Kære læser juli 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg stod i en ny situation forleden. Jeg kom hjem fra job og straks, jeg åbnede hoveddøren, vidste jeg, at noget var anderledes. Noget som samtidig mindede mig om min barndoms lørdage. Det var lyden af fodbold med truthorn, slagsange og overkække kommentatorer. Min mand så VM, simpelthen. Jeg satte mig og kiggede på skærmen uden at se. Vores hold var alligevel bagud 0-1 mod Schweiz – måske de snart ville lave en bølge. Jeg magter ikke at koncentrere mig om anden sport end den, jeg selv udøver, så snart myldrede tankerne videre til en helt anden bølge; den nyeste filmversion af 80’er romanen The Wave, er tyske Die Welle, som jeg så for nylig. En fantastisk film, som alle burde tvinges til at se. Den oprindelige udgave så jeg som teenager, og dens fabelagtige bevis på, hvor nemme vi mennesker er at manipulere og hvor meget vi følger trop, har været en ikke uvæsentlig del af min uddannelse. The Wave beskriver en virkelig hændelse fra 1969, hvor historielæreren Ben Ross på en californisk high school ønsker at forklare sine elever motivationerne bag Det tredje rige og stiller spørgsmålet: Er det muligt, at et enevælde eller diktatur kan opstå på ny? Klassens svar er et klart nej, og Ben Ross laver et pædagogisk eksperiment med eleverne. Det tager fart som en snebold på vej ned ad en sneklædt bakke. Skidt skilles fra kanel, fællesskabsfølelsen pumper adrenalin rundt i kroppen på de unge, og snart er eksperimentet helt ude af kontrol. Af hensyn til de af jer, der endnu ikke har set filmen, vil jeg undlade at afsløre slutningen, men på det kraftigste opfordre til at se enten den amerikanske version fra 80’erne, The Wave, eller tyske Die Welle fra 2008. De er en smule forskellige, men absolut lige skarpe.
Nå, det var fodbold, vi kom fra og dermed Sydafrika, hvor kløften mellem sort og hvid, rig og fattig uden floromvunden indpakning præsenteres som det, den er; afgrundsdyb, og det gav heldigvis anledning til mange gode politiske diskussioner under VM. "Politikere skal have en ordentlig løn", sagde en veninde. "Så vi ikke risikerer, at gode mennesker fravælger politisk karriere pga. lønnen. Også for at undgå korruption". I pkt. 1 kunne jeg give hende ret, selvom der bør være en grænse for galskaben (mildt sagt monstrøse lønninger hæves af bl.a. spanske politikere), men pkt. 2 er noget sludder. Man lader sig korrumpere, uanset at lønnen er 1 mio. euro om måneden. Fattigdom skaber ikke korruption. Nej, det er korruption, der skaber fattigdom. Og således forbliver de mange fattige så fattige, at selv lande med stor rigdom fremstår som fattige, og så laver vi andre indsamlinger, sender mad og medicin og er helt til grin. Tag nu bare Danmark, hvor der omvendt er rigtig mange rige – hele middelklassen for eksempel. I de fleste lande har en middelklassefamilie lejlighed, fjernsyn, bil, børn i skole og råd til mad hver dag. I Danmark tager middelklassen til Bali, lejer bungalower ved stranden i Thailand, og bor på skisportshoteller i Østrig hvert år i uge 7. I Danmark sælger de vine til 800 kr. i Superbrugsen, og i hvert eneste provinshul er der så mange golfspillere, at de sælger golfkøller i Netto. Nu har de så også været i Afrika, og kommer hjem og fylder lejligheden med Massaimasker, spyd og antilopehorn. Og det er da sådan set godt nok. Men kunne det ikke være fedt, hvis alle vi overskudsmennesker brugte noget af krudtet på at danne en bølge, der handler om at fusionere strømninger i stedet for at polarisere?
Imens I tænker over det, tager jeg en tur til Skotland for at nyde den vilde natur og trække vejret helt igennem.

he

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa