Den internationale test-turnering Copa del Sol på Estadio Muncipal i Marbella fra den 3. til den 12. februar med deltagelse af sidste sæsons UEFA Cup-vinder Shakhtar Donetsk fra Ukraine, den russiske Champions League-deltager CSKA Moskva, de to førende klubber i den danske Super Liga, OB fra Odense og københavnske FCK, samt de svenske og norske topklubber, Rosenborg, Molde, Kalmar og Elfsborg – alle med landsholdsspillere i deres trupper.
Som en magnet tiltrak det internationale rigmandssamfund på Kysten et hav af scouts (talentspejdere) fra en lang række af de førende europæiske klubber, agenter med tilknytning til alle afkroge af den internationale fodboldverden, landstrænere, et stort pressekorps og så de såkaldte ”platugler”.
De sidstnævnte vender vi tilbage til.
Og så havde OB brugt den fine anledning til at invitere sine storsponsorer på en tre-dages tur til Costa del Sol, så de ved selvsyn kunne få et indtryk af, hvordan det sportsligt stod til med den klub, de økonomisk støtter.
Enhver bevægelse, spillerne tog, blev nøje iagttaget. De er salgs- og investeringsobjekter for alle ovennævnte parter – undtagen for pressen, hvis vigtigste opgave, det jo er at beskrive, hvad der hænder inden- og udenfor banen, men som så sandelig også sælger aviser og TV-sendetid på fodboldhåndværkerne/kunstnerne.
Vinterens transfervindue (den periode, hvor spillere må handles mellem klubber) udløb midnat den 31. januar, men et nyt åbnes til sommer. Så allerede nu ser scouts på nye emner for deres klubber og knytter kontakt til spillernes agenter. Således også i Marbella.
Lobby-arbejde
Lederen af det store skandinaviske agentbureau, First Artist Scanadinavia, Carsten Aabrink, siger til La Danesa:
”Ved en begivenhed som Copa del Sol udføres lobby-arbejde mellem spejdere, agenter og klubber. Alle har brug for hinanden i dette marked, der heldigvis er velreguleret, og hvor der er respekt for hinandens arbejde. Men vi har da også ”platugler” omkring os”.
Om sådanne fortæller Carsten Aabrink:
”Det er personer uden licens, som fiser rundt mellem spillerne på deres hoteller og træningsbane for, uden om det etablerede, legale system, at lave handler. Sådanne stødte jeg også på i Marbella”.
I dette spil agerer de professionelle fodboldspillere så efter bedste evne. De er objekterne. Salgsvaren, der her og nu kun bør have en ting i hovedet: At yde deres bedste for deres klub.
Og der blev vist flot fodbold i Marbella i en turnering stort set helt uden bevågenhed fra fodboldinteresserede spaniere. Den lokale avis, Marbella Express, ofrede den således ikke alverden spalteplads.
Videre i Spanien
Fra Marbella tog det meste af personregisteret videre til fodbold-centret La Manga ved Murcia.
Her var nogle af Europas største fodbold-talenter samlet. Flere til fremtidens storhold.
Samtidig satte sportsdirektører fra OB og FCK, Kim Brink og Carsten V. Jensen, sig samme på en restaurant i Marbella for et dobbeltinterview med Esktra-Bladets Rene Schrøder.
Det bliver de to klubber, der kommer til at kæmpe om det danske mesterskab her i foåret.
De mødtes i Copa del Sol om turneringens 3. plads. FCK vandt 2-1 i øsende regnvejr.
Kvinde står bag pleje af sponsorerne
Den 46-årige Lene Dahl er ene høne i den mandsdominerede ledelses-kurv hos den danske mesterskabsaspirant i fodbold, OB. Hendes indsats er mere end almindelig værdsat såvel i som uden for klubben.
Ikke mindst af sponsorerne i det fynske erhvervsliv, som OB har ikke mindre end 230 af. For 70 af de største arrangerede Lene Dahl turen til Costa del Sol i forbindelse med Copa del Sol. Og niveauet blev lagt allerede ved ankomsten. Straks sponsorerne trådte ud af lufthavnsbygningen i Málaga gik turen i bus til den fornemme danske restaurant i Torreblanca, Roca Tranquila, hvor marketingsdirektør Diana Serop veloplagt tog imod og fortalte om stedet.
Samme dag tiltrådte Trine Rømer med en fortid i Tivoli som restaurationschef. Alle nød travlheden – og OB-sponsorerne de fine vine og gode retter.
De er efterhånden ret berejste. OB headhuntede Lene Dahl for seks år siden fra VIA Travel – en af klubbens sponsorer. Hendes erfaring i den branche blev nyttig for tur-aktiviterne.
Sponsorerne har således bl.a. været i New York, Beijing, Cairo og Monte Carlo.
Om det for en kvinde usædvanlige job som salgschef i en fodboldklub, siger Lene Dahl:
”Jeg betragter ikke mit arbejde som et job, men som en livsstil. Fodbold virker på tværs af alle skel, såvel køns-, alders-, jobs- og religionsmæssigt. Vi er i vor branche brobyggere.
Spillerne er mit produkt. Det som bl.a. sponsorerne betaler for”.
Lene Dahl er salgschef i hele OBs organisation, Odense Sport og Events – vel den mest økonomisk robuste fodboldforretning i Danmark for tiden.
Finalen skyllet væk
Finalen i Copa del Sol mellem de to østeuropæsike storklubber, CSKA Moskva og FC Shakhtar Donetsk om aftenen fredag den 12. februar aflystes på grund af voldsom regn. Banen havde allerede lidt overlast i timerne forinden, hvor FCK havde besejret OB med 2-1.
Resultaterne i turneringen, hvor holdene var delt op i to puljer – blå og rød.
Blå:
Molde FK – FC Shakhtar Donetsk 0-3, Kalmar FF – FC København 1-2, FC København – FC Shakhtar Donetsk 1-1, Kalmar FF – Molde 6-4 (efter straffesparkskonkurrence), FC København – Molde FK 2-0 og Kalmar FF – FC Shakhtar Donetsk 0-2.
Rød:
IF Elfsborg –CSKA Moskva 2-3, OB – Rosenborg BK 3-2, Rosenborg BK – CSKA Moskva 1-4, IF Elfsborg – OB 0-2, OB – CSKA Moskva 1-3, IF Elfsborg – Rosenborg BK 1-1.
Placeringskampe:
7. og 8. pladsen:
Rosenborg BK – Molde FK 1-0.
5. og 6. pladsen:
Kalmar FF – IF Elfsborg 1-3.
3. og 4. pladsen:
FC København – OB 2-1.
1. og 2. pladsen:
CSKA Moskva – FC Shakhtar Donetsk aflyst
Den samlede præmiegevinst i turneringen fra arrangøren IEC Events, Sverige, var 2 mio. svenske kroner som fordeltes mellem alle hold i forhold til deres placering. Holder budgettet i forhold til indtægter fra sponsorer og tv, gentages turneringen næste år, oplyser projektmanager Magnus Malmros fra IEC.
Fodboldchefer i Spanien
Ikke kun ved Copa del Sol i Marbella lod danske klubber sig repræsentere i det spanske i februar.
Fodbolddirektører og talentchefer tog i starten af måneden sammen med Dansk Boldspil Unions landstrænergruppe på inspektionstur til La Liga-klubber Athletic Bilbao og FC Barcelona.
Cirka 60 deltog i besøgene, hvor danskerne fandt inspiration ved eksklusiv indsigt i de to forskelligartede klubber med hver især bæredygtige sports- og udviklingsstrategier.
Derudover bød turen på en forelæsning fra den akademiske verden, da professor Magdalene Opazo fra IESE Business School (Navarra Universitet fortalte om forretningsmetoder med udgangspunkt i storklubberne Real Madrid og FC Barcelona.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001