”Mange sygdomme er slet ikke sygdomme, men symptomer eller signaler fra det underbevidste sind”, mener J. Frederik Carøe.
”Med hypnoterapi arbejdes der direkte i underbevidstheden, hvor de dybtliggende årsager til en sygdom findes,” forklarer hypnoterapeut J. Frederik Carøe, og fortsætter: ”Alt hvad vi tænker, siger, oplever og foretager os, bevidst eller ubevidst, har rod i det underbevidste sind, hvor det lagres på vore følelser. Følelser har en rød tråd og det er den, man skal finde roden til. Eller sagt på en anden måde, så er det som at have en splint i fingeren. Man kan ikke se den, men man ved, den er der, for det gør hele tiden ondt og denne mentale splint skal trækkes ud. Det sker under hypnoterapi.”
”Årsagen til en sygdom opstår, før man fylder 25 år. Senere husker vi ikke mange detaljer fra vore unge år, og derfor hjælper behandlingsmetoder, der arbejder med de bevidste sind ikke, det gør derimod hypnoterapi, der arbejder med underbevidstheden. Mange tror, at man ikke ved, hvad der foregår under hypnose, men faktisk skærpes ens sanser i stedet”, forklarer han og understreger, at hypnoterapi altså ikke er psykoanalyse, for patientens baggrund er i denne sammenhæng slet ikke interessant.
Hjælp til selvhjælp
Frederik har arbejdet med denne behandlingsmetode i seks år. Han startede efter i halvandet år at have passet sin sambo, der havde cancer.
”Da hun døde, faldt jeg ned i et sort hul og i et forsøg på at komme ud af det, drog jeg til Frankrig for at studere fransk. Pludselig fandt jeg, at jeg vågnede op med et smil, og jeg vidste, at jeg var klar til at komme videre. Skubbet i den rigtige retning kom, da jeg læste en artikel om hypnoterapi i en avis” beretter han.
Frederik begyndte at studere denne behandlingsmetode, som i Danmark vinder større og større accept, og han lærte at bruge teknikkerne.
”Jeg spurgte også mig selv om, hvor fx depressioner kommer fra, og hvad årsagerne til fysiske sygdomme som cancer egentlig er. Jeg fandt svarene og har siden hjulpet mange mennesker” fortsætter Frederik. Han erkender, at han lærte meget af sin sambos sygdom, og måske derfor holder han især af at behandle alvorligt syge mennesker og skeptikere, der ender med at måtte erkende, at metoden hjælper.
”Jeg guider egentlig mine patienter til at helbrede sig selv. Jeg lærer dem, hvordan de selv kan finde frem til underliggende årsager til en psykisk eller fysisk lidelse” siger Frederik, som videre forklarer, at hypnose er et naturligt stadie, som bedst kan beskrives som en form for dyb meditation.
Han deler sin tid mellem Spanien, Danmark og Tyskland, hvor han planlægger at begynde at give undervisning. Han har desuden skrevet en bog om behandlingsmetoder.
• En session med hypnoterapi varer mellem 45 minutter og to timer.
• Normalt kræver et behandlingsforløb én til fire sessioner.
• Man vil bagefter kunne huske hele forløbet.
• Alle mennesker, også børn fra seksårs-alderen, kan hypnotiseres.
• Terapeuten kan kun få patienten til det, han eller hun selv vil.
• J. Frederik Carøe er certificeret instruktør i hypnose og hypnoterapi.
• Læs mere på www.hypnose-information.dk.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001