Husker du sommeren '93?

Det er et af tidens mest spillede hits – produceret af en at tidens helt store musikere.

Bryan Adams’ ”Summer of ’69” vækker minderne frem hos mange.

Jeg var ikke selv kommet til verden i ’69, men i en tid med ungdomsoprør, Woodstock Festival, pornografiens frigivelse, samtidig med at Neil Armstrong lander på månen, kan jeg sagtens forestille mig, at sommeren ’69 ikke var kedelig for datidens unge og andre med lyst på livet. Men det var sommeren ’93 også. Vel har den zambiskefødte sanger Rozalla ikke samme CV som Bryan Adams, men hendes hit ”Everybody is free to feel good” lagde alle ned dén sommer.

Netop ”free to feel good” var hvad vi var i ’93. Berlinmuren var revet ned – helt ned. Og den russiske bjørn var tam – helt tam. Årtier med diktatur, planøkonomi og kold krig blev udskiftet med åbne grænser, sund fornuft og en fælles lyst til at få det nedslidte Østeuropa genopbygget og tilbage på sporet. Det var frihed – for alle. Og det føltes godt.

I sommeren ’93 blev EU’s indre marked rullet ud. Det betød fri bevægelighed for alle borgere, al handel og al kapital. For en tusse eller to kunne man nu købe en Interrail togbillet og rejse Europa tyndt i en måned uden at skulle tænke på pas og visum. Man skulle kun tænke på at leve. Og der var plads til alle med mod på livet. Det var der også på Erasmus’ udvekslingsprogrammer. Hvad der hidtil havde været et privilegie for nogle få, blev nu en mulighed for næsten alle. Studerende fra Holland læste et semester i Spanien og en studerende fra Italien tog et semester i Irland. Det var nye tider – og nye oplevelser for livet. Det var frihed. Og det føltes godt.

Det indre marked fik også eventyrlysten til at blomstre i erhvervslivet. Aldrig før er der blevet etableret så mange virksomheder på tværs af landegrænserne og tilsvarende set så mange udstationeringer af rejselystne medarbejdere. Al import og eksport satte nye rekorder, og naturligvis skabte det vækst. Det var frihed. Og det føltes godt. – Så godt at selv de EU skeptiske danskere, der året inden havde stemt ”nej” til mere EU, nu storsmilede.

Vi var alle en del af et Europa i udvikling – en sund udvikling. Vi havde det hele – dog ikke

internet, mobiler eller sociale medier. Men det behøvede vi heller ikke.

I stedet for at kigge ind i en skærm kiggede vi fremad – uden frygt for en finanskrise, en pandemi eller en krig i Europa. Det var frihed. Og det føltes godt. Det var sommeren ’93.

De seneste år er det desværre gået den gale vej. Noget af det vi i fællesskab har kæmpet for og opbygget er faldet sammen. Storbritannien – en af de største brikker i EU-puslespillet passer ikke længere ind, og den russiske bjørn nøjes ikke længere med at brøle. Tilliden og samarbejdet med den russiske stormagt er på grusomste vis gået itu.

Vi kommer til at slås for det, hvis vi skal have følelsen af frihed og de gode vibrationer fra sommeren ’93 tilbage. Men det SKAL vi. Vi må gi’ hvad vi har!