Flytrafikken truet i 22 dage
Det er ikke længere bare flytrafikken i påsken, der er truet; truslerne inkluderer nu også flere dage den kommende sommer.
I går afleverede fagforeningerne UGT, CC.OO og USO lufthavnsmedarbejdernes krav til deres arbejdsgiver, lufthavsselskabet AENA, og regeringen. Imødekommes kravene ikke, varsler fagforeningerne strejke i 22 dage, heraf fire i påskeugen.
Det drejer sig denne gang ikke om flyvelederne, men de andre 10.500 medarbejdere i landets lufthavne, for hvem fagforeningerne siden december har ligget i forhandlinger med AENA.
Regeringen planlægger at privatisere 49 procent af det statsejede lufthavnsselskab, hvilket indebærer, at Madrids Barajas og Barcelonas El Prat i første omgang skal overgå til private hænder, mens medarbejderne frygter, at Palma og Málaga vil følge efter. De ansatte vil dermed miste deres nuværende rettigheder som offentligt ansatte, ligesom de tror, at skatteyderne vil ende med at skulle betale for driften af de mindre, urentable lufthavne. De kræver også, at alle 47 spanske lufthavne holdes i live. Turist- og lufthavnsindustrien maner til besindighed fra begge sider og advarer om, at en så omfattende strejke vil få uoverskuelige konsekvenser for den spanske økonomi.
Bliver de to parter ikke enige, strejkes der den 20., 21., 24., 25. og 30. april, 2. 14. 15. 19. og 20. maj, 13. 23. og 30 juni, 1., 2., 3., 4., 15. og 31. juli samt 1., 15. og 31. august.
Nonner frastjålet 1,5 millioner euro gemt i plastikposer
Politiet er ved at undersøge et formodet tyveri i cistercienserklostret Santa Lucía i Zaragoza. Her har nonnerne ifølge dagbladet El Periódico de Aragón i går anmeldt tyveriet af 1,5 millioner euro.
Nonnerne skulle have anmeldt tyveriet allerede den 28. februar. Ifølge anmeldelsen skulle en dør være forceret, hvormed tyvene skulle have skaffet sig adgang til pengene, hvoraf størstedelen var 500 euro sedler lagt i plastikposer og gemt i et skab.
Nonnerne beskæftiger sig blandt andet med at restaurere antikke bøger og pergamenter, ligesom én af dem er en anerkendt kunstmaler, hvis værker sælges for anseelige beløb. Alligevel har sagen givet anledning til meget spekulation, også i de kirkelige kredse.
Førnævnte avis citerer en unavngivet kilde tæt på biskoppen i Zaragoza: ”De religiøse kvinder lever spartansk, og det giver ingen mening at gemme et så stort beløb.”
Og mens politiet undersøger tyveriet, forsøger domstolen at finde ud af, hvorfra nonnerne havde de mange penge.
Eftersøgt ETA-terrorist fanget i Frankrig
Det formodede ETA-medlem Gregorio Jiménez Morales, kendt som ’El Pistolas’, blev arresteret i går i Frankrig. Det skriver El Pais.
El Pistolas har været involveret i flere terrorplaner mod regeringen, blandt andet et sensationelt mordforsøg i 2001 på daværende premierminister, José María Aznar, hvor Aznars fly skulle skydes ned ved et missilangreb. Selvom terroristerne blev stoppet, var flyet i missilets sigtekorn en kort periode.
Flyet blev forsøgt nedskudt tre gange i 2001 på vej til Baskerlandet. Missilerne dukkede først op flere år senere, under anholdelsen af ETA-lederen Mikel Antxa, og først nu, med anholdelsen af Jiménez Morales, kan sagen blive fuldt belyst.
Helena Christensen udstiller i Valencia
Den danske model og nu også fotograf Helena Christensen præsenterer billeder fra sin rejse til Nepal i efteråret sidste år i modebutikken Hoss i centrum af Valencia. Udstillingen starter i morgen og varer måneden ud.
Helena Christensen har tidligere optrådt som Oxfam-ambassadør under en rejse til Peru med samme formål og ved klimatopmødet i København (COP15). Her har hun sat fokus på, hvor udsatte de små, fattige samfund klarer klimaændringerne. Gennem Oxfam er hun med til at opfordre til at sende nødhjælp til de udsatte områder.
(Billedet er fra hendes tale under COP15)
Den første dag med 110 km/t uden dødsfald
Mandag var den første dag med den nye, lavere fartgrænse på 110 km i timen på Spaniens motorveje.
Trafikdirektoratet har meddelt, at der denne dag ikke skete nogle ulykker med dødeligt udfald, noget som er usædvanligt og kun skete fire dage i hele 2010. Specielt mandage plejer at have et højt antal ofre.
Sidste år døde gennemsnitning fem personer om dagen på motorvejene.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001