De gør stor nytte, men kendskabet er begrænset – særligt på Costa del Sol.
Det vil Mugge Fischer nu gøre noget ved. Han er ny repræsentant for Danes Worldwide i Málaga-provinsen. ”Alt for få er bekendte med foreningens rådgivning og tilbud til dig, som bor i Spanien og ønsker at bevare et godt tilknytningsforhold til Danmark,” mener Mugge, som lover masser af information og bevægelse i fremtiden.
Mugge Fischer har boet på Solkysten i 22 år. Hans ægteskab er spansk, hans arbejdsplads er dansk og hans omgangskreds er international. Mugge er én blandt tusindvis af danskere, der har fundet lykken i Spanien – men også er lykkelig for at være dansk. ”Jeg gør alt for at bevare mine relationer til Danmark – både sentimentalt og rent praktisk. Det sidste hjælper Danes Worldwide mig med,” fortæller den nye repræsentant for foreningen i Málaga-provinsen.
For de globale danskere
Danes Worldwide har en lang historie, som konstant opdateres. Foreningen er skabt dels for at hjælpe danskere, der flytter ud i verden – og måske senere hjem igen. Og dels for at tale udlandsdanskernes sag over for politikere og andre beslutningstagere. Danes Worldwide holder til i det centrale København. Her finder vi også foreningens eksperter og rådgivere. ”Som medlem af Danes Worldwide får du individuel rådgivning indenfor bl.a. skat, pension, uddannelse, flytning og bolighandel. Det kan vise sig at være en uvurderlig hjælp, uanset hvem du er – og om du flytter ud eller hjem,” mener Mugge Fischer som glædeligt, igennem mange år, har betalt sit årskontingent på DKK 780,-
”Det tjener sig hurtigt ind igen,” mener den nye repræsentant, og understreger at Danes Worldwide tilbyder meget mere end rådgivning. ”Vores online danskundervisning er blevet et stort tilløbsstykke. Det samme er vores sommerskole, som sikrer børn et stærkt tilhørsforhold til Danmark,” forklarer Mugge Fischer.
De stærke mærkesager
Der arbejdes på at hjælpe – men også på at blive hørt. Og heldigvis høres der mere og mere på Danes Worldwide. Foreningen har i årtier kæmpet for stemmeret, fair skatteaftaler og dobbelt statsborgerskab for udlandsdanskere. Det sidste lykkedes for nogle år siden. ”Danes Worldwide var yderst aktive, forud for vedtagelsen af loven om dobbelt statsborgerskab. Loven giver os nu mulighed for at søge statsborgerskab i det land, vi bor i – uden at måtte opgive vores danske statsborgerskab. Det var en stor sejr for mange,” fortæller Mugge Fischer. Han har kun ét pas (det danske), men synes det er fremragende, at muligheden for dobbelt statsborgerskab nu findes. Tilsvarende håber han udlandsdanskere snart kan få stemmeret i Danmark. ”Foreningen kæmper for det, men har naturligvis brug for støtte. Også din støtte,” siger Mugge Fischer, som opfordrer alle danskere på Solkysten til at blive medlem. Fremover vil han dedikere en stor del af sin fritid på formålet. ”Jeg håber at få lidt taletid til en lang række events her på Solkysten. Det kunne være i kirken, i klubberne, til network-aftener eller til en koncert,” forklarer den nye repræsentant. Han ved, det kommer til at koste tid – men han glæder sig. ”Jeg har altid taget del i frivilligt arbejde – blot sagen er god. Og Danes Worldwide er alletiders forening for os danskere i udlandet,” slutter Mugge Fischer.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001