Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Endnu ikke økonomisk vækst i Andalusien

Ifølge en undersøgelse foretaget af INE, det offentlige spanske statistikinstitut, mærkede de nordspanske regioner Navarra, Castilla og Baskerlandet en gennemsnitlig vækst på 1 % i 2010, og ser ud til at kunne lægge krisen bag sig. De eneste sektorer, der oplevede vækst i det forgangne år var industrien og landbruget. Væksten i det nordlige Spanien ligger dog stadig under den gennemsnitlige vækst i EU-landene, der i 2010 lå på 1,8 %.
Det spanske bruttonationalprodukt faldt i 2010 med knap 0,1 %, men tallet viser ikke de store forskelle, der findes i den økonomiske vækst i henholdsvis det nordlige og sydlige Spanien. Andalusien oplevede i 2010 en negativ vækst på 0,9 %. Det samme gælder Castilla- La Mancha også med en negativ vækst på 0,9 % samt De Kanariske Øer med 0,8 %. Arbejdsløsheden i disse tre regioner er ligeledes den højeste i Spanien med over 28 % arbejdsløse, hvor gennemsnitsarbejdsløsheden for Spanien i samme periode lå på 20,1 %.



Spanien sætter egne regler for Libyen-aktion

Trods den store tilslutning til Libyen-aktionen i kongressen tidligere på ugen, viser dokumenter, at de spanske styrker ikke følger de fastsatte NATO-regler. Det skriver El País, der er kommet i besiddelse af resolutionen fra FN, samt den resolution kongressen godkendte tidligere på ugen.
Den største ændring omhandler brugen af de spanske militærbaser. I FN-resolutionen står der, at NATO kan bruge baserne Móron og Rota til udenlandske tropper, men punktet er ikke nævnt i den resolution, kongressen godkendte.
Desuden har de fire spanske F18-fly, der er med til at opretholde ”no-fly” zonen over Libyen, ikke tilladelse til at angribe mål på jorden, og flyene er kun godkendt til deltagelse i en måned.
Samtidig begrænses det deltagende skib Méndez Núnez, et fly fra søværnet og ubåden Tramontana til maksimalt at deltage i tre måneder. Flyet og de to fartøjer er sat ind som en del af Natos havblokade ud for Libyens kyst. Hvis fristerne skal forlænges, skal der forhandles endnu en gang.
Statsminister José Luis Rodríguez Zapatero har ikke givet nogen forklaring på de skærpede regler, bortset fra, at det er en indledende periode, som kan forlænges efter forhandling, hvis det bliver nødvendigt.


UCI appellerer Contador-sag

I går meddelte UCI, den internationale cykelunion, at de appellerer kendelsen i Contadors doping-sag. Han blev frikendt af den spanske cykelunion (RFEC) i midten af februar, og har kunnet deltage i cykelløb siden. Men nu forsøger UCI som ventet at sætte en kæp i hjulet på den tidligere Tour de France-vinder, skriver El País i dag.
UCI og WADA, den internationale anti-doping organisation, har haft en måned til at appellere dommen fra RFEC, så det er i sidste øjeblik, de har truffet beslutning om at appellere kendelsen: ”Beslutningen kommer efter dybdegående studier af bevismaterialet modtaget fra RFEC,” siger en talsmand fra UCI. Det er højst usandsynligt, at Contador får lov til at deltage i Tour de France til sommer, da løbsledelsen ikke forventes at tillade deltagelse af en rytter med en igangværende dopingsag.
Contador afleverede under sidste sommers Tour de France en dopingprøve, der indeholdt små mængder Clenbuterol, som er et steroid, der nogle steder illegalt bliver brugt illegalt til kvægopdræt. Contador har gennem hele forløbet hævdet, at stoffet kom fra en bøf.


Nye, mindre forurenende busser i Fuengirola

Den mere end 20 år gamle offentlige busflåde i Fuengirola skal udskiftes med nye, mindre forurenende busser. Kommunens og beboernes mangeårige ønske om udskiftning af de gammeldags busser, bliver nu endeligt hørt. Marcelino Muñoz, firmaet der har kontrakt på den offentlige transport i Fuengirola, har investeret 400.000 euro i forbedring af den offentlige bytransport, og fremover vil man i bybilledet se tre helt nye busser samt seks mindre brugte busser. Udover at luft- og støjforureningen nedsættes, glæder Fuengirola kommune sig over den nye flåde, der passer bedre ind i Fuengirolas moderne bybillede. De nye busser er også udstyret med faciliteter til handicappede og gangbesværede personer, hvilket de gamle busser ikke havde.


Bombetrussel optrevlet af CIA og spansk politi

Spansk politi har anholdt to personer for at have lagt falsk information på CIAs hjemmeside om et forestående Al-Queda bombeattentat på et hotel i Marbella. Målet for bombeattentatet skulle være det amerikanskejede Marriott’s Marbella Beach Resort. Bombetruslen angav desuden det nøjagtige tidspunkt for attentatet. Selvom CIA ikke mente, at der var tale om en reel trussel, kontaktede de med det samme den amerikanske ambassade i Madrid, som efterfølgende kontaktede det spanske nationalpoliti. De har via en IP-adresse kunne lokalisere de to midaldrende brødre, der havde lagt truslen på CIAs hjemmeside. Brødrene blev frigivet efter afhøringen, men bliver stillet for retten indenfor den nærmeste fremtid, hvor de begge risikerer fængselsstraf for deres handlinger.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.