Velkommen til LA DANESAs septemberudgave.
Efter en veloverstået sommer, er vi klar med et dugfriskt magasin med masser af spændende læsestof. Her er lidt af det, vi har valgt at fornøje vore kære læsere med i denne måned:
”Alle sagde, jeg aldrig ville komme hjem igen. Jeg var dog langtfra overbevist – men de fik jo ret,” fortæller Maria Henningsen med et smil. Hun husker tydeligt panoramaet, da hun for 16 år siden landede i Málaga. I hånden havde hun kæresten. I favnen bar hun sin tre måneder gamle datter. Forud var gået en lang række rejser og tilfældigheder. Mød den rejseglade og farverige kvinde, Maria Henningsen i månedens skæve vinkel.
Han har optrådt for danskere i den vide verden – men aldrig i Spanien!
Det bliver der nu rådet bod på, når et af de største danske navne i showbiz gennem tiderne, den humørfyldte og ukuelige Per Pallesen holder foredraget ”Osse li` på studs” på Costa del Sol. Vi har mødt Per Pallesen til en snak om hans eventyrlige liv.
I sommervarmen er ferskvand ekstra dejligt, og vi bliver mindet om, hvor vigtigt vand faktisk er. I byerne går tankerne måske primært på, hvor godt det er at få et koldt glas vand og en dukkert i poolen eller havet på en varm sommerdag, mens det på landet ofte handler om at have vand nok til afgrøder og dyr.
Siden umindelige tider har mennesket søgt måder at håndtere vand på. Nogle, der var eksperter i dette, var araberne, som deres arv i La Alpujarra i Granada-provinsen viser.
Læs den spændende artikel om de tusindvis af kilometer af vandkanaler i La Alpujarra Las Acequias.
Vildsvin, tamsvinets stamfar, er vidt udbredt i Spanien, og der findes mange af dem på Costa del Sol. Mange steder kan de ofte ses i nærheden af bebyggelse, veje, industri- og forretningsområder, og pga. deres påståede aggressivitet er der mange, som lader sig skræmme af, at der findes vildsvin i nærområdet. Men er de så farlige, som folk påstår? Få svaret inde i magasinet.
Om sommeren er det både godt og forfriskende med kold suppe, og en særligt oplagt en, når termometeret ryger i vejret, er kold tomatsuppe. Mange spørger sig selv, hvad der er hvad, når det kommer til de to kolde tomatsupper Salmorejo cordobés og Porra antequerana – er det det samme eller er der forskel på dem?
Takket være det internationale miljø på Costa del Sol med mennesker fra over 100 forskellige nationaliteter, som bor og arbejder langs kysten, kan man, foruden den fantastiske spanske mad, også nyde mad og drikke fra hele verden.
I artikelserien Mad fra hele verden tager vi for os af de mange forskellige landes retter og diskuterer deres særpræg – og afliver måske nogle velkendte myter undervejs så vel som at informere dig som læser om nogle af de restauranter, som serverer netop din yndlingsret her langs kysten. Denne måned handler det om Tex-mex og det mexicanske køkken.
For femte sæson i træk skal Málaga CF nu forsøge et comeback til den fornemste fodboldrække i Spanien, La Liga. Med sponsorater fra danske Hummel og Málaga Kommune satser Málaga CF på veteraner med international karriere i et nyt sportsligt ryk der vækker opsigt i spansk fodbold.
Se det interessante galleri af veteraner med CVer tællende La Liga-optrædener og visitter i udenlandske klubber på Málaga CF-siderne.
God læselyst!
MN
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001