Kære læser oktober 2011

I skrivende stund render Danmarks første kvindelige statsminister in spe rundt og leger chef for en ikke-eksisterende regering. Det billede er der flere ting galt med. Danmarks første kvindelige statsminister. Hvad vil de sige med det? Skulle det give særlige rettigheder, forpligtelser, ansvar eller undskyldninger? Det er lidt ligesom de der klistermærker, som nybagte forældre sætter bag på bilen: Baby i bilen. Og hvad så? Betyder det, at vi skal passe særligt meget på med at køre ind i en bil, der har en baby ombord? Er store børn og voksne menneskeliv ikke lige så meget værd? Der er også det galt, at Danmarks kommende statsminister har præsteret det ringeste valg siden 1903 for Socialdemokraterne. Selv Carsten Jensen kunne se problemet: “Da Helle Thorning-Schmidt triumferede som nyvalgt formand for socialdemokraterne med ordene “Jeg kan slå Anders Fogh!”, var det ikke en politisk opponent, der udfordrede. Det var blot ansøgeren til en eftertragtet lederstilling, der redegjorde for sine karriereplaner.” Jeg er sjældent enig med forfatteren, men her, tror jeg, at han har ret. For hvor dybt stikker det, når Thorning fyrer socialdemokratiske klichéer af som “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”? Som resten af partitoppen gennem tiderne taler hun sproget flydende – et flot socialdemokratisk, men jeg er svært bange for, at hun ikke rigtig mener det. Der er skrevet nok om, at hun, selvom hun kommer fra Ishøj, ligner en velhaver – og lever som en – med barn i privatskole, dyrt tøj og lækkert hår og en mand, der forstår at snyde i skat (og som i øvrigt så særdeles utilpas og fejlplaceret ud under fejringen af valgsejren), så det vil jeg ikke spilde regnskov på. For min skyld må velhavere gerne tale de fattiges sag ligesom barnløse har ret til at mene noget om børneopdragelse. Udfordringen her er imidlertid, at hun som socialdemokratisk formand har voldsomt svært ved at matche sit partis politiske arv. For det må da være et simpelt krav, at vi kan regne med, at politikerne ved, hvad de har med at gøre og at formålet med magttilegnelsen er mere ideologisk end blot et trin på karrierestigen.

Nå, men det kan sagtens blive ringere endnu, for med sine surrealistiske 12 mandater strømmer revolutionens fortrop nu til tinge med dugfriske Johanne i spidsen, mens Vestager, som alvorligt burde overveje at presse håndtasken dybt ned i halsen på Marianne Jelved, trækker i den anden retning. Og så er der UM-wannabe’en Villy, der, med bonderøvsgloser, alien-hoved og vældig mange tabte stemmer, sammen med de andre hændervridende folkesocialister skal til at tage medansvar for de nedskæringer, der meget snart skal igangsættes, hvis vi skal undgå en græsk tragedie. Det er et meget bekymrende scenarie. Og det kan faktisk blive værre endnu. Lad os tænke den tanke, at Dronning M abdicerede og gav stafetten videre til kronprinsen. Man mister næsten pusten ved tanken om Thorning og Frederik som DK’s topfigurer. Nogen må altså fortælle den mand, at han må afholde sig fra at udtale sig til pressen – selv om ganske simple ting. At han ikke er nogen oratorisk begavelse er næppe en hemmelighed – desværre heller ikke uden for landets grænser – og man får helt ondt i sjælen af hans uartikulerede pludder. Her hjælper det ikke noget at efterabe Colin Firth i The king’s Speech. Det er muligt, at Frederik er god til at svømme under vand, men tale kan han ikke. Evnen mangler.
Nu til det positive ved valget. De konservative fik velfortjente smæk, hvilket Barfoed fortolkede som en milepæl, hvorfra det kun kan gå fremad. Det tager han så fejl af. Der er nemlig kun et pyttelille stykke ned til spærregrænsen, og mærkesagerne leverer Pia K og Liberal Alliance; henholdsvis det nationale og skattelettelserne. Med andre ord: Ingen har brug for Det konservative Folkeparti længere.

To mio. på offentlig forsørgelse og 850.000 ansat i den offentlige sektor burde få koldsveden til at løbe. Der bliver færre og færre privatansatte, og det er jo ellers dem, der skal betale gildet. “Det må ikke være til grin at gå på arbejde”, sagde Løkke i valgkampen, men det er det da ellers blevet mere og mere på hans watch. Nej, en kombination af ansvarlig økonomisk politik og realitetsbetonet udlændingepolitik, det ser det ud til, at LA ville kunne levere. Og hvorfor vandt de så ikke? Fordi kritik af den offentlige sektor og velfærdsstaten er forbudt! – i et land, hvor der skal være plads til tågehorn, som fx den loser fra Rødovre, der ringede ind til Aftenshowet for at stille et spørgsmål til Pia Kjærsgaard: “Hvorfor vil I afskaffe efterlønnen? – jeg er helt vildt nedslidt!”, siger hun med Cecil-stemme. Har hun mon været frosset ned? Hvorfor svarede Pia K ikke, at efterlønnen ikke er designet til nedslidte, og hvis kvindemennesket er invalid, så er der en dertil indrettet ting, der hedder førtidspension? Pia er ellers normalt kvik nok, mens det ærgrer mig, at der ikke var flere stressrobuste og (livs)erfarne mennesker blandt LA-kandidaterne. Loose cannon-typen brænder ikke så godt igennem på TV, er jeg bange for. Og det er jo her (desværre), de fleste vælgere/tvivlere søger deres svar. Jeg ville ønske, at politikerne havde benyttet deres taletid under valgkampen til at udtrykke sig klart. Fx begyndte en eller anden (sikkert Helle T eller Villy-bassen) under en TV-debat at vrøvle om de fradragsberettigede, private sygeforsikringer. Og her ville jeg så gerne have hørt Anders Samuelsen svare det indlysende. For siges det klart, hvem kan så ikke fatte, at jo flere privatbetalte operationer, der foretages, jo færre patienter står i kø på de offentlige sygehuse? Man behøver vel ikke at have studenterhuen presset helt ned over ørene for at se win-win-situationen her. Rigtig glad blev jeg, da jeg læste, at den nye regering vil sætte et max på den tid, asylansøgere må bo på asylcentrene. Super – lige indtil det gik op for mig, at de, hvis ikke de havde fået tildelt asyl, ikke skulle rejse hjem men derimod udsluses i det danske samfund med alt, hvad dertil hører. Den familie, man havde valgt som repræsentant var hårdt ramt. Så hårdt, at de havde valgt at sætte flere børn i verden i asylcentret (?), og det, de var flygtet fra, var familiens trusler om tvangsægteskab. Hallo! Det vil altså sige, at den eneste risiko, disse mennesker har ved at rejse hjem, er at kede sig ihjel i et arrangeret ægteskab med naboens Mustafa. Det er så meget til grin!

En af de ting, som den nye regering vil have ændret på i en fart er brugerbetaling på kunstig befrugtning. Den skal fjernes, for som værten på TV-avisen forarget sagde, så er det jo ikke alle og enhver, der har 20-30.000 kroner til at blive gravid for. Reality check! Hvis ikke man er i stand til at mønstre 20-30.000 kroner, hvordan har man så råd til at opfostre et barn? Men det spørgsmål stilles selvfølgelig ikke på dansk TV.
Og så til det allermest positive: Helle Thorning-Schmidt får en hård tid som landets statsminister. Og den bliver kort. Hun kommer nemlig til at indrette sig efter de benhårde økonomiske realiteter, begå løftebrud og skuffe vælgere. Oppositionen får en ny chance og med den får Danmark muligheden for at give magten og ansvaret tilbage til en befolkning, der formår at sætte grænser for det offentlige forbrug og stille krav til politikerne. Altså en genskabelse af den frie og beslutningsdygtige vælger, der forstår, at man ikke kan stemme sig til evig velstand og velfærd.

he