I afmatningens tegn

Et hurtigt opslag på Google viser, at frygten for, at verden igen rammes af en omfattende nedtur er steget markant på det seneste. Således er antallet af søgninger på ordet recession nu på sit højeste siden foråret 2009, efter at vi på henover sommeren er blevet bombarderet med dårlige nyheder fra den økonomiske front. Nøgletallene har over en bred kam været svage, og statsgældskrisen er blusset op med fornyet styrke i både USA og Europa. De finansielle markeder har reageret med voldsomme udsving. Aktiekurser og råvarepriser er raslet ned i takt med, at investorerne er søgt i sikker havn, og forskellen på renten på obligationer udstedt af lande med høj kreditværdighed som Tyskland og lande med lav kreditværdighed som Spanien og Italien er øget markant.

Det er klart, at situationen er alvorlig. Også fordi der til forskel fra krisen i 2008-09 ikke længere er mulighed for en koordineret stimulering af verdensøkonomien gennem finans¬politikken, hvis det skulle gå galt for alvor. Den må nødvendigvis strammes op i de stærkt gældsatte lande, så tilliden til de offentlige finanser bliver genoprettet blandt husholdninger, virksomheder og investorer. Det er i sig selv en kæmpe udfordring, fordi det dybest set drejer sig om tilliden til politikernes vilje og evne til at gennemføre upopulære økonomisk politiske tiltag. Tea party-bevægelsens stigende indflydelse på amerikansk realpolitik og hundeslags¬målet om forhøjelsen af gældsloftet viser, at selv USA nu befinder sig blandt gruppen af lande, hvor politiske forhold skader landets kreditværdighed. Præcis som i de syd¬europæiske lande, hvor politikerne gennem mange år har overhørt kravet om at gennem¬føre nødvendige strukturreformer og finanspolitiske opstramninger, som nu gennem¬tvinges med EU (læs Tyskland) og IMF siddende for bordenden. Barske år venter forude mange steder, og de finansielle markeder vil være præget af stor volatilitet og usikkerhed, fordi det notorisk tager længere tid at genskabe end nedbryde tillid.

Pengepolitikken som redningskrans
Alligevel er det min holdning, at det ikke går helt galt. Lokale recessioner kan næppe undgås, men den globale står ikke lige for døren. Det skyldes primært, at vi ikke står foran et nedsmeltning i den finansielle sektor, som dengang Lehman Brothers gik konkurs og gav startskuddet til Den store Recession. Dét sker ikke igen, fordi den finansielle sektor i dag befinder sig midt i en omfattende konsolidering, og fordi verdens største centralbanker holder det helt store likviditetsberedskab intakt. Chefen for den amerikanske forbundsbank, Ben Bernanke, har for nylig annonceret, at den penge¬politiske styringsrente i USA vil blive holdt tæt ved 0 pct. over de kommende to år, og det er overvejende sandsynligt, at Fed snart annoncerer nye likviditets-politiske tiltag. Imens har ECB genoptaget sine opkøb af de gældsplagede sydeuropæiske landes statsobligationer, ligesom banken har bekendtgjort, at den vil stille al likviditet til rådighed for den finansielle sektor, som der måtte være brug.

Så den ekstremt lempelige pengepolitik fortsætter altså i lang tid fremover, og mens aktiekursfaldet har en negativ virkning på de økonomiske udsigter gennem mindre formuer og svagere tillid til fremtiden, ja så stimulerer de lavere råvarepriser omvendt den økonomiske aktivitet gennem lavere omkostninger for virksomheder og frigjort købekraft for husholdninger. Samtidig skal det bemærkes, at produktionen fortsat vokser i verdens førende økonomier, som nu også omfatter Kina, og at de globale beskæftigelsesindikatorer stadig peger opad for de kommende kvartaler. Derfor tror jeg fortsat mest på, at vi ’kun’ befinder os i en periode med betydelig afmatning i verdens¬økonomien og ikke står foran en ny global recession. Men sporene fra 2008 skræmmer unægteligt.