Det danske magasin i Spanien
 
shutterstock 116050210 - Copy
 
Urininkontinens er som oftest forbundet med kvinder, der har født eller kvinder oppe i alderen, men det er faktisk et stort problem for både mænd og kvinder og i alle aldre.

Urininkontinens defineres som enhver form for lækage af urin. Urinlækage kan optræde dagligt eller lejlighedsvist, og der kan være tale om drypvis lækage eller tab af store portioner. Urininkontinens påvirker først og fremmest livskvaliteten således, at almindelige hverdagsting og sociale aktiviteter bliver besværlige. Det kan være vanskeligt at deltage i sport, gymnastik, dans og lignende, og det kan være svært at foretage indkøb eller tage på rejse.
Urininkontinens er et symptom, der kan optræde isoleret hos i øvrigt raske personer eller som led i anden sygdom. Hos kvinder er de tre hyppigste former:
  • Stressinkontinens
  • Urgency (trang)-inkontinens
  • Blandet stress- og urgency-inkontinens

Stress-inkontinens
Stressinkontinens er den hyppigste form for inkontinens hos kvinder. Ca. 70% har dette symptom enten alene eller som kombineret stress- og urgency-inkontinens. Symptomet viser sig i form af urinlækage i forbindelse med fysisk aktivitet, fx løb, hop, dans og ved host og nys. Ofte drypvis lækage. Årsagen er ofte bækkenbundsskader pga. graviditet og fødsel. Overvægt, fjernelse af livmoderen, dårligt bindevæv, kroniske luftvejssygdomme og tungt fysisk arbejde kan også spille en rolle.

 
Urgency-inkontinens
Det typiske symptom er pludselig, kraftig vandladningstrang i en sådan grad, at det er vanskeligt at nå toilettet. Ofte er der tale om betydelig lækage, dvs. mere end drypvist urintab. Symptomet optræder oftere med alderen. Årsagen er pludselig sammentrækning af blæren (overaktivitet). Urgency-inkontinens kan skyldes urinvejsinfektion, østrogenmangel og stor væskeindtagelse, men ses også ved sygdomme i blæren og nervesystemet. Ofte er urgency-inkontinens ledsaget af hyppig vandladningstrang både om dagen og om natten (overaktiv blæresyndrom).
Gode råd:

  • Have regelmæssige toilettider, hvilket vil sige vandladning hver 3. – 4. time.
  • Optræne bækkenbundsmuskulaturen. For at denne træning skal være effektiv, skal der udføres knib, hvor bækkenbundsmusklerne aktiveres. Disse øvelser bør udføres 3-4 gange om ugen og fortsættes i mindst 3-4 måneder. Det er en god ide at søge en fysioterapeut, som interesserer sig for bækkenbundstræning. Det er vigtigt at lære at knibe korrekt.
  • Ved overvægt kan inkontinensen reduceres, hvis man taber sig.
  • Ved host pga. stort tobaksforbrug kan inkontinensen mindskes ved at ryge mindre.
  • “For stort” væskeindtag kan forværre inkontinensen.

Bækkenbundstræning under professionel vejledning har effekt både ved stress- og urgency-inkontinens.

 
Mænd
Mænd og bækkenbund er to ting, der ikke tidligere har været forbundet. Dette er en stor fejl, da ny forskning har vist at netop bækkenbundstræning kan have stor betydning for mænds livskvalitet.
For mænd med impotens, for tidlig sædafgang eller inkontinens vil det være en stor fordel at træne bækkenbunden. Deres bækkenbund er svagere end normalt.
Man regner med at 40-50% af de 50-årige mænd lider af total eller delvis impotens, 66% af de 70-årige og at dette problem stiger med alderen. Dette skylder delvist også livsstilssygdomme som diabetes 2, forhøjet blodtryk, alkoholisme, medicinmisbrug og fedme.
Efterdryp er den hyppigste form for inkontinens hos mænd. Urinrøret tømmes ikke ved vandladning. Der står noget urin tilbage i en udposning i urinrøret, som render ud ved stillingskift. Det starter med en lille våd plet i underbukserne i de unge år som så bliver større og større med alderen. 65-75% af mænd med impotens lider også af efterdryp! Optræner disse mænd deres bækkenbund vil 75% blive helt tætte.
Alle mænd er urininkontinente efter en total fjernelse af prostata. Nogle bliver tætte meget hurtigt, men en del døjer i længere tid. Træningsprogrammet er det samme som til kvinder, der lider af stressinkontinens.
 
Kontakt Centro Sanum hvis du har brug for et træningsprogram.
Af fysioterapeut Rikke Markussen, Centro Sanum, tlf.: 952 476 943

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.