Man kan kalde Vivi Steens liv for alt andet end kedeligt. Den snart 70-årige dansker, oprindeligt fra Ørbæk på Fyn, drømte som ung om at blive skuespillerinde, og har bogstaveligt talt danset sig gennem tilværelsen. Ikke at hendes liv har været en dans på roser, men som uddannet danselærer og ejer af danseskoler både i Danmark og på Grønland, har hun kunnet gøre det, hun allerhelst ville. I overført betydning passer dansens rastløshed og dét at være i bevægelse også godt til Vivis temperament. Hun kan bedst lide, når der sker noget, taler ofte før hun tænker, og trives med impulsive beslutninger. Efter Vivis realeksamen insisterede hendes far, der jo kendte til datterens flyvskhed, på, at hun skulle have sig en ordentlig uddannelse. Derfor blev hun først sendt i huset et år og dernæst på Nyborg Sygehus for at blive kontoruddannet. I 1965 var det på tide at forfølge hendes passion – det var ikke længere skuespillet, der trak, men derimod dansen. Hun drog til København for at komme i lære hos den i branchen højt respekterede GV Carlsen. Her lærte Vivi – udover at mestre alt lige fra folkedans til ballet – at sige De til læreren, neje dybt og gøre, som der blev sagt. Den flinkeskole har Vivi siden hen gjort alt for at melde sig ud af. For som hun siger: ”Man skal gøre, hvad man har lyst til og så være ligeglad med, hvad andre tænker”.
Som udlært danselærer blev Vivi tilbudt at købe en række danseskoler i Nordsjælland, og hun blev således ejer af den tredje største danseskole i Danmark med over 1000 elever. Skolen går strygende, men i 1971 sker der noget, der vender op og ned på Vivis liv: Hun møder sit livs kærlighed Henning, og sammen beslutter de sig for at rejse til Grønland. I alt seks år og en stor portion erfaringer bliver det til i Nuuk. Vivi åbner Grønlands første danseskole – en stor succes – hun laver morgenradioprogrammer for DR, åbner en brugskunstbutik og laver regnskab for sin mand, og nåh ja, så er det også i den periode, at parrets fire døtre kommer til verden. I 1977 bliver længslen efter Danmark for stor, og familien flytter til Jylland, hvor Henning får job og Vivi kaster sig ud i – endnu engang – at åbne en danseskole. Fritiden går med at restaurere familiens hjem, et nedlagt landbrug i Hinnerup. Danseskolen bliver godt modtaget blandt de lokale, men en ulykke på dagen for det årlige traditionsrige afdansningsbal sætter en endelig stopper for Vivis hang til danseskoler. Under oppyntningen med balloner i loftet i en lejet hal falder Henning ned fra en høj stige og brækker ryggen to steder. Han bliver hastigt kørt med ambulance til sygehuset, hvor det konstateres, at han sandsynligvis slipper uden lammelser. Vivi vælger at lægge låg på sine følelser og gennemføre arrangementet, der ender med at blive hendes sidste af slagsen.
Næste projekt bliver jobbet som radiovært i Hadsten. Dog går der ikke lang tid, før hun spørger sig selv, hvorfor hun ikke bare starter sin egen radio i hjembyen Hinnerup?
Det gør hun så i 1982, og rollen som radiovært passer hende glimrende. Skuespillere, sangere og andre kendisser er i årenes løb blevet interviewet af Vivi. En dag lige før folketingsvalget i 2001 ringer spindoktor Henrik Qvortrup for at spørge, om Anders Fogh må aflægge radioen et besøg. ”Vi spiste basser og drak kaffe, mens jeg stillede ham et par spørgsmål. Han var en sød mand, og jeg, som altid har stemt Venstre, var utrolig glad for at møde ham”, fortæller Vivi, der også på et tidspunkt var opstillet til byrådet for Venstre.
For at der med tiden ikke skulle gå for meget ”hr. og fru Danmark” i radioudsendelserne, fandt Vivi på, at hun ville lave et interview med Hells Angels rockeren Jønke. Hans historie har altid fascineret hende, så hun arbejdede et halvt år på at få tilladelserne igennem til at besøge ham i Vridsløselille Statsfængsel. ”Endelig kom papirerne i orden, og jeg ringede til Jønke for at spørge, om der var noget, han manglede i fængslet. Et stjerneskud, lød svaret. Henning og jeg tog så toget til Sjælland med tre stjerneskud, og så sad vi og spiste frokost sammen alle tre. Jønke er en utrolig begavet og charmerende mand. Han fortalte meget åbenhjertigt om sin baggrund, om drabet på lederen for Bullshit, og om hvorfor han meldte sig selv i Canada. Jeg fik efter udsendelsen en del kritik fra nogle af vores lyttere over at bruge tid på ”en forbryder”, men den slags har jeg altid taget ovenfra og ned”, siger Vivi. Hun bedyrer, at hun i dag er faldet mere til ro og nyder det langsommere tempo, især efter at hun og Henning blev spanske residenter i 2006 og nu har fast base på Costa del Sol. ”Spanien har altid haft en særlig plads i mit hjerte”, siger Vivi, der første gang besøgte området for 39 år siden. Og danse gør hun stadig, selvom det ofte kun bliver til en svingom eller to med Henning hjemme i stuen.
Min dag:
Kl. 5.30-6.00: Står op, laver en kop kaffe og lytter til DR-Sydeuropa, musik og nyheder fra Danmark.
Kl. 6.30: Spiser morgenmad på altanen med en kryds og tværs, min gameboy og spansk læsning, f.eks. lektier til min spanskundervisning.
Kl. 8.00: Praktiske gøremål såsom vasketøj, rengøring etc.
Kl. 10.00: Jeg tager på marked eller køber ind i et supermarked
Kl. 12.00: Jeg spiser en let frokost, sandwich eller lignende på en bar eller hos Emma i Centro Idea
Kl. 14.00: Lytter til Radio Solymar og Mermaid Radio
Kl. 15.00: Jeg motionerer lidt med en længere gåtur på stranden og derefter sætter jeg mig hen til poolen.
Kl. 17.00: Min mand og jeg tager os et spil kort
Kl. 18.00: Vi lukker op for spansk eller dansk tv, som kører, mens jeg laver aftensmad
Kl. 20.00 Spiser aftensmad ude på terrassen
Kl. 21.00: Aftenhygge, telefonering, web-cam eller sms´er med børn og børnebørn i Danmark
Kl. 22.30: I seng. Om sommeren sidder jeg ofte længe oppe i haven og hygger med de spanske beboere i ejendommen.
Hvad savner du mest fra Danmark?
Vores fire døtre, svigersønner og 10 børnebørn samt maj måneds løvspring.
Hvilket tidspunkt i døgnet er det bedste?
Tidlig morgen på altanen når alt er stille. Månen forsvinder, solen står op over Middelhavet, og fuglene vågner op med en fantastisk kvidren.
Hvordan ville du tilbringe den perfekte fridag?
Henning serverer morgenmad for mig, vi kører en tur til Fuengirola eller Marbella og småshopper, spiser en god frokost på en velrenommeret spansk restaurant. Resten af dagen tilbringer vi i solen, enten i haven eller på stranden.
Hvad kan gøre dig rigtig sur?
Det værste, jeg ved, er løgn og sladder, og når nogen spiller ”kong smart”.
Hvordan forkæler du dig selv?
Jeg tager et dejligt fodbad, lytter til musik og læser en god krimi.
Hvornår taler du spansk?
Jeg forsøger at komme til at tale så meget spansk som muligt. Mange af mine venner her er spaniere, og ud over undervisning hos Comunica søger jeg mest mulig kontakt med det spanske sprog.
Hvem ville du gerne være for en dag og hvorfor?
Marilyn Monroe i en film med Elvis Presley. Hun var smuk og sexet.
Blå bog:
Navn: Vivi Steen
Født: 28. april 1941
Stjernetegn: Tyren
Bopæl: Calahonda, Mijas Costa
Flyttede til Spanien 1. maj 2006, men købte ferielejligheden i 1995.
Civilstatus: Gift med Henning. Har fire voksne døtre og 10 børnebørn i Danmark.
Uddannelse: Kontoruddannet på Nyborg Sygehus og uddannet danselærer i København. Været indehaver af flere danseskoler og i 17 år været studievært og medstifter af nærradioerne i Hinnerup ved Århus.
Yndlingsdans: Jive
Søgning på Google: Vivi har spillet med i Flagermusen fra 1966 sammen med Lilly Broberg og Poul Reichardt. Hun var dansende statist til et bal i filmen.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001