Derfor elsker kvinder fodbold

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Det betontunge station, La Rosaleda i Málaga, er med sine knap 30.000 siddepladser ikke i nærheden af det arkitektoniske hightech-stadion, Donbass Arena i Donetsk, som lagde græstæppe til EM 2012. Og hvad så hvis tilskuerkapaciteten på Donetsks, spritnye stadion har over 20.000 flere pladser end Rosenhaven i det spanske? Hvad har de, som vi ikke har? Rødbedesuppe og kåldolmere? Vi har tapas og sangría og et ubesejret Málaga CF, der i syv måneder i træk ikke har tabt på hjemmebane. Jeg er ligeglad med et smart stadion, kogt mad og dårlig vin. Jeg vil se de blå- og hvidstribede, los malagueños, lave tiki taka på banen som var det selveste Barça med Messi og efterfølgende hattrick.

Den 20-årige Isco iscenesatte sig selv, da han scorede to gange i Málagas 3-0-sejr over russiske, Zenit i Champions League. Sammen med Saviola, som er en meget stabil spiller, står Isco på alle drenges fodboldtrøjer, og er efter min smag ved at være en kliche. Men en fodboldtrøje vil jeg have, så jeg kan skilte med min lokalpatriotisme. Jeg vil ikke være kliche, så efter kampen har jeg spottet to potentielle spillere, Joaquín og Demichelis, og deriblandt én potentiel navnebærer af min kommende fodboldtrøje.

Første halvleg
Da jeg finder pressetribunen, får sat mig ned og lagt blok og blyant frem, føler jeg mig en smule malplaceret blandt talrige, mandlige sportsjournalister. Klapsæderne er stadigvæk blå på tribunerne, og fuglefrøene har endnu ikke sat deres spor. Stadionet er stort set tomt. Inden jeg får set mig om, lyder startfløjten, og La Liga-kampen mellem Málaga CF og Real Valladolid går i gang. Tilskuerne har indtaget deres pladser, og La Rosaleda er begyndt at ligne sig selv. Mændene på hver side af mig har et helt særligt, intenst udtryk, mens de følger kampen. Jeg fører akavet hånden op til hagen, og prøver ihærdigt at se ligeså koncentreret, nærmest sur ud. Skiftevis krydser jeg benene, mens mine tanker er et andet sted end på midtbanen. I min øresnegl overhører jeg en samtale om Eliseau, Málagas nummer 18. Hvad er der så specielt med ham Eli-et-eller-andet? Jeg bevæger mig ind i fodboldverdenen, smører læberne med gloss og tager sportsjournalistbrillerne på. Jeg, som kvinde, lægger så sandelig ikke kun mærke til bold, ben og balder.

Jeg forsøger med et indspark: Joaquín er dygtig. Hans spil er robust, og ser legende let ud, når han kommer tonsende gennem banen. Valladolids forsvar brænder, men med deres anfører, Baraja, som spiller ualmindelig frækt, ligger Málagas chance for at bryde igennem angrebet ikke lige for. Bolden ender hurtigt i Málagas forsvar, og det er ikke længere Valladolid, der skal føle sig truet. Knap 10 minutter inde i kampen scorer Manucho Valladolids første mål. Mine tanker overdøver den ikke-eksisterende jubel, der understreger, at Málagas fans er i flertal.
Jeg lægger for første gang mærke til Málagas Demichelis, da han har sit postyr med Óscar fra Valladolid. Bolden bankes i kassen, og Málaga udligner til 1-1. La Rosaleda løftes, som var det et Boeing A380 fly, der lettede fra græsplænen.

Tør øjnene og spis en kiks
Fodboldspillere filmer i håb om at få tillusket sig et frispark. Jeg står ved min filosofi om retfærdigt spil. I et splitsekund mindes jeg de mange aftener i sofaen, hvor min far og jeg har bandet af fodbolddommere. Mit syn på dommere bekræftes. Jeg har det med dommere, som folk har det med dørmænd. Jeg ved godt, at det er dobbeltmoralsk, for kampen skal have dommere og diskotekerne dørmænd. De ser bare så drattevorne ud, når de løber rundt i knæstrømpe. Jeg har altid syntes, at de stod i vejen for spillet. Sidste gang til El Clásico landede dommeren på bagdelen, da han faldt over sine egne ben. Vor herre bevares!
En halv time inde i kampen er Valladolids forsvar presset. Chancerne hænger på træerne, men bliver ikke plukket og smidt i mål. Valladolids målmand piber, fordi Gámez ”måske” strejfede ham i farten. ”Gámez skulle have haft det straffespark. Han filmede ikke, men hvis dommeren mente det, skulle han have haft et gult kort,” lyder det fra min sidemand, der tilmed forklarer, at det er enten eller. Straffespark eller kort. Jeg begynder nu at forstå spillets taktiske drejninger, og hvor kneb gælder, må kneb bruges.

Messis efternøler
Jeg klager ikke over Demichelis bentøj, tværtimod, men den lange frisure må være irriterende. Er det ikke nemmere at lave en Beckham? Mine spekulationer om spektakulære frisurer afbrydes af et mål. Et flot oplæg fra Eliseu resulterer i en scoring fra Isco. Gol, gol, gol og av for en jubel. Sådan, Málaga! Rosenhaven blomstrer. Iscos flotte, pastelgrønne fodboldstøvler fanger min opmærksomhed. Isco er meget hjulbenet, men den afdøde Garrincha var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det andet. Alligevel betragtes Garrincha af FIFA som den bedste brasilianske fodboldspiller i historien efter Pelé. Nok kan Isco ikke fange grise, men bolden den fastholder han.
Isco er oprindeligt fra Benalmádena. Han har spillet for Valencia, hvor han har fået sin fodboldopdragelse, da forældrene flyttede derop i sin tid. Hvad jeg kan læse i Spaniens største og mest læste sportsavis, Marca, så er han ét af Spaniens største talenter. Endnu en af mine favoritter er Jesús Gámez. Han er sidst i tyverne, har to børn og så blev han gift på borgen i sommer. Han er Málagas trofaste højre back, og har ikke været i andre klubber. Jeg er betaget af hans fænomenale spil, og har været det siden La Liga-kampen, hvor de slog Real Betis 4-0.

Anden halvleg
”Valladolid trækker tiden ud. Det er flot som nyoprykkere at nøjes med at spille 1-1 på La Rosaleda,” oplyser min sidemand. Den må jeg så lige tygge lidt på. Efter min smag skal cocktailen bestå af gåpåmod og kampgejst.
Joaquín brænder et ellers godt indlæg fra Eliseu. De mandlige tilskuere synger, til roserne springer ud. Det lyder så smukt, at det kunne have været en koloratursopran. Jeg synger med med et ”neeej” i bedste mezzosopran, da Santa Cruz brænder et hovedstød. Jeg kan ikke sammenkrølle min passion for fodbold. I næste sekund ligger Saviola på græsset. Der er dømt straffe, selvom han filmede. Joaquín skal tage det og brænder. Pinligt. Jeg får øjenkontakt med en italiensk journalist, der ryster på hovedet på vegne af Joaquín. Sparker han de få millimeter over mål med vilje, fordi Saviolas straffespark ikke var fair? Der er én regel: Brænder du et straffe, skal du score senere. Den regel lever Joaquín 100 procent op til med en scoring til 2-1. Vissevasse om man brænder første gang, når bolden dribles ind efter en tur rundt om målmanden. Flabet, flot og fornemt. Det lyder rørstrømsk, det er det også: Jeg bryster mig af det eminente mål.

Valladolid skal ikke komme og være fine på den og spille uafgjort på udebane. Det sidste minut bliver trukket ud, men Málaga er blodtørstige og kunne – hvis ikke fløjten havde lydt – have scoret til 3-1. Jeg har ikke ændret mit syn på fodboldverdenen, har faktisk fået bold på tanden. Nu er min næste udfordring, om der skal stå Joaquín eller Demichelis på min første nummererede fodboldtrøje.

Af Nanna Lunnemann

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa