Las Tablas de Daimiel – en skøn lille plet på Spanienskortet

Las Tablas de Daimiel – en skøn lille plet på Spanienskortet

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Ordet ”tabla” kan betyde bræt, planke, tavle og 21 andre ting ifølge min ordbog, så der er ikke noget at sige til, at det kan være svært at gennemskue hvad Daimiels ”tablas” henviser til. Og jeg skulle da også helt derop og se dem selv, før jeg forstod, at der her er tale om en flad slette, der er oversvømmet af vand. Her betyder ”tabla” altså vandslette, fladt vådområde, måske vandspejl eller glat vandoverflade. Las Tablas de Daimiel er Spaniens mindste nationalpark, på kun 30 km2 og den er opstået der, hvor den vældige flod Guadiana får tilløb af en sideflod ved navn Gigüela. Disse to floder oversvømmer den flade slette syd for Los Montes de Toledo, og dette lave vand er meget eftertragtet for trækfugle, for her kan de finde føde og overnatte i sikkerhed. 

Las Tablas de Daimiel er altså et tilløbsstykke for fugleelskere, for her kan man få sin lyst styret. Vi så skarver, silkehejrer, fiskehejrer, hvide storke, flamingoer, traner, gråænder, spidsænder, pibeænder, krikænder, skeænder, gravænder, troldænder, rødhovedede ænder og taffelænder. Men det er ikke kun fuglene, der gør Las Tablas til et interessant besøg.  Der hviler en ro og fred over dette område, som er opløftende og skøn. Det er jo et fladt terræn man går i, men i det fjerne rejser Los Montes de Toledo sig og lokker de oplevelseslystne. Der findes adskillige vandreruter hen over bjergene, hvis højeste punkt er 1603 m.o.h., men man skal huske på, at den castilianske højslette (også kaldet La Meseta central) i sig selv ligger ca. 650 m.o.h., så Los Montes de Toledo rejser sig ”kun” ca. 950 m. over det omkringliggende landskab.

La Meseta Central dækker over halvdelen af Spaniens areal og det er som regel fladt som en pandekage. Det er derfor velegnet til agerbrug og størstedelen af Spaniens hvede dyrkes her. Men landbrug kræver vand, og selv om der er masser af vand i undergrunden, idet La Meseta hviler på kalklag, der kan rumme uanede mængder af vand i sin svampede struktur, så er der nu begyndt at være vandmangel til at oversvømme Las Tablas de Daimiel.

Vi havde booket en guidet rundtur i nationalparken, og det var vi meget glade for. Vi havde booket her: http://www.ecodestinos.es/las-tablas-de-daimiel-(parque-nacional)_fichaActividad_73.html og det var et hit, for vores guide var yderst sympatisk og vidende. Vi fik derfor mere ud af besøget end vi ville have gjort, hvis vi bare var gået ind i nationalparken på egen hånd. Det kan man nemlig gøre og adgang er gratis. En rundvisning koster 15 € pr. næse.

Las Tablas ligger ca. 10 km. nord for Daimiel og på hotel Doña Manuela havde vi fået et kort, der viste os hen til nationalparken. Midt i november var det hundekoldt i Daimiel – ca. 2 gr. så tag varmt tøj med.

Vores rundvisning startede kl. 9.30 så vi forlod hotellet kl. 9 i god ro og orden og ankom til las Tablas 25 min. senere. Her stod vores flinke guide Manolo og ventede på os med kikkerter, så det var perfekt. I vores lille gruppe på fire havde vi Tue og Hanne som er fuglekiggere par excellence og de var vilde i varmen, for på vejen ud til parken passerede vi en meget stor flok traner, som stod på en mark og spiste. Nu er traner åbenbart sjældne at se i så store mængder, så stor var begejstringen. Vores guide forklarede, at de var landet her fra Nordskandinavien på vej til Afrika, hvor de overvintrer. Men Tue havde også til sin glæde en efterårsdag observeret dem trække hen over København, hvor han bor. Traner bruger helst termalvinde til at svæve på, og disse vinde opstår kun over land. Det er derfor disse store fugle tager ruten ned over Centraleuropa og Spanien og undgår at flyve over Middelhavet. Men her var de altså landet i dag, for et sådant vådområde kan forsyne dem med føde og nattely. Sagen er nemlig den, at de sover med benene i vand. På den måde kan de høre og mærke, hvis der kommer rovdyr, som plasker i vandet og dermed vækker dem. Men desuden har de hver nat 3 traner på vagt, der straks adviserer flokken, hvis der kommer en ræv el. lignende.

Vores rundtur følger en gul rute rundt i nationalparken og vi begynder med at se en masse ænder henne i en såkaldt akklimatiseringssø. Her er de beskyttet mod angreb af et net og der så ud til at være liv og glade dage.

Den gule rute går hen over 4 små øer, som er forbundet af træbroer, og da vi var så heldige at have kejservejr, var det den ene stjernestund der afløste den anden. I hele parken var der kun os, da det var udenfor sæsonen og tidligt, så der hvilede en fred over det hele som man sjældent oplever.

På trods af vandmanglen var de fleste steder, hvor vi gik, pænt oversvømmede, men vi så også flader, som lå tørlagte. Manolo bebrejdede landbruget for at bruge for mange af vandresurserne, og da regnmængden også er faldende pga. klimaforandringerne, var han lidt dyster med hensyn til fremtiden. Sagen er nemlig den, at kolossale mængder vand siden 1990erne er blevet kanaliseret gennem kæmpestore rør fra svampen under Castilla la Mancha ned til Almería, som dermed fik vand til sit grøntsagseventyr, som forsyner store dele af Europa med grøntsager. Så Las Tablas de Daimiel må altså bøde for den politiske beslutning, der blev taget engang og hvis konsekvenser, man nu ser.

På en af de 4 øer er der bygget et lille infohus og her sidder vi lidt og nyder freden og synet af en stor flok storke, der lige kan skimtes bagved nogle siv.

På et tidspunkt passerer vi et lille hus, som engang var hjem for en fiskerfamilie, der engang fristede en ydmyg tilværelse her.  I det lave vand kunne man nemlig fange flodkrebs, og dem var der stor efterspørgsel efter blandt overklassen i Madrid. Men da Las Tablas blev erklæret nationalpark i 1973 var det slut med fiskeriet, idet ingen må bo inde i en nationalpark, som jo er det naturområde, der nyder den største beskyttelse.

Man kan besøge parkens website her: http://www.lastablasdedaimiel.com/el-parque_elparque_25.html

Bevoksningen i nationalparken er præget af det usædvanlige træ: el taray, som har tynde, fistne blade og som på denne årstid var pænt klædt i efterårsfarver. Hvis træet vælter, sætter det blot nye lodrette skud op i vejret og vokser videre. Derved opstår der besynderlige træformer, som er spændende at se på.  Udover fugle så vi en gato montés (bjergkat, som er betydeligt større end en huskat) og spor efter vildsvin nede i det flade vand.  

Jeg spurgte Manolo, hvor Guadiana floden udspringer og fik at vide, at det gør den i naturparken Las Lagunas de Ruidera, ca. 100 km. mod sydøst. Det specielle ved Guadiana er, at den fra udspringet og frem til Las Tablas løber under jorden, nede i svampen og dukker op igen i nogle ”ojos” altså øjne, som er huller i klippen, hvor floden trænger op. Interessant er det med denne flod, som er Spaniens 4. største og som længere mod vest på en 100 km. lang strækning danner grænse mod Portugal. Da vi besøgte byen Monsaraz i det vestlige Portugal så vi Europas største vandreservoir i form af søen Alqueva, som dækker 250 km2 (som Langeland), og som er dannet ved opdæmning af Guadiana.  

Vores besøg tog ca. 3 timer og vi gik 3,7 km. Vi tager nu hjerteligt afsked med Manolo og kigger derefter ind på besøgscenteret, som er fint og informativt.  Vi haster nu hen til den nærmeste bar, for man bliver sulten af at se fugle og gå rundt på træbroer.

Inden vi forlader Daimiel tager vi lige et smut hen til den nærliggende sø: La Laguna de Navaseca, hvor der er flere fugle, især mange flamingoer. Vi går nu rundt om denne lille sø på en rute der er 2,7 km. Og så er vi klar til at stikke næserne hjemad til La Herradura efter endnu en herlig udflugt.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa