Dansk babyboom i Spanien

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Glem alt om krise på Costa del Sol – i hvert fald når det gælder nye medlemmer af den danske koloni. Mød syv danske kvinder og deres ni babyer til en snak om dét at være mor, barsel, karriere, det spanske system, gylp, skænderier, mangel på søvn, fødsler, ægkvalitet, alder, netværk og om at tude til tv-serien Glamour.

Medvirkende:
Benedicte Schmidt,
35 år, mor til Liva 2,5 år og Sofia 9 måneder. Boet i Spanien siden 1998. Samboende med dansker. Sælger hos dansk tøjkoncern.

Cibine Betak, 25 år, mor til Christian 13 måneder. Opvokset i Spanien med danske forældre. Samboende med spanier. Tidligere ansat hos ejendomsmægler, der nu er lukket.

Jeanette Buchard Hansen, 43 år, mor til Cecilie og Mille 8 måneder. Boet i Spanien siden 2001. Samboende med dansker. Selvstændig.

Lisa Lindgren, 39 år, mor til Matias og Matilde 5 måneder. Boet i Spanien siden 1998. Gift med spanier. Ansat hos dansk forsikringsmægler.

Maria Suhr-Jessen, 39 år, mor til Sofia 4 måneder. Boet i Spanien siden 2007. Forlovet med dansker. Tidligere ansat i schweizisk bank, der lukkede sit spanske kontor i 2009.

Tina Kok, 37 år, mor til Nicholas 10 måneder. Boet i Spanien siden 2002. Gift med spanier. Tidligere ansat hos ejendomsmægler.

Stine Mynster, 33 år, mor til Matilde 11 måneder. Boet i Spanien siden 2003. Gift med dansker. Selvstændig.

Er det hårdt at være mor?
Tina: Den første måned er ekstrem hård, for man giver og giver hele tiden og får ikke så meget igen. Man er bare en madmaskine.
Benedicte: Indimellem er det da hårdt, især med to børn – jeg lider nærmest af kronisk søvnunderskud, men det er også fantastisk og efter jeg har fået Sofia, tager jeg det hele mere afslappet.
Jeanette: Jeg synes egentlig ikke, det er specielt hårdt. Som tvillingemor bliver man nødt til at sætte følelserne lidt til side, for det kræver stor planlægning, og man bliver meget praktisk.
Lisa: Ja, du bliver nødt til at bevare roen, for ellers kan de nemt køre hinanden op.
Maria: I starten var jeg usikker og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men efter de to første måneder tænkte jeg: ”var det dét”. Og da Sofia begyndte at smile, fik jeg pludselig så meget igen.
Cibine: Jeg skulle vænne mig til, at min mand ikke hører noget om natten, så det var mig der altid stod op. Sådan er det stadig.
(smil og nik fra de andre)

Hvad har været den største omvæltning/overraskelse for jer?
Tina: Min mand og jeg havde kendt hinanden i syv år, inden vi fik barn, og vi har altid kunnet gøre, hvad vi ville. Vi er ikke så frie mere og alt skal planlægges.
Benedicte: Jeg er blevet meget mere sårbar og måske mindre overfladisk. Før var det mig, mig, mig, hvad skal jeg tage på og hvad har jeg lyst til? Nu giver jeg mig hen til mine børn på en helt anden måde, og det, tror jeg, er sundt. Jeg tænker også mere over livet. Jeg er blevet skrækslagen for at dø eller for, at der sker min mand eller børn noget.
Stine: Jeg er overrasket over, hvor højt det er muligt at elske sit barn.
Maria: Det er også kommet bag på mig. Og så er jeg blevet så følsom og kan sidde og tude over børn og jordskælv i tv.
Benedicte: Jeg er også begyndt at fælde en tåre, når jeg ser Glamour.

Hvad tænker I tilbage på, når jeg siger ”fødsel”? Hella Joof har udtalt at ”det er som at få savet benet af uden bedøvelse, mens en anden hiver i ens visdomstand”. Er det rigtigt?
Tina: Ja. Jeg tænker smerte!! En ekstrem oplevelse. Ikke særlig morsomt. Jeg fik ingen smertestillende og var ved at besvime flere gange. Det gjorde bare så sindssygt ondt. Man er helt ude af kontrol. Jeg ville have født så naturligt som muligt og lå også i varmt bad for at lindre smerterne, men det hjalp ikke en pind. Da jeg bad om bedøvelse, var det for sent.
Benedicte: Jeg synes, det var en smuk oplevelse.
Stine: Ja, du er en af de heldige, der smutter dem ud som mandler.
Jeanette: Jeg havde veer i 20 timer og det er simpelthen den værste smerte, jeg nogensinde har prøvet. Faktisk værre end dengang min blindtarm sprang. Til sidst endte det heldigvis med kejsersnit. De var meget søde på Hospital Costa del Sol.
Lisa: Jeg blev sat i gang, men endte også med et kejsersnit efter mange timers veer. Jeg ville ellers godt have født normalt, men det gik for langsomt fremad.
Maria: Jeg fik også kejsersnit, og kan kun sige, at det gør mega nas bagefter, hvis du ikke får smertestillende. Medicinpumpen var desværre i stykker det første døgn.
Cibine: Jeg nåede slet ikke at blive nervøs inden fødslen, for den gik i gang tre uger før termin. Jeg fik en epidural og det gik ok, men min søn vejede kun to kilo.

Hvordan var den første tid?
Cibine: Jeg husker, at min kæreste og jeg skændtes hele tiden. Hvem skal skifte vores søn? Nu er det din tur til at give ham bad osv. Det var ret opslidende. Nu er det mest mig, der tager sig af ham, men det er også ok, da min mand arbejder, og jeg er arbejdsløs.
Tina: Min mand og jeg var så usikre på alt. Jeg havde haft en hård fødsel og var fuldstændig udmattet, så det var godt, at min svigermor kunne hjælpe til.
Benedicte: Med mit første barn havde jeg slet ikke lyst til at socialisere med andre, men med Sofia har det været helt anderledes. Hun er kommet med ud fra første dag, og jeg har virkelig haft brug for at være sammen med andre voksne.
Lisa: Min mand kunne godt gå lidt i panik, når børnene græd. Hvorfor græder de? Han ville have en årsag, så der kunne findes en løsning. Meget en mandeting, tror jeg. Ellers husker jeg den første tid præget af alt det bureaukrati, der skulle ordnes for at registrere barnet hos de spanske myndigheder. Det var forfærdeligt.
(Alle nikker samstemmende)
Maria: Ja, når man ikke er gift, skal kvinden med til alle offentlige kontorer, og det skal klares inden for to uger. Det var super stressende, specielt det med at suse rundt som en gal med baby på armen, og med ondt i kejsersnittet og ens hormoner kører i forvejen på højtryk.

Bliver man bims af at gå derhjemme? Går man i joggingtøj i tre måneder og er glad for at komme i bad hver dag?
Cibine: Ja, sådan er det nok lidt i starten.
Tina: Uha, ja. Jeg tror ikke, jeg var ude at køre med min søn alene, før der var gået fire uger. Det kunne jeg bare ikke overskue.
Benedicte: Jeg tror, man lever lidt i sin egen lille verden. Hver en ting man skal, kan gå hen og blive et stort projekt. Hvis jeg tager i Corte Inglés i dag, så venter jeg med at købe ind til i morgen. Jeg er nok også blevet lidt doven, altså, det er bare en elastik om håret og så ud af døren.
Jeanette: Sådan synes jeg slet ikke, det er. Jeg er lige så forfængelig med mig selv som før, og kommer da sagtens i bad hver dag. Men nu har jeg jo også en barnepige tilknyttet.
Lisa: Nogle dage skulle jeg vælge mellem bad og morgenmad. Morgenmaden vandt.
Maria: Jeg er meget struktureret og god til at planlægge min dag. Så jeg når som regel altid, hvad jeg har sat mig for. Men babygylp kan jeg ikke planlægge mig ud af, og det følger jo med.

I var alle, undtagen Cibine, over 30 år, da I blev mor første gang. Hvad ligger der af overvejelser i det?
Jeanette: Jeg var faktisk blevet 37, inden jeg var parat. Det passede ligesom ikke ind i planerne før, og børn interesserede mig ikke. Men da lysten kom og vi så havde bestemt os, gik der fem år, inden det lykkedes. Jeg kan godt forstå, man venter, men man skal tænke på, at det biologisk går meget hurtigt ned ad bakke for kvinderne. Især fra jeg var 38 til 40 blev min ægkvalitet betydeligt ringere. Mit råd til andre er: gå i gang noget før. Lad være med at vente til du er sidst i 30´erne, for det er så hårdt psykisk at være i fertilitetsbehandling.
Tina: Jeg har aldrig været specielt vild med børn, og var det ikke, fordi min mand insisterede, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville have nogen. Nu hvor vi har fået vores søn, kan jeg ikke forestille mig et liv uden ham. Dog er jeg ikke sikker på, at vi skal have flere.
Benedicte: Jeg fik kræft i den ene æggestok, da jeg var 28. Jeg fik at vide, at jeg måske ikke kunne få børn, og det tænkte jeg ikke videre over dengang, for jeg var slet ikke nået til det stadie endnu. Heldigvis. Jeg var 33, da jeg fødte mit første barn, for jeg skulle lige finde manden først. De fleste er ikke parate til børn, når de er i tyverne, og det kan jeg nemt sætte mig ind i. Man skal huske at være ung og nyde sin frihed, mens man kan. Jeg har festet og drukket min kvote rom og cola for en tid, og har det helt fint med at være gået i husmor-mode de næste år.
Lisa: Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Men på en eller anden måde er tiden gået, og pludselig var jeg blevet 34, inden vi gik i gang. At der så skulle en abort, to inseminationer og to reagensglasforsøg til, inden det lykkedes, havde vi ikke regnet med.
Maria: Jeg skulle også først finde den mand, jeg ville have børn med, og har heller ikke haft nemt ved at blive gravid.

Synes I det spanske samfund opmuntrer til, at man får børn?
Samstemmende: NEJ!
Cibine: Jeg blev fyret, da jeg var gravid, for firmaet gik konkurs. Vi har måttet flytte til en billigere lejlighed for at klare det økonomisk. Vi fik de 2.500 euro af staten, men det rækker jo ikke så langt. Jeg ville gerne i gang med at arbejde igen, men kan ikke få plads i institution før til september. Jeg har hørt om spaniere, der dårligt har råd til at få et barn. Det synes jeg da er rigtig synd.
Tina: Jeg fik ikke fornyet min kontrakt, da jeg blev gravid. Problemet er jo alle de her midlertidige kontrakter, der bliver lavet, fordi det er så dyrt for virksomhederne at fastansætte og fyre folk.
Benedicte: Jeg fik fem måneders barsel med løn fra min danske arbejdsplads, men jeg valgte at blive hjemme uden løn i månederne op til et år, og så blev jeg gravid igen og kom ikke tilbage.
Jeanette: Som selvstændig kræver det økonomi og planlægning at få børn. Heldigvis har jeg kunnet arbejde hjemmefra og få en barnepige hjem til os.
Lisa: Jeg synes, det er en skændsel, at kvinder kun får 16 ugers barsel. I mit tilfælde kunne jeg få 18 uger, fordi jeg fik tvillinger, men alligevel. Heldigvis har jeg kunnet tage forældreorlov, indtil børnene er et år, og min arbejdsgiver og kolleger har været meget forstående.
Maria: Systemet er håbløst bagud i forhold til i Danmark. Jeg kan da godt forstå, at Spanien har så lav en fødselsrate, for det er svært at acceptere en barsel på kun tre en halv måned. Det er da også derfor, mange spanske kvinder vælger at gå hjemme eller få bedstemor til at tage sig af barnet. Det er bare ikke alle, der har den mulighed. Og det er ikke ligefrem fremmende for ligestillingen. Jeg blev fyret under min graviditet, og kan få barsel og arbejdsløshedsunderstøttelse i syv måneder, men derefter står jeg uden indtægt og skal søge nyt arbejde.

Hvad med karrieren?
Benedicte: Jeg har arbejdet 12 timer i døgnet, inden jeg fik børn, og pludselig ændrer mine prioriteringer sig. Men nu hvor jeg har gået hjemme i snart tre år, er jeg begyndt at få lyst til at bruge hovedet igen. Og så er det, den der indre kamp begynder: skal jeg realisere mig selv eller være sammen med mine børn? Jeg vil kun på deltid, når jeg starter op igen, for ellers hænger det ikke sammen derhjemme.
Tina: Jeg vil også søge efter en stilling på nedsat tid, for jeg har ikke lyst til at arbejde fuldtid med et lille barn derhjemme. Og så skal det være et job uden siesta, for det passer slet ikke ind i en børnefamilie.
Maria: Jeg er også kun interesseret i et job uden siesta.
Lisa: Det SKAL kunne lade sig gøre at arbejde og have små børn samtidigt, og vi skal nok finde en løsning.

Er det blevet sværere at bo i udlandet efter, at I har fået børn?
Tina: Både ja og nej. Jeg kan da godt savne et større netværk, men omvendt blander familien sig ikke så meget, som de ellers ville have gjort. Det har især spanske svigermødre jo en tendens til. Jeg har brugt mine veninder i stedet. Bl.a. har jeg og to andre danske mødre dannet vores egen lille mødregruppe, hvilket har været guld værd for mig.
Benedicte: Det er helt klart blevet sværere at bo i udlandet. Jeg savner virkelig at have bedsteforældre tæt på. Jeg er ofte alene med børnene, for min kæreste arbejder meget, og kan godt have brug for lidt aflastning. Men det vænner man sig vel også til?
Jeanette: Vi er ofte i Danmark og får tit besøg, så jeg synes ikke, det er det store problem, mens børnene er små. Men når de bliver teenagere, synes jeg ikke, området har så meget at byde på.
Maria: Det er jeg enig i. Jeg savner mange ting ved Danmark, men faktisk tror jeg, at der er mindre stress her som småbørnsfamilie. Vi står ikke op kl. fem, som mange af vores venner i Danmark gør.
Lisa: Jeg tror, det er nemmere at have børnene med ude her i Spanien. Der bliver ikke set skævt til dig på restauranter, ligesom der gør i Danmark. Men jeg savner mange af de danske traditioner, fx den danske jul. Det er vigtigt for mig, at mine børn også bliver danske, og at de lærer at tale dansk.

Af Stine Mynster/www.comunica.dk

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa