Gældskrisen og Det gamle Testamente

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den europæiske statsgældskrise er på det seneste blusset op med fornyet styrke. Denne gang med Irland i fokus efter, at det er kommet frem, at pro-blemerne i økonomien er så store, at det kan blive nødvendigt med krisehjælp fra EU og eller IMF. Samtidig rasler Tyskland og Frankrig med sablen om, at det kræver en traktatændring at gøre red-ningsmekanismen for kriseramte europæiske lande permanent efter 2013, og at private investorer skal kunne blive ramt på pengepungen ved fremtidige redningsaktioner. Det retter igen opmærksomheden mod de enorme politiske og økonomiske udfordrin-ger, som EU samarbejdet står over for.

Jeg tror, at systemet endnu engang redder stormen af. I min optik er det klart, at der må aftales helt klare rammer for, hvornår et land, som mere eller mindre selvforskyldt er kommet i økonomisk uføre, kan regne med at få hjælp fra andre lande i fremti-den. For det er et godt spørgsmål, hvor langt det europæiske broderskab kan og bør række. I det mindre velstående Slovakiet nægter man at skulle betale for, at andre lande har levet over evne. Og i det mere velstående Tyskland, bliver det stadig sværere at få folkets accept af, at de sparsommelige tyskere igen og igen skal redde andre ud af suppe-dasen.

Syv magre år følger syv fede
Dybest set handler krisen nemlig om kun én ting. Økonomisk (u)ansvarlighed – på alle niveauer. Og uanset, hvordan jeg end vender og drejer krisen og dens årsager, står historien fra Det gamle Testa-mente om at lægge til side i gode tider, så man har noget at tære af i dårlige tider, hele tiden og blinker på lystavlen.

I 1. Mosebog kapitel 41 fortælles historien om Fa-rao, der har en grim drøm. Op af Nilen stiger syv velnærede køer, som giver sig til at græsse mellem sivene. Derefter stiger syv udmagrede køer op af den samme flod. De er sultne og begynder at æde de syv fede. Farao vågner af sit mareridt og falder i søvn igen. Men en ny væmmelig drøm vækker ham. Denne gang har han set syv tykke og gode aks vokse frem på ét strå. Efter dem spirede syv aks frem, men de var tynde og afsvedne og sluger de fede aks. Farao tilkalder så Josef, som har ry for at være en dygtig drømmetyder. Josef tolker Farao’s drømme som et klart signal fra Gud om, at Ægyp-ten vil stå over for syv fede år med overflod, men derefter blive ramt af syv magre år med hungers-nød. Farao skal derfor udse sig en dygtig mand, der skal sættes over Ægypten og sikre, at 1/5 af korn-høsten i de fede år oplagres, så der er korn nok til at brødføde folket under de magre år.

Gammeltestamentelig økonomisk politik
Farao sætter Josef på opgaven, og forudsigelsen går i opfyldelse. Ægypten oplever syv fede år, der ef-terfølges af syv magre. Men fordi Josef har rejst land og rige rundt og samlet korn til lager, klarede man sig gennem krisen.

På den måde blev Josef historiens første skatte- og finansminister til at føre konjunkturudlignende økonomisk politik, og Ægypten kunne endda hjæl-pe andre lande, som blev ramt af krisen, ved at sæl-ge korn til dem. Den ultimative verdenskatastrofe blev altså afværget på grund af Josefs profetiske evner og Faraos handlekraft.

En gammel historie, men med et plot, som efter min mening er nutidens gældskrise værdig. Man behø-ver hverken være profet eller cheføkonom for at forudse, at vi i dag står over for en række problemer af bibelske dimensioner. Men hvem, der er nutidens Josef og Farao, vil jeg undlade at forholde mig til her og nu.

Af Cheføkonom Helge J. Pedersen 17. november 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa