hvalpe, mens hun beholdt to.
“Det var en hektisk tid. Jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne styre alle de små. De stak af, og jeg kunne ikke kalde dem til mig, når det skete.”
Anete Bühring havde hørt om Lobo Park, og hun henvendte sig derfor til Daniel Weigend med sin hundeflok. “Det var ikke noget problem, det skulle han nok klare,” lød beskeden. Og det gjorde han.
“Det tog ganske kort tid, fordi metoden ikke er ligesom at gå til hundetræning i årevis. Hunden lærer hurtigt, hvad den ikke må,” siger Anete Bühring og understreger, at det ikke handler om at ændre hundens personlighed.
Hunden kan stadig være fjollet og te sig tosset, men det handler om at vide, at man kan stoppe den igen.
“Problemerne med mine hunde var, at de stak af, når vi var ude at gå, de jagtede motorcykler og alt muligt andet. Hver eneste gåtur var en stressende og ubehagelig oplevelse. I dag er det en fornøjelse,” siger Anete Bühring og afbrydes pludselig af de fire hunde, der stormer ned i haven og begynder at gø voldsomt af en knallert, der kører forbi.
Hun lader dem gø i ti sekunder, før hun rejser sig og med rolig stemme råber: “Hey, hey, kom her” efterfulgt af to klap i hænderne. Effekten er imponerende. Alle fire hunde tier øjeblikkeligt og kommer glade og logrende op på terrassen igen.
‘Caminolobo har gjort mig til en bedre hundeejer’ Daniel Weigends metode har ikke kun opdraget hundene, men også Anete Bühring selv. Hun troede nemlig, som mange andre hundeejere, at man skulle træne hunden med godbidder for at få den til at opføre sig pænt. Efter at have arbejdet med Daniel Weigend, er hun ikke i tvivl om, at hun tog fejl.
“Når du bruger godbidder, køber du hunden. Godbidden bliver en stimulus for hunden, men når den får øje på en kat, hvad, tror du så, er mest spændende? Katten selvfølgelig. Væk er hunden, og så kan du stå og vinke med din godbid. Hvis hunden er velopdragen, kan du sige: ‘Nej, du bliver her,” siger Anete Bühring.
Hun har også lært at være bestemt overfor sine hunde.
“Jeg er den typiske hundeejer, som taler og nusser for meget med hundene. Jeg har opført mig mere som deres ven end deres leder. I min opdragelse har jeg gjort den klassiske fejl, hvor jeg har arbejdet med stigende aggression: ‘Kan du så lade være’ – ‘Nej, lad nu være’ – ‘Nej, nu skal du altså lade være’, og alt imens ens toneleje stiger og stiger, bliver hunden kun mere og mere døv,” siger Anete Bühring, der med Caminolobo-opdragelsen og i arbejdet med stopsignalet oplevede, at hendes hunde blev lydhøre og forstod, at nu var det hende, der bestemte.
“Jeg synes, det er trist, at folk ikke kender til metoden, som er så simpel. I stedet for at gå og træne i årevis, kan hundeejere få opdraget hunden på blot et par uger,” siger Anete Bühring, der har fået så stor interesse for hundeopdragelse, at hun i dag samarbejder med Daniel Weigend og er under oplæring til underviser i Caminolobo.
Lobo Park og Caminolobo Daniel Weigend åbnede Lobo Park med det formål at studere den naturlige adfærd blandt ulve og komme alle myterne til livs. Via observationer ville han finde frem til den bedste måde at opdrage tamhunde på. Parken er åben for offentligheden, og Daniel Weigend lever af at undervise og oplyse de besøgende om ulve, afholde seminarer for hundeejere om Caminolobo og aktivt gå ind og hjælpe hundeejere med opdragelse eller genopdragelse af deres hunde.
Ønsker du Daniel Weigends hjælp til at opdrage din hund, eller vil du vide mere omkring Caminolobo-metoden, så kontakt ham (taler spansk, tysk og engelsk) på +34 952 031 107 eller Anete Bühring (taler dansk) på +34 648 488 069. Læs mere om Caminolobo på www.caminolobo.com.
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.