San Andrés som den kommer til at se ud.
Sheik vil også bygge lystbådehavn i Málaga
Sheik Abdullah Al-Thanis lyst og formåen til at investere på Costa del Sol synes ubegrænset. Den qatarske sheik, som ejer Málaga CF, har allerede planerne om et nyt kæmpestadion i Málaga og en ny lystbådehavn ved La Bajadilla i Marbella på plads, og nu vil han ifølge Diario Sur også bygge en ny lystbådehavn, San Andrés, i den østlige del af provinshovedstaden. Sheiken skulle netop have indgået en aftale med selskabet, Marina Ciudad de Málaga, som tidligere havde fået koncession på havnen, hvormed han overtager majoriteten.
Investeringen beregnes at blive på mellem 35 og 40 millioner euro.
Havnen bliver ikke blandt de største i provinsen, faktisk kun omkring halv så stor som La Bajadilla. Men med 626 bådpladser bliver den alligevel et interessant tiltag for Málaga, hvis nuværende lystbådehavne, El Candado og Club Mediterráneo, tilsammen har 305 pladser. Arbejdet forventes at kunne begynde i slutningen af året.
Francisco Camps erklærer sig måske skyldig i Gürtel-sagen.
Regionalleder overvejer at betale sig fra anklage om korruption
Francisco Camps, den konservative leder af lokalregeringen i Valencia, vil måske erklære sig skyldig i korruption og blot betale en bøde på 55.000 euro, skriver flere af landets største aviser denne morgen.
En indrømmelse skulle i teorien spare ham den retssag, hvor han nu står anklaget for at have modtaget bestikkelse. Men det ville i sagens natur betyde, at han også erkender, at han gennem de seneste to år har løjet, når han har nægtet, at han har modtaget dyrt tøj fra en korrupt forretningsgruppe, der købte eller forsøgte at købe sig til særbehandling i forbindelse med kontrakter med de lokale valencianske myndigheder.
Efter to års undersøgelser har retten i Valencia besluttet, at man har beviser nok til at føre sagen mod Camps, der skulle have modtaget de nu berømte12 skræddersyede jakkesæt samt fire jakker, fire slips og fem par sko til en samlet værdi af 14.000 euro fra Gürtel-netværket, som har opereret i hele landet og tilsyneladende bestukket flere medlemmer af PP. Blandt beviserne er vidneudsagn fra skrædderen, der siger, at Camps aldrig selv betalte for jakkesættene. Han har tidligere hævdet, at ikke har nogle kvitteringer, da han altid betaler alting kontant.
Han blev officielt tiltalt i fredags. Et af hans problemer er, at tre andre er anklaget i samme sag, og den ene, Ricardo Costa, tidligere generalsekretær for PP, lader ikke til at være villig til at indrømme, at han har gjort noget forkert. Det skriver El País, der henviser til hans partikolleger. Er det tilfældet, vil retssagen alligevel finde sted, selvom Camps ikke behøver at deltage. Den forventes at blive afholdt i løbet af efteråret.
Hans anden mulighed er at træde tilbage som formand for lokalregeringen, hvilket flere ledende PP-medlemmer har anbefalet, men det menes han ikke at overveje seriøst.
Vælger Camps at indrømme, at han har modtaget bestikkelse og løjet de seneste to år, vil han godt kunne fortsætte som leder af La Generalitat i Valencia, en post som han ubesværet genvandt i maj på trods af anklagerne om meddelagtighed i korruption. Han vil dog have en uren straffeattest.
Formanden for PP, Mariano Rajoy, der hidtil har holdt hånden over Camps, har indtil videre ikke udtalt sig om denne del af affæren.
Dødsulykke i Marbella
Sidste weekend var med 26 omkomne på Spaniens landeveje den værste i to år. Der skete dog ingen alvorlige ulykker langs Costa del Sol, hvilket der imidlertid gjorde i går eftermiddags, da to biler stødte frontalt sammen ved km 172 på landevejen A-7 ved Marbella.
En kvinde på 36 år omkom.
Spansk byggede hurtigtog skal tage muslimske pilgrimme på tværs af Saudi Arabien.
AVE til Mekka
Et spansk konsortium er udpeget til at bygge et netværk af AVE-togspor i Saudi Arabien. Netværket skal bl.a. forbinde Medina med Mekka, som millioner af muslimer hvert år valfarter til.
Projektets samlede pris lyder på 6,5 milliarder euro, og konsortiet, som er 88 procent spansk ejet og 12 procent saudisk, inkluderer 12 spanske selskaber, inklusive Renfe, Talgo og Adif. De skal nu bygge omkring 450 km togspor gennem ørkenen, levere 35 højhastighedstog og sørge for vedligeholdelse af netværket i 12 år.
Sulter for sine vandcykler.
Sultestrejker for at beholde sin vandcykelforretning
Daniel Pérez har de sidste 23 år levet af at udleje vandcykler langs stranden La Carrihuela i Torremolinos. Han skulle have haft de nødvendige tilladelser fra kommunen til at drive sin forretning. I 2009 besluttede kommunen dog at give ham tilladelse til at udleje vandcykler langs stranden Playamar og ikke La Carrihuela. Pérez anlagde sag mod kommunen, men der er endnu ikke sket noget i sagen.
I dag er han derfor begyndt en sultestrejke i protest, en strejke, som han ifølge La Opinión de Málaga vil fortsætte ”til han dør eller til borgmesteren i Torremolinos, Pedro Fernández Montes, tager sig tid til at kigge på hans sag”.
Muslimske gravpladser fundet i Málaga
Udgravningerne til metroen i Málaga leder til flere interessante, arkæologiske fund. Senest har man i forbindelse med arbejdet fundet fire muslimske gravpladser på Callejones del Perchel, ved gaden Malpica.
De muslimske gravpladser menes at stamme fra det 10. og 11. århundrede, og arkæologer mener desuden, at man dermed har fundet én af de yderste bygrænser i den daværende muslimske by.
Tidligere har man fundet rester af en gammel bymur ved markedet El Carmen.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001