Kinas mesterstykke

Ifølge de seneste estimater udgør Kinas valutareserver ca. USD 2.850 mia. Dette beløb, som Kina har akkumuleret i kraft af sin status som verdens største eksportør, ligger langt ud over, hvad Kina har brug for til at betale for sin import og afdrage på sin udlandsgæld. Med et så stort overskud følger dog også visse problemer. Samtidig med at den hurtige vækst i valutareserverne har forstærket inflationspresset, har det også skabt et problem, som mange lande vil misunde Kina: Hvor og i hvad skal Kina investere sine store valutareserver?

Kun ganske få markeder i verden er tilstrækkelig store til at absorbere Kinas overskydende reserver, og Kina har derfor indtil videre, noget nødtvungent, valgt at investere i amerikanske statspapirer – og det i en sådan grad, at Kina er blevet omtalt som ”Amerikas bank”. Kina har også åbent sagt, at man er parat til at købe gælden fra de gældstyngede lande i euroområdet. Tilbuddet skal dog nok ikke ses som et uselviskt ønske om at redde ødsle stater ud af deres problemer, men skyldes snarere, at Kina har brug for at finde et sted at placere sin overskudslikviditet.
Som et alternativ til kun at købe statsobligationer har Kina med checkhæftet i hånden indledt en global charmeoffensiv, der især er rettet mod udviklingslandene. Hensigten med dette initiativ er ikke kun at åbne nye markeder for kinesisk eksport (og dermed mindske afhængigheden af de amerikanske forbrugere). Kina ønsker også at styrke de økonomiske bånd til udviklingslandene ved at hjælpe dem til hurtigere vækst. Begge dele er således væsentlige elementer i Kinas langsigtede vækstplan.

Den kinesiske måde
Kina har ikke gjort meget for at skjule sit ønske om at blive en økonomisk supermagt, men det vil være problematisk, sålænge den kinesiske valuta ikke får lov at flyde. Som den andenstørste økonomi i verden har Kina i stigende grad offentligt stillet spørgsmålstegn ved dominansen af USD i det globale monetære system. Samtidig har myndighederne for nylig fremskyndet et initiativ til at internationalisere den kinesiske valuta, renminbien. Det sker allerede i Asien, hvor en stigende andel af den mængde handler, som Kina har arrangeret i regionen, indeholder et element af gæld denomineret i renminbi.
Kina har selv indrømmet, at den generelle accept af renminbien som en global valuta ligger et stykke ude i fremtiden. Den primære årsag er, at tilgængeligheden af den kinesiske valuta for centralbanker og internationale investorer p.t. er begrænset og formentlig vil forblive begrænset, så længe den kontroversielle tilknytning af renminbien til den amerikanske dollar giver kinesiske eksportører en konkurrencemæssig fordel. Alligevel ser det ud til, at Kina – der er på vej til at blive en stadigt større spiller på den globale økonomiske scene med stigende politisk gennemslagskraft via sine omfattende investeringer i udenlandske statspapirer – er ved at skrive økonomisk historie.

www.nordeaprivatebanking.com