Vi møder veteranerne… Benny Tybo

Han er nok den, der har været her længst. Benny Tybo var nemlig knapt blevet teenager, da han i 1976 flyttede med familien til Torre del Mar. ”Hvor vi sidder lige nu, blev der dengang dyrket jordbær og kartofler. Solkysten var præget af åbne landskaber, små byer – og der var langt imellem dem,” erindrer Benny. Han var én af de få udlændinge på egnen. Til gengæld blev der taget forrygende godt imod ham.

Han har boet i eller omkring Torre del Mar i 47 år. Det er let at tænke tilbage og blive nostalgisk, men Benny husker også de hårde tider. ”Costa del Sol har altid været offer for nogle voldsomme op- og nedture. Men vi har holdt ud og altid været fast besluttet på at blive her. Det er jeg lykkelig for i dag,” fortæller Benny Tybo. Det er ikke kun økonomien og forretningerne, der var været på rutschetur. Det har også været følelserne. Lille Benny frygtede første skoledag. ”Min spanske folkeskole var et nedlagt nonnekloster, og jeg skulle i en klasse, som var præget af urolige elever, der skulle gå skoleåret om. Det lød meget uhyggeligt – men blev hurtigt vendt til noget hyggeligt,” erindrer Benny Tybo. Han erindrer også tydeligt, at han kun havde én lærerinde, som underviste hans klasse i alle fag. Lærerinden kiggede meget forbavsende på Benny, da han i sommerferien efter syvende klasse dukkede op for at indskrive sig til næste skoleår. ”Jeg anede ikke, at skolegangen var slut. Ville man læse videre, var der dengang kun skoler på den anden side af Málaga.” Det var andre tider – helt andre tider.

På bustur med hele familien

Det var dog ikke nogen sag for en udlænding at boligejer. At få fragtet sine møbler til Spanien var derimod en kæmpe udfordring. ”Alt skulle fortoldes, og inden da måtte min far ligge et depot i banken. Et år senere kom Guardia Civil så for at bese møblerne i vores hjem, og min far fik sit depot igen,” husker Benny, som trækker på smilebåndet, hvis nogen i dag beklager sig over bureaukratiet. ”De åbne grænser, infrastrukturen og sundhedsvæsenet har med årene gjort livet i Spanien både bedre og lettere. Det må ingen nogensinde glemme.” Men Familien Tybo var bestemt ikke ene om at drømme om et liv under solen sidst i 70’erne. For at få drømmen opfyldt tog man gerne bussen. “Rutefarten Solruten blev i 1981 mit første forretningseventyr med min far og svoger. Mange Costa del Sol-veteraner husker turen, og har sikkert været med ombord, men aner ikke, at jeg var den unge chauffør,” griner Benny. Han fik unægtelig kørt nogle kilometer, men han nød at være i arbejde. Hans bedste læresætning har altid været Learning by Doing. Den førte ham videre til firmaet Spansk Ejendomshandel – med sin far. Og møbelbutikken Muebles Piramides Puerto – med en anden svoger. Det er lige præcis her, den danske iværksætter har haft sine bedste år. ”Vi åbnede i ’99, og derfra havde jeg både personligt og forretningsmæssigt de ti bedste år i mit liv, inden jeg valgte at sælge” fortæller Benny, som i dag er tilbage i samme butik – som ansat.

Ro på livet

Benny Tybo har altid arbejdet meget, men lever også godt. For en håndfuld år siden lovede han sig selv, at det skulle være slut med at arbejde solen sort. Og tilsvarende at han og konen, Puk, skal på mindst to rejser om året. ”Vi er vilde med Italien, Portugal og Frankrig, hvor vi tidligere havde hus. Og så med Spanien – naturligvis. Vi kan køre Sydeuropa tyndt og kan ikke finde motivet til at rejse længere væk,” fortæller Benny, som stærkt anbefaler rejser ind i landet og besøg i de knap så store spanske byer som f.eks. Salamanca. Når han ikke er på rejse, i møbelforretningen eller ved at renovere sit nye hus, nusser han om sine portvine i sin vinkælder – eller også er han i den lokale menighed. Benny Tybo tror nemlig meget på Gud – og tror på, han hedder Jehova. ”Mange tror, Jehovas Vidner ikke må drikke alkohol, men det passer ikke. Vi drikker skam, men altid med måde. Dér ligger forskellen,” fortæller Benny Tybo, som elsker et godt glas portvin. ”Jeg er ikke vinkender, men vinelsker, og har flere gode portvine, som har ligget i 20 år. De er købt som unge på auktion og er nu modne,” slutter Benny Tybo. Det er med ro i sjælen, han åbner en af de gamle flasker og tænker tilbage på 46 gode år i Spanien.