Kære læser august 2012

Siden sidst har jeg foretaget mig to ting, som jeg ellers ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville kaste mig ud i. Dels har jeg set en hel fodboldkamp på TV og dels har jeg været i Parken. Det med fodboldkampen skete den aften, hvor Spanien spillede sig til EM-guldet for anden gang i træk. Jeg var ikke specielt interesseret i sagen, men jeg var på besøg hos min far, som ville se kampen. Indtil den aften havde mit forhold til fodbold begrænset sig til de lange, kedelige lørdage i barndomshjemmet, hvor min far så tips-fodbold på den sort/hvide og til min egen særdeles kortvarige karriere i faget, som bestod af én gang fodboldtræning på Kjellerups pigehold i 1979 (hvor træneren tvang mig til at løbe cindersbanen rundt, indtil jeg bare sådan skulle kaste op). Ganske overrasket blev jeg altså, da jeg pludselig brølede “Bur!” (hvor har jeg dog det udtryk fra?), så platterne var ved at rasle ned af væggene. Okay, her skal det lige retfærdigvis indskydes, at min far ikke har platter hængende – det var mere for at understrege begejstringen. I hvert fald var jeg helt oppe at stå, da indskiftede Mata (hold da op, hvor jeg kan) scorede til 4-0. Et par dage senere var jeg så i Parken sammen med min søster – dog ikke for at se fodbold, men for at opleve en Madonna-koncert. Det grænseoverskridende her er, at jeg ikke er koncerttypen. Jeg er forholdsvis tonedøv med en heraf spinkel interesse for musik, men da Søs gav mig en koncertbillet i fødselsdagsgave, tænkte jeg: Man skal kunne flytte sig, og det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde. Det var nemlig en fantastisk oplevelse at sidde, stå og danse sammen med 40.000 andre – i god ro og orden iblandet en rigtig fin stemning. Musikken ved jeg som sagt ikke meget om, men hold da op et show. Det var intet mindre end spektakulært, underholdende, professionelt og resultatet af god ledelse fra hovedpersonen selv samt et solidt team work. Og det, kunne jeg i dagene efter Spaniens fodboldtriumf forstå på eksperterne, var også opskriften på at vinde endnu en EM-finale. Samarbejde! Et fodboldhold er en matrix, ligesom en krop, en familie, et firma og et land er en matrix – og her handler det om vægtfordelingen. Det spanske landshold viste med al tydelighed, at det ikke er nok at have et par enkelte skraptskydende angribere og en fremragende målmand (med verdens smukkeste kæreste). Vægten skal fordeles på hele holdet. Det samme viste Madonna ved at lade sine musikere, dansere, korsangere, scenefolk og lysmænd bære en væsentlig del af showet. Det der med, at kroppen og familien er en matrix, der kun fungerer ved vægtfordeling, kunne jeg skrive bøger om, men det ikke der, jeg vil hen her. Jeg vil så gerne have, at vi ser vores land som en matrix – som selvfølgelig er den del af flere andre matricer, som fx EU (et stjerneeksempel på en matrix, der er helt ude af balance). D. 20. november sidste år blev Rajoy valgt til den beskidte tjans, det er, at få Spanien på ret køl igen. Og med EU siddende tungt på hans skuldre lægger han nu navn til de største økonomiske reformer i landets historie. Personligt synes jeg, det er forkert at lade en momsstigning være en del af reformen, for der er jo ikke megen pointe i, at de mennesker, der trods alt har penge på lommen, ikke har råd til at købe noget for dem… Men okay, et eller andet sted skal vi jo begynde oprydningen af det svineri, vi alle har været med til at skabe. Som noget helt nyt rammer sparekniven også landets magthavere og det alt for store funktionærvælde, og så sent som i dag har jeg læst et lovforslag, der går ud på at bringe parlamentsmedlemmerne på niveau med resten af befolkningen, så de kan begynde at betragte deres hverv med et arbejde og ikke en uendelig, frynsegodebefængt karriere. Desværre tæller min underskrift ikke i denne sammenhæng, men jeg har gjort mit ved at cirkulere forslaget rundt til alle de stemmeberettigede medborgere, jeg kan komme i tanke om.

Min optimisme og min glæde over mit land er ikke i farezonen, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at støtte ethvert fornuftigt tiltag, der kan sætte gang i hjulene igen – og det håber jeg så også, at alle I andre vil. For vægten skal fordeles (og her taler jeg ikke om lighedsprincipper) i vores spanske matrix. Skulle nogen føle sig tynget af krisens mørke skyer, kan jeg foreslå, at man glæder sig over vores pragtfulde sommervejr – og over, at forbrugerindekset for 2011 viser, at man i DK har opnået en flot 1. plads med 142% i forhold til EU27-gennemsnittet, mens Spanien lå på 97%. Er det ikke nok, så flyt til Bulgarien, hvor indekset er sølle 51%!

he