Intellektuel danskspansk spasmager: Mød Kristian-Alberto

Man skal holde hovedet koldt og ørerne konstant opmærksomme, hvis man vil have noget ud af, hvad den danskspanske turbotaler, humørbombe og filosofistuderende Kristian-Alberto Cobos Lykke siger. Og det er ikke helt dumt at lytte til ham. For med sin baggrund, bredde interesseflade og tydeligvis ekstremt høje intelligens har han nemlig et spændende og ofte anderledes syn på tingene.

”Heeej, hvordan går det?,” spørger Kristian-Alberto i det vanlige toneleje, der typisk ligger et niveau eller fire over den decibelbelastning, man maksimalt rådes til at udsætte sine ører for. Han har som altid det helt store smil på, da han træder ind på kontoret for at lade sig interviewe og møde sine tidligere kolleger på La Danesas redaktion.

”Jeg har nok at lave. Jeg kommer lige fra en konference i Alicante, går stadig til møder i en forskergruppe på Málaga universitet, hvor vi diskuterer tysk idealisme, og så er jeg ved at lægge sidste hånd på bogen, så jeg har travlt,” halvt griner halvt råber danskspanieren. Projekterne vender vi tilbage til, men først lidt om, hvem han egentlig er, ham Kristian-Alberto.

Den danskspanske filosof
Kristian-Alberto Cobos Lykke er oprindeligt født i Málaga, men har boet det meste af sit 22-årige liv i Tranbjerg ved Århus og på Djursland. Moderen er spansk og faderen dansk, og selv om livet overvejende er foregået med base i det danske, betegner Kristian-Alberto opvæksten som en god spansk dansk blanding.

”Jeg synes egentlig, jeg har fået rigtig meget fra begge kulturer. I hvert fald trives jeg i både Danmark og Spanien,” fortæller Kristian-Alberto.

Fra folkeskolen kom han på efterskole i Djursland og senere på Rønde Kostgymnasium. Planen var at tage herfra videre på universitetet for at læse historie eller statskundskab, men årene på gymnasiet ændrede gradvist planerne.

”Det var en utrolig interessant tid, jeg havde på Rønde. Det var et intellektuelt miljø, der herskede omkring gymnasiet, og folk ville rigtig gerne debattere. Det kom der nogle vilde og voldsomme diskussioner ud af, og det var om alt fra græske tragedier og Platon til dansk litteratur og politik, der var på programmet,” husker Kristian-Alberto tilbage på det, et stort smil tydeligt afslører, var en god tid. De fordrende omgivelser betød, at karriereplanen nu bevægede sig i en anden retning. Blandt andet blev Kristian-Alberto stærkt præget af en underviser på gymnasiet.

”Vi havde en fuldstændig exceptionel lektor ved navn Niels Blixenkrone-Møller. Han kunne alle de store som Shakespeare og Sir Walter Scott udenad og var helt utrolig inspirerende. Han var vanvittig hård og stillede enorme krav til os, og halvdelen af klassen faldt fra og droppede ud simpelthen på grund af ham, men os, der blev tilbage, elskede ham. Han lærte mig at analysere, og han var med til at åbne mine øjne for filosofien,” fortæller Kristian-Alberto.

Danmark: Et land på uddannelsesderoute
Med rødder i begge lande har Kristian-Alberto et indgående kendskab til både Danmark og Spanien. Han foretrækker ikke det ene frem for det andet, men fremhæver flere fordele ved dem begge. En central samfundsinstitution vil han dog gerne uddele henholdsvis et stort plus og et ligeså stort minus til.

”Jeg må sige, jeg synes, det danske uddannelsessystem kan lære meget af det spanske. De mennesker, som kommer ud på den anden side af det spanske universitetet, får en bedre dannelse. Her dumper du altså, hvis du ikke er dygtig nok til dine fag,” mener Kristian-Alberto, der i samme åndedrag retter en hård kritik mod uddannelsesinstitutionerne i sit nordiske hjemland. ”Det er for nemt i Danmark, og du gør altså de studerende en bjørnetjeneste ved at lade dem bestå, hvis de ikke er dygtige nok.” Det er både gymnasierne og universiteterne, den er gal med, synes han.

”Gymnasieniveauet er simpelthen for dårligt. Man tager slet ikke konsekvensen af for meget fravær eller for dårlige karakterer, og det er jo nok først og fremmest på grund af de penge, institutionerne får for hver student. Der er heller ingen tvivl om, at universiteterne er blevet dårligere og slet ikke udnytter de hjerner, der skal bringe os videre. Der er for lidt fritænkning, kritik og refleksivitet, også hos forskerne, og en alt for deskriptiv tilgang til tingene, og det er ærgerligt, for der er rigtig mange dygtige studerende og forskere derude,” mener Kristian-Alberto, der selv må tilhøre de ypperste af førstnævnte gruppe. Der er i hvert fald ingen tøven at spore i det ekstremt velsmurte stemmebånd, der næsten kører uafbrudt i de to timer, interviewet varer.

Løgstrup, tysk idealisme og vejen til rådhuspladsen
Efter at have gennemført de første to år af filosofistudiet valgte Kristian-Alberto at tage på orlov i Spanien. Han syntes ikke, at de spansktalende læsere skulle snydes for den danske filosof og teolog K. E. Løgstrups hovedværk ‘Den etiske fordring’ fra 1956, og begyndte derfor på eget initiativ at oversætte den. Ved siden af bogprojektet arbejdede han på freelancebasis for La Danesa, ligesom han blev tilknyttet en forskergruppe, der beskæftiger sig med tysk idealisme, og desuden var fast inventar til konferencer og andet med filosofisk kobling. Men hvad får lige en ung mand i starten af 20’erne til kaste sig ud i en oversættelse af en 56 år gammel bog om så abstrakt et emne som filosofi?

”Jeg mener, at K. E. Løgstrups tanker om etik er mere relevante i dag, end dengang de blev skrevet. Traditionelt har etiske og moralske teorier forsøgt at give en handlingsvejledning, der giver konkrete svar på, hvordan enhver etisk situation skal løses. I dag ved vi, at der aldrig gives en konkret løsning, men det er netop en af Løgstrups pointer: den enkelte må bruge, hvad han eller hun har af forståelse, fantasi og indsigt til at tage vare på et andet menneskes liv. Løgstrups tanker kan give os et fingerpeg om, hvordan vi skal leve vores liv,” mener translatøren, der udgiver bogen med et efterskrift, hvor han forklarer teorien og forsøger at hjælpe den spansktalende læser til at forstå indholdet.

Nu er Spanienseventyret så overstået i denne omgang for Kristian-Alberto, der vender tilbage til Danmark for at genoptage sin uddannelse på Københavns Universitet. Her starter han i september på noget så eksotisk som kønsstudier for derefter at tage en kandidat i filosofi. Drømmen er på sigt at opnå en fast stilling på et universitet, hvor han meget passende kan være med til at præge udviklingen i den, mener han, skrantende akademiske verden. I første omgang ligger næste udfordring dog på en noget mere opnåelig hylde, skulle man mene.

”Jeg kan ikke engang finde fra banegården til rådhuspladsen i København, så det skal jeg lige have lært først,” skraldgriner den danskspanske humørbombe, inden han giver sig til at underholde redaktionen med en hjemmebrygget jazzversion af juleklassikeren Jingle Bells.