Et halvkedeligt familiebesøg og et tørt stykke jord skulle vise sig at blive begyndelsen til et farverigt liv på Costa del Sol. Vi skal tilbage til slutningen af 70’erne og et meget jomfrueligt Costa del Sol. Bo Rosenkilde så dog lidt anderledes på det. For ham var det det nye Los Angeles. ”Ingen steder som i LA, har man hav, bjerge og skisport indenfor så kort rækkevidde som her. Det er lige mig,” tænkte den unge læge. Det samme tænkte han få måneder senere, da han stod på et jordstykke i Benalmádena og så ud over havet. Der var ingen naboer i miles omkreds. De kom først senere. Historie vil at der også skulle gå tyve år før Bo Rosenkilde fik taget første spadestik. Først skulle han ud i den store verden.
Opvæksten var tryg og forkælet i Hellerup lidt nord for København. Men Bo havde ikke tænkt sig at leve hele livet i trygge rammer. Som læge har han været vidt omkring. ”Jeg har altid fordybet mig i forskning og skrevet mange specialer, som har fået opmærksomhed. Derfor har jeg holdt talrige foredrag i Canada, USA, Brasilien og flere steder i Europa. Det har været ekstremt spændende,” fortæller Dr. Rosenkilde, der i en alder af 38 tog kone og børn med et år til Saudi Arabien. Opgaven var at opstarte den kirugiske afdeling og uddanne personale til et lokalt sygehus. ”Jeg har været vidt omkring med mit erhverv, og det er jeg evig taknemmelig for. Det var et godt valg,” fortæller Bo Rosenkilde, med tanke på da han som 17-18 årig besluttede sig for at kaste sig over lægestudiet. ”Det er en lang uddannelse, men den giver også frihed, fordi man kan gå flere veje og sent kan vælge speciale,” fortæller den danske læge, der inden han rundede de 30 var speciallæge i kirurgi.
Lysten til sit arbejde og lysten til at bo fast i Spanien fik ham til at overtage Sven Refslunds gamle klinik i Fuengirola. Og siden 2005 har Bo været fast mand på Costa del Sol. ”Én uge om måneden er jeg tilknyttet et sygehus i Danmark, og det passer mig fint. Det sikrer lidt forandring, som jeg elsker – både privat og arbejdsmæssigt. Men det er her, jeg hører til…,” kommer det ordfast fra Bo, som runder sætningen af: ”…og det er her, jeg bliver”.
Bo Rosenkilde har nemlig ikke bare et godt socialt liv og de ideelle muligheder for at nyde sine to hobbies; tennis og ski. Han har også stor tillid til sygehusvæsenet. ”Jeg bliver gerne gammel her. Livet er skønt her – også for de gamle. Jeg skal i alt fald ikke ende med at sidde og flette eller sætte perler på snor på et dansk plejehjem,” slutter den livsglade dansker.
Bo Rosenkilde har masser af gode år foran sig. Han nyder fortsat sin Gin Tonic, kærligheden og udsigten fra sin villa i Benalmádena. Det er lige ham – Præcis som i ’78.
1. Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig.
Fra da jeg var to til seks år boede jeg på Grønland. Jeg husker, vi kun var ti unger i byen, og jeg var vild med sælspæk. Det var vores slik.
2. Din dårligste vane?
Jeg drikker nok for meget Coca-Cola. Jeg kan finde på, at drikke det midt om natten.
Heldigvis er det ikke så usundt, som mange tror. Det er faktisk godt for maven – særligt hvis den er lind.
3. Din bedste og dårligste handel?
Min bedste handel går tilbage til 1978, da jeg købte min grund i Sierrazuela (Benálmadena) for det, der i dag svarer til 10.000 euro. Det er områdets bedste og bl.a. derfor jeg stadig bor der. Min dårligste var da jeg blev gift, og skilt, for anden gang. Det blev en dyr fornøjelse.
4. Hvad gør dig nervøs?
Næsten intet – jeg ta’r tingene, som de kommer. Jeg har i årenes løb været igennem flere psykologtest, som alle viser, jeg har is i maven.
5. Har du et godt ritual?
Nej – jeg kan i alt ikke komme i tanke om nogle. Måske er jeg lidt atypisk, men jeg har altid prioriteret frihed frem for faste vaner og ritualer.
6. Har du et hemmeligt talent?
Det er ikke et talent – men kan finde ud af at spille tennis og stå på ski.
7. Hvis du ikke var læge, hvilket erhverv ville du så have?
Pilot. Jeg var tæt på at gå den vej som ung. Men dengang var der kun militærets vej, og det var ikke mig. Det var midt under Vietnam krigen, som jeg var stor modstander af.
8. Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?
Erling Olsen – politikeren, som var minister under Anker Jørgensen. Han havde et anderledes og afslappet forhold til politik, som jeg godt kunne lide.
9. Tror du på gud?
Nej – og jeg tror heller ikke på, vi har været her før eller har et liv efter døden. Jeg mener derimod, vi mennesker er molekyler, der går op i molekyler.
10. Hvilken af de fire tilgængelige Covid-19 vacciner er bedst?
De er alle gode, men jeg er imponeret over den nye mRNA teknologi, som Pfizer og Moderna har baseret deres vacciner på. Jeg fik Pfizer vaccinen først på året, men havde foretrukket AstraZeneca, da jeg mener den er mere traditionel og robust.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001