Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa


Málagas lufthavn har nu to baner.

Landingsbane nummer to klar i Málaga

Ministeriet for offentlige arbejder (Fomento) er færdig med konstruktionen af den nye start- og landingsbane i Málaga. Nu mangler man blot at male og sætte skilte op samt gennemføre de nødvendige prøvestarter og -landinger, hvorefter lufthavnens anden bane kan tages i brug.
Den har kostet 422 millioner euro, og for den sum får man 3.090 meter bane. Den ligger på den østlige side af lufthavnsbygningen, altså modsat den gamle bane. Dermed indgår Málaga-Costa del Sol i den fine klub af lufthavne med to baner. Her har den selskab af Barajas i Madrid, El Prat i Barcelona, Son Sant Joan i Palma de Mallorca og Gando på Gran Canaria.


Francisco Camps træder tilbage, men insisterer forsat på ikke at have modtaget bestikkelse.

Gürtel-sagen knækker Camps

Francisco Camps (PP) meddelte i går, at han træder tilbage som formand for lokalregeringen i Valencia. Det sker efter pres fra partitoppen, heriblandt formand Mariano Rajoy, om at erklære sig skyldig i at have modtaget bestikkelse i form af beklædningsgenstande til en værdi af 14.000 euro fra en forretningsgruppe, som til gengæld skulle have fået lukrative aftaler med de lokale myndigheder i Valencia.
Det var ellers forventet, som La Danesa Nyheder omtalte i går, at han ville vælge at gå til bekendelse, men i stedet meddelte han ud på eftermiddagen, at han træder tilbage. Med en indrømmelse ville han kunne have undgået at skulle for retten i sagen, kendt som Gürtel eller ”jakkesæt-gate”, hvori han officielt blev stævnet i fredags. Samtidig kunne han have fortsat som regional leder i Valencia, om end med en plettet straffeattest og en indrømmelse af at have løjet gennem de to år, der er gået, siden Gürtel-skandalen først kom frem.

Mariano Rajoy havde dog indtil stævningen støttet Camps, også op til valget i maj, hvor PP igen udnævnte ham som topkandidat til posten som leder af den valencianske lokalregering, en post som han, som bekendt, vandt for tredje gang i træk. Hele Gürtel-sagen, der ikke kun involverer Camps, men flere andre, konservative politikere, er dog en belastning for partiet, som håber at vinde valget i marts 2012 – eller til efteråret, skulle statsminister Zapatero bukke under for presset om at udskrive valg i utide.
Det menes alligevel at være Rajoy, der endelig har overbevist Camps om at træde tilbage, kun knapt tre måneder efter han blev genvalgt og kun en dag efter, at alle formodede, at han ville vælge at erklære sig skyldig.
”Jeg tilbyder frivilligt mit offer, så Mariano Rajoy kan blive den næste statsminister,” meddelte den 48-årige politiker så i går. Han erklærer sig dog fortsat uskyldig i anklagerne om at have modtaget bestikkelse, som han mener, er en del af smædekampagne mod ham personligt. ”Jeg tager af sted med mindre, end jeg kom med,” sagde han med reference til den formodede bestikkelse. Få dage før denne meddelelse havde han dog indrømmet, at han – hvilket han indtil da havde nægtet – havde modtaget beklædningsgenstandene i sin kapacitet som regional leder af PP, og ikke som formand for den lokale regering, men den ansvarlige dommer i sagen har ikke godtaget denne forklaring, da han mener, at de to hverv ikke kan adskilles.
To af de andre anklagede i sagen, Victor Campos, tidligere viceformand i regionen, og Rafael Betoret, tidligere formand for turistrådet, havde umiddelbart før Camps’ tilbagetrækning erklæret sig skyldige ved domstolen i Valencia.


Fabra ønskes held og lykke af Camps

Alberto Fabra ny formand i Valencia

Efter Francisco Camps trådte tilbage i går, blev Alberto Fabra udpeget til leder af den valencianske lokalregering, La Generalitat, samt til formand for PP i regionen. Den 46-årige Fabra er uddannet arkitekt og har været aktiv i politik sinde han var 18 år gammel, senest som borgmester i Castellón og politisk koordinator i PP-Valencia.

Kommunen i Coín kan ikke betale lønninger

Borgmesteren i Coín, Fernando Fernández (PP), har meddelt, at kommunen ikke længere har penge til at udbetale lønninger til de offentligt ansatte, skriver El Mundo. Årsagen er, at skattevæsnet fremover beslaglægger de bidrag på omkring 300.000 euro, som kommunen hver måned modtager fra staten, fordi kommunen skylder 3,4 millioner euro til Seguridad Social og 1,2 millioner til skattevæsnet.
Gælden er akkumuleret af det tidligere, socialistiske bystyre. Kommunen har en samlet gæld på 27,6 millioner.
Fernández har forsøgt at arrangere en afbetalingsordning med skattevæsnet, men foreløbig uden held.


IV Fiesta de la Cerveza afholdes på borgen Sohail.

Oktoberfest nu i Fuengirola

Den store, årlige ølfestival, der nærmest kan sammenlignes med en oktoberfest i bedste, tyske stil, starter i dag på Castillo Sohail i Fuengirola.
Her kan man hver dag frem til den 31. juli selvfølgelig læske sig med tysk øl ohne ende, men også smage på tyske retter samt lytte til bayersk musik.
Der er åbent fra kl. 19.00 – 02.00, lørdag og søndag allerede fra kl. 12.00.

Julio Iglesias vender tilbage

Julio Iglesias giver i august en række koncerter i sit hjemland.
· 2. august på Gran Casino Aranjuez i Madrid.
· 12. august på Estadio Ciudad de Lucena i Lucena (Córdoba).
· 14. august på Plaza del Puerto de Gandia i Valencia.
· 20. august på Estadio Adolfo Suárez i Ávila.
Entreer kan købes på www.elcorteingles.com.


Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.