Kære læser, april 2012

Da jeg i sin tid kom ind på arbejdsmarkedet, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville få det samme i løn som en mandlig kollega med samme kvalifikationer og i en tilsvarende stilling. Det var end ikke et spørgsmål. Og nej, jeg er ikke opvokset i et hjem med lilla tørklæder og afbrændte bh’er, men i en familie, hvor kvinder og mænds indsats blev vurderet ud fra de samme parametre. Er jeg alligevel blevet forskelsbehandlet pga. mit køn i jobsammenhæng, så har jeg i hvert fald ikke opdaget det. Det kan godt være, at jeg er mega-naiv, men jeg tror på, at jeg altid er blevet vurderet ud fra mine præstationer, evner, talenter, sociale kompetancer og mangel på samme. Ligesom mændene. Derfor var min overraskelse stor, da jeg opdagede, at man stadig ikke har ligeløn i Danmark (eller i Spanien for den sags skyld). Og det endda på trods af, at man allerede i 1973 indførte ligeløn mellem kvinder og mænd (overenskomst mellem DA og LO) og tre år senere vedtog det ved lov i Folketinget. Mænd tjener stadigvæk mest. Det, jeg simpelthen ikke fatter, er, at kvinder finder sig i det. Hvis der er tale om de samme kvalifikationer, det samme job og den samme indsats, så lad dog være med at accepetere en lavere løn! Omvendt er jeg ikke tvivl om, at flere mænd end kvinder drømmer om en toppost i erhvervslivet eller på den politiske scene. Det ligger i den forskel, der er på kvinder og mænd. En naturlig forskel, som gerne må være der. Og derfor bliver jeg helt vild, når venstrefløjen kører frem med krav om kønskvotering til bl.a. bestyrelsesposter og professorater. Argumenterne lyder, at mænd – mere eller mindre bevidst – holder kvinder ude, hvorfor staten ved hjælp af kvoter skal sikre kvinderne deres retmæssige andel af de prestigefyldte poster og højtlønnede jobs. Og så holder de meget af at bruge Spanien som det gode eksempel (da kønskvoteringen i de norske bestyrelser viste sig at være en fiasko), idet spanske virksomheder med kvinder i toppen har større chance for at handle med det offentlige… Hallo, hvem gider at handle med det offentlige her i landet? De betaler jo aldrig! Nej, kvinder skal hverken have særbehandling på arbejdsmarkedet eller have missoirer, så vi kan tisse lige så hurtigt som mændene. I stedet tror jeg, at både kvinder og mænd skulle kigge lidt på deres erotiske kapital. Det var vist egentlig mest kvinder, den britiske sociolog Catherine Hakim tænkte på, da hun for et par år siden lancerede begrebet, men jeg vil vove den påstand, at vi alle sammen bør bruge den – vores erotiske kapital Er det ikke et lækkert ord? Kort fortalt går det ud på, at mens mændene render rundt og spiller med musklerne (hvilket de gør bedre end kvinderne), så er kvinder genetisk programmerede til at gøre sig tiltrækkende. Men, og her kommer det, at gøre sig tiltrækkende rækker langt ud over et godt udseende. Det handler nemlig også om at mønstre en livlig og charmerende personlighed, en god social præstation og benytte sig af sit sexappeal. Og det er der ikke noget uværdigt ved. Tværtimod giver det en masse ekstra aktiver at spille på udover faglighed og professionalisme. Det er denne uhyre vigtige kombination af fysisk og social tiltrækningskraft, som gør os attråværdige i omgangskredsen, på jobmarkedet – og kødmarkedet, som jo heller ikke skal undervurderes. En æstetisk og lækker fremtoning handler om at få det bedste ud af sit naturlige udseende, at lade ‘hyggetøjet’ blive derhjemme og gøre noget ud af sig selv, når man skal på job, ud til middag eller bare en tur i Mercadona. Jeg kan godt lide, når mine kolleger har givet den gas foran spejlet, inden de tager på arbejde. Og jo, gu’ betyder det da noget for firmaets image, men det gør mest for dem selv. Det gør nemlig noget ved deres personlighed. At man komplimenterer en kollegas udseende er ikke sexchikane. Det er et udtryk for respekt. Respekt for at han eller hun gider, at han eller hun tør, at han eller hun gør sig umage. At klæder skaber folk, er ikke bare en floskel, men det er ikke nok, for erotisk kapital handler ikke om at have råd til eller forstand på at følge moden. Se bare på Danmarks statsminister, der iført stiletter, pencil skirt og lækkert hår har lige så lidt erotisk kapital som en golfer i ternede bukser og reklamekasket. Den slags er Johanne Schmidt-Nielsen og Margrethe Vestager meget bedre til – for nu lige at blive på Borgen. De fremstår fulde af liv, virker inspirerende, nærværende og ja, troværdige. Man får lyst til at være sammen med dem, og det er jo det, det hele handler om – både på jobbet og i privatlivet.

Erotisk kapital – det er en god investering!

he