Det danske magasin i Spanien
Himmelsk flæsk med passionsfrugt

Himmelsk flæsk med passionsfrugt

Denne dessert hedder Tocino de Cielo de Fruta de la Pasión, og eftersom den ikke har nogen dansk pendant, har vi valgt at oversætte dens navn direkte.

Tocino de Cielo er en andalusisk klassiker, som her er moderniseret med syrlig passionsfrugt, som danner en vidunderlig modpol til det søde ”flæsk”.
Traditionelt blev desserten tilberedt med æggeblommer, der var tilovers fra fremstilling af maling baseret på æggehvider. Det var normalt nonner, som brugte blommerne til at lave denne saftige og lækre dessert.
Den er meget nem at lave.

Ingredienser til fire personer.
450 g sukker
10 æggeblommer
2 dl vand
Skal af en eller to citroner
1 kanelstang
40 g kød af passionsfrugt
40 g koncentreret passionsfrugt
Morbær eller brombær til pynt

Vand og sukker hældes i en gryde, som opvarmes, til sukkeret er absorberet. Gem ca. 1 dl af denne sukkerlage. I den resterende tilsættes kanelstang og revet citronskal, og sukkerlagen koges nu for svag varme i ca. 20 minutter.
Sæt gryden til side og lad den køle af. Siruppen skal have en klistret konsistens.
Del æggene, hæld blommerne i en skål. Rør dem let og tilsæt den afkølede sirup lidt af gangen. Herefter tilsættes passionsfrugtkødet samt den koncentrerede passionsfrugt. Kan man ikke finde koncentreret passionsfrugt, kan man erstatte det med mere frisk frugt, blot bliver smagen ikke så intens.
Kog den gemte sukkerlage til vandet er fordampet, og man har en karamel tilbage, som dog ikke må størkne.
Hæld karamellen i bunden af en kageform. Derefter hældes æggeblommemassen gennem en si og fordeles ovenpå karamellen.
Hæld vand i et ildfast fad, sæt kageformen heri og bag ”flæsket” i vandbadet i ca. 20 minutter i ovnen ved ca. 160 grader. Vandet må ikke koge, da det ville skabe bobler i desserten.
Vend det Himmelske Flæsk ud af formen, fordel den på fire tallerkner og pynt med lidt bær og eventuelt en skefuld yoghurt eller is.

Af Cerro de Hijar

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.