Det danske magasin i Spanien
Velkommen til en dugfrisk udgave af La Danesa

Velkommen til en dugfrisk udgave af La Danesa

Del

I månedens magasin kan du møde en vaskeægte veteran. Det er ikke ham, der har været her længst – men det er ham, der har fået størst opmærksomhed. Således var store dele af den lokale spanske og danske presse samlet omkring John Frank på en smuk forårsdag i ’95. Et lille stykke dansk/spansk politisk historie skulle skrives. For første gang blev en ikke indfødt spanier præsenteret som borgmesterkandidat. De tunge drenge fra partitoppen i Partido Popular var samlet. Blandt dem stod John Frank. Uerfaren, upåagtet og, indtil da, et ubeskrevet blad i spansk lokalpolitik. Mød John Frank til en snak om “de gode gamle dage” på Solkysten.

Du kan også møde Ole Mikkelsen der har rejst verden rundt inden han for et par år siden faldt til ro i Torremolinos. Det er blevet til et overflødighedshorn af oplevelser. Hr. og Fru Danmark misunder givetvis den ene halvdel. Den anden halvdel vil de utvivlsomt gerne være foruden. Her tager vi det hele. Det er Ole Mikkelsen – uden filter.

Der er ingen tvivl om, at Spanien har noget særligt at tilbyde besøgende med sin smukke og varierede natur, rige kultur, arkitektoniske og kunstneriske skatte, unikke historie, fantastiske mad og venlige mennesker. Sidste år modtog Spanien rekordhøje 84 millioner turister, en stigning på 24% i forhold til året før.

Turismebranchen glæder sig naturligvis, og håber, at det indeværende år bliver det bedste nogensinde, og at 2025 bliver endnu bedre. Men er der en turistgrænse, som man ikke bør overskride? Kommer det nogensinde til et punkt, hvor landet burde sige NOK, og man faktisk ikke vil have flere, men derimod færre turister?

Den turisme, som Spanien har i dag, og turistindustrien håber at have i fremtiden, er ikke længere bæredygtig. Det er klart, at landet har brug for turister, men uden vand og andre ressourcer vil ingen nyde at komme hertil.

I denne måned har vi set på konsekvenserne af masseturismen.

Sakura betyder kirsebærblomst og er også navnet på de japanske kirsebærtræer med de smukke blomster, og intet leder tankerne så meget til Japan som kirsebærblomster. Drømmer du om at opleve kirsebærblomster og japansk kultur, kan drømmen gå i opfyldelse uden at skulle rejse til den anden ende af kloden. I den nordlige del af Axarquía, kun et stenkast fra bjergene bag Málaga, fejres Sakura-festivalen i april. Tag med La Danesas udsendte til Sakura-festival i Alfarnate.

Det er nærmest umuligt ikke at stifte bekendtskab med bare nogle af Málagas 90 borge, men alligevel er der mange af os, som ikke skænker dem en tanke i det daglige. Det er en skam, for det er fæstningsværker, der vidner om knudepunkter i et magtspil om kongeriger, og hver har deres egen spændende og unikke historie at fortælle. I denne måned besøger vi en de mest kendte og besøgte borge for os danskere – Castillo Sohail i Fuengirola. Men kender du historien om dets seneste blodige slag?

Højsæsonen på Costa del Sol nærmer sig og med den kommer dage på stranden og i havet. Nogle nyder lange og dovne stranddage, mens andre gerne vil fylde dem med spændende aktiviteter. Uanset hvad er det godt at vide, hvad man må og ikke må på strandene og i vandet. Bliv klogere på det nye regelsæt for, hvad der er god opførsel på provinsens strande.

Disse og andre spændende emner kan du finde i månedens udgave af La Danesa. Har du lyst til meget mere, kan du tilmelde dig onlinetjenesten DanesaPlus+ der byder på daglige nyheder, masser af spændende artikler og en række attraktive medlemsfordele.

God fornøjelse!

MN

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.