Kære læser juni 2011

Man skal, som bekendt, høre meget, før ørene falder af, men i den forgangne måned har det sgu været tæt på. Og nej, jeg bander ikke, for d. 18. maj skiftede sgu status fra bandeord til dialogpartikel… Bin Laden døde. Det var stort og mystisk, men om det får nogen nævneværdig betydning, er tvivlsomt. Der står altid én klar i kulissen til at fortsætte talibaniseringen. I Cannes provokerede von Trier hele kultureliten med sin Hitler-sympati. Kan man blive for mærkelig? Og herhjemme havde vi lokalvalg, som heldigvis bragte forfriskende resultater i en lang række kommuner. En af de skæveste pre-valgudtalelser stod übersocialisten (og skabs-PP’eren) Antonio Maldonado for på Digital Costa del Sol TV, da han ugen før valget afslørede, at han ville stemme på Angel Nozal. Hold da op! Ærgerligt at der ikke også var valg til Junta’en i år. Aldrig har chancen for forandring i det andalusiske parlament været større. Nå, men pyt. Mon ikke der er nok kød på Chavez-skandalerne og alle de andre regionale absurditeter til et års tid endnu. I hvert fald skal jeg da lige love for, at banen blev kridtet op med en klar besked regeringen. Begyndelsen på enden af zapateroismen i Spanien. Gadens parlament trak op i Spanien i skikkelse af Democracia Real Ya, og nyheden om den spanske ungdom, der rejste sig protest gik verden rundt. Selvom jeg ikke er enig med alt, hvad DRY står for, så får de alligevel min opbakning, for tiden er inde til at gøre op med den spanske laden-stå-til-mentalitet. En ændring af valgloven er et must. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at ens stemme kan risikere at tilfalde en korruptionssigtet politiker, Nu bliver det så interessant at se, om bevægelsen lige så stille falder fra hinanden, nu hvor valget er overstået – eller om ideologien er dybt nok forankret.
I DK lægges der op til en spændende valgkamp – usædvanligt at kunne bruge ordet spændende om dansk politik…, og det skorter ikke på trusler om øre-fald. En af de bedre stod Johanne Schmidt-Nielsen for i Information, da hun kækt proklamerede, at hun ville finde de fleste af de 47 mia., der mangler i statskassen i 2020 ved at hæve skatterne med 40 mia. “Hvor svært kan det være?”, spurgte hun. Ja, deeeet… Jeg håber hele tiden, at der kommer et godt alternativt til Dansk Folkepartis tungen-på-vægtskålen-position, men, uanset om man kan lide det eller ej, er Pia K den moderne danmarkshistories største politiske succes. Hun kan det der med at fremføre et letfatteligt synspunkt på det helt rigtige tidspunkt – og få hele landet til at diskutere det. Jeg elsker direkte tale, og ville ønske, at Blachmann havde en politisk ladet tvilling, der med en i Danmark uhørt verbal præstation kunne nedjustere adskillige ungdommeligt naive politikeres urealistiske ambitioner og folkeskolebelastede standarddanskeres utopiske drømme om, at alle danskere bliver lige velstillede (ikke lige fattige), hvis bare de kan få alle de rige ned med nakken og ud af landet. Nå men, det er jo blot ønsketænkning, for i stedet er der risiko for, at det bliver Helle Thorning og udenrigsministerkandidaten med de tvivlsomme engelskkundskaber (scary!), der kommer til at stå for Danmarks afvikling. Apropos Helle T, så har SKAT leveret et af den forgangne måneds mest eklatante ørefald. Det kan sammenfattes ganske kort: Hvis du tror, at du kan drive en række virksomheder i Danmark, mens du selv bor i udlandet, så kan du godt tro om igen. Også selv om du betaler dansk selskabsskat, skaber arbejdspladser (som betaler skat) og eksport (som pynter på betalingsbelancen). Jamen det er da rigtig flot. De forstår virkelig at motivere iværksætterne, de ambitiøse, de globale danskere. Så pas på, kære læser, at du ikke kommer til at besvare en forretningsmail, mens du sidder på en dansk campingplads og venter på, at grillkullene har den perfekte temperatur. Du kan risikere at blive skattepligtig i Danmark. Og til Helle T: din mands sag kommer pludselig til at lyde en smule lummer.
Og så var der Fergusons Oscarvindende dokumentarfilm, Inside Job, hvor finansikonet Fred Mishkin forklarer den særdeles belejlige titelforandring i sin rapport om Islands økonomi (oprindeligt i 2006: ‘Economic Stability in Iceland’ og da Island så gik bankerot et par år efter hed den pludselig: ‘Economic Instability in Iceland’) med en skrivefejl. Ja, man skal høre meget, før ørene falder af.

he