Kære læser maj 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Kære læser,
Har vi været tæt på den vestlige civilisations endeligt? Det skulle man i hvert fald tro, da vi på tv-skærmene var vidner til, at askeskyramte ferierejsende endelig kunne kaste sig om halsen på deres bekymrede pårørende i de danske lufthavne. Siden dengang danske charterturister harcelerede over, at de ikke kunne få deres forudbestilte toldfrie varer på det ekstrafly, der var sat ind for at redde dem ud af bombede egyptiske ferierejsemål, er det her det klammeste, jeg har set i nyere dansk luftfartshistorie. Proportionsforvrængningen var total. Jeg mener, var de netop hjemvendte efter at være reddet ud af jordskælvsmurbrokker i Haiti eller et vejsidebombekrater i Afghanistan, så havde billederne passet til situationen. Som den kvikke læser har opdaget, er jeg til kølige klimaovervejelser og skriftlige overhalinger på samfundets vildveje, og derfor skal vi da også kigge nærmere på Eyjafjallajökull-vulkanen, og den historisk enestående situation, den bragte os i. Men først skal vi lige have fat i et par af de udfordringer, man oplever som månedsmagasin, hvor man må vente, indtil Jorden er drejet om sin egen akse sådan rundt regnet 30 gange, før man igen kan sætte pennen på papiret.
I sidste måned brokkede jeg mig på denne side over, at Partido Populars Celia Villalobos opfordrede os extranjeros til at gå ind i den politiske kamp, når man ved et besøg på partiets officielle hjemmeside kunne læse, at kun spaniere havde ret til at melde sig ind. Samme dag, som La Danesa april gik i trykken, sendte vi mit brokkeri en tur til Madrid, hvilket iflg. en partisekretær skabte røre i andedammen – og allerede inden solnedgang var optagelsesbetingelserne ændret i Cyber Space. Sådan! I samme udgave besvarede Danmarks udenrigsminister et af mine spørgsmål med, at hun glædede sig til at møde Hilary Clinton. Det fik hun så mulighed for, netop som trykmaskinen spyttede de første magasiner ud – og benyttede hun sig af muligheden? Nej. For pokker da, Lene!
Og så tilbage til Moder Jord, der med et brag og en askesky placerede os mennesker der, hvor vi hører til; i respektfuld afstand af vores naive tro på, at vi har noget at skulle have sagt. Det hele skabte et enormt besvær, men pga. rettidig omhu og flyveforbud, var der ingen tab af menneskeliv som direkte følge af udbruddet. Nu skal vi så i stedet høre om tudefjæsflyselskaberne, der endelig har fået noget at flæbe over. Skal de have økonomisk hjælp fra stat og EU? Nej, de skal ej. Har man som virksomhed ikke råd til at overleve en krisesituation, så må man dø. Jeg er 100% imod al form for støtte til virksomheder; fra tudende landmænd, der med spandevis af støttekroner til både det ene og det andet har gravet deres egen grav, til tudende banker (bankpakkebegrebet burde slettes helt), der for manges vedkommende selv var medvirkende til finanskrisen. Jamen, hvor skal vi så gå hen for at hæve vores løn og betale vores regninger? Rest assured, der vil altid være nogen, der overlever. Nemlig de dygtige, fornuftige, ærlige og velkonsoliderede. Og det er så der, man flytter sin konto hen. Sådan fungerer det indenfor alle brancher – også luftfarten.
Og nu hvor vi er ved brancher, hvordan synes de så lige, det går i den gejstlige? Den katolske kirke synes (endelig, vil jeg mene) at være havnet i et selvforskyldt mareridt efter alt for mange års forsøg på at holde hånden over pædofile præster. Her vil jeg dog indskyde, at der gennemsnitligt næppe er flere krænkere inden for den katolske kirke end i befolkningen som helhed, men at de ikke har meldt sagerne til politiet, som man ville have gjort i alle andre brancher, er dybt forkasteligt. Man bør omgående få bragt orden i den katolske kirke – og lad så de små drenge spille fodbold og gå til spejder, mens voksne mænd tager sig af kirkekor og messepligter.
he
 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa