Det danske magasin i Spanien

La Danesa bringer her uddrag fra ”VM-Bosserne”, som er en ny samtalebog med de tre landsholdstrænere, der har stået i spidsen for Danmark ved en VM-slutrunde.

Sepp Piontek om Danmark-Spanien ved VM i 1986
– Det var den fjerde kamp, og spillerne havde været hjemmefra i lang tid. Jeg fik et vink om, at jeg ikke måtte slappe af. Der sker det, at jeg et par dage før kampen går lige efter to af spillerne op ad trappen. Nu vil jeg ikke sætte navn på dem. Men jeg hørte dem snakke om, at de følte, de havde gjort det godt nu. De vidste ikke, jeg gik lige bag dem. De var glade for at blive nummer et i puljen, og hvis de ikke slog Spanien? Nå ja, så havde de ferie. Det virkede de glade for. Der var den igen. Den danske indstilling med, at nu havde de været med, og så var de egentlig tilfredse. Derfor tog jeg fat i spillerne før kampen. På taktikmødet gjorde jeg det klart, hvad de var i færd med. Jeg understregede, at det var nu, de havde chancen for at vinde et VM. Jeg fornemmede, at nogle ikke troede, de behøvede yde mere. Vi blev dog klar til Spanien-kampen. Og så kom den tilbagelægning.

Bo Johansson om Danmark-Nigeria ved VM i 1998
– Dagen før havde vi haft en lukket træning uden pressen, som man jo har før en kamp. Den sidste halve time spillede vi 11 mod 11, og førsteholdet var så ringe, at det drømmer I ikke om. Havde jeg nu været en ung træner på 35, var jeg blevet pissenervøs. Hvad sker der? Jeg husker, at vi satte os i et hjørne bagefter. Jeg var usikker på, om spillerne forstod, hvad det var, vi skulle dagen efter? Hvad det krævede af os? Så kom Peter Schmeichel. ”Du Bosse, du ved, hvordan det er. Sådan er det altid før en kamp. Alle vil spille, ingen vil skades. Så ingen går for alvor til den.” Jeg havde jo oplevet det før i min trænerkarriere. Men uanset hvad, så synes jeg, den slags er for ringe. Udgangspunktet var jo, at de skulle vise noget til træning. Siden udviklede kampen sig helt utroligt. Jeg har set den mange gange. Den er altså rigtig god.

Morten Olsen om landsholdet fra VM i 1986
– Der var noget, der klikkede. Vi kunne lide at spille sammen, og vi kunne lide hinanden som mennesker. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ham tyskeren, vi fik som træner, havde noget disciplin med. Men vi havde nu også en fantastisk generation af spillere. Dagen efter, vi i 1990 var blevet mestre med Brøndby, spillede vi en testimonialkamp for Per Frimann mod 86-holdet. Brøndby-spillerne havde godt nok festet lidt om aftenen. Men Mexico-holdet vandt kampen, selvom flere spillere var holdt op. Vi fandt øjeblikkeligt sammen igen. Når du løb med bolden og kikkede ud af øjenkrogen, vidste du, at sidemanden også kikkede. Der var en enestående indbyrdes forståelse. Da Kahlenberg og Martin Jørgensen første gang trænede sammen i landsholdslejren, var det også helt specielt. Efter fem minutter kunne se, at de to dér, de passer bare sammen.

Hvem har været de vigtigste spillere på jeres landshold?

Sepp Piontek: Morten Olsen, Ivan Nielsen og Søren Busk

Bo Johansson: Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Michael Laudrup

Morten Olsen: Det kan jeg ikke svare på, fordi jeg stadig er landstræner

DANMARKS VM-PROGRAM
Mandag 14. juni kl. 13.30 Holland – Danmark
Lørdag 19. juni kl. 20.30 Cameroun – Danmark
Torsdag 24. juni kl. 20.30 Danmark – Japan

Foto: Kristian Brasen

Af Michael Jepsen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.