Det danske magasin i Spanien
Bliv sund & stærk i 2021

Meningerne er delte, men mens vi venter på vaccinen, kan vi gøre noget helt andet for at styrke os mod Covid-19 smitten og andre sygdomme – helt uden medicin. La Danesa har fået en god snak med Friederich Damore om at styrke sit immunforsvar, få mere energi og om at tabe de overflødige kilo.


Friederich Damore skiller sig lidt ud fra mængden. Han har tillid til både lægerne og lægevidenskaben, men mener, vi alt for ofte glemmer det fundamentale i bestræbelserne på at blive sunde, stærke og harmoniske mennesker. ”Vi siger B og C men springer A’et over,” mener han. I det følgende giver vi god plads til netop dét bogstav – præcis som du får klare tips og vejledning til, hvordan du bliver sundere og stærkere her i det nye år.

Pas bedre på dig selv 

Friederich Damore pakker ikke ordene ind i vat. ”Har du et stærkt immunforsvar, er risikoen for at blive alvorlig syg af Covid-19 smitte markant mindre. Det gælder også alle andre vira, lidelser og sygdomme,” forsikrer han og fortsætter: ”Mange frygter at blive smittet, men det er de færreste, der gør noget for at styrke kroppens naturlige forsvar mod en eventuel smitte.”

”Tag et dagligt multivitamin, C-vitamin, D-vitamin, fiskeolie og probiotika for maven. Så får du et stærkt immunforsvar, som er med til at holde dig sund.”

Friederich Damore har sin klare opskrift på, hvordan vi styrker vores immunforsvar. Han mener, ganske enkelt, vi skal se på hvordan vi mennesker er opbygget, og hvad vi har brug for. ”Det meste handler om kost. Vi har brug for en masse kulhydrat og protein, og det får vi gennem frugt, grøntsager, fisk og kød. Holder vi os til disse fire ting, og smider alt overflødigt væk, bliver vi sundere og stærkere. Dybest set ved vi det godt – men alligevel glemmer vi det.” Han påpeger, at dårlig og forkert kost ikke bare er den vigtigste årsag til et svagt immunforsvar, men også til et for højt blodtryk, dårligt kredsløb og allergi. Friederich Damore pointerer, at nogle lidelser og svagheder, kan være genetiske. Derfor er han en stor fortaler for de såkaldte organic tests, som præcis fortæller, hvad det enkelte individ har brug for.

”Stress og dårlig kost tapper dig for energi. Kig dig selv i spejlet og tag de nødvendige valg. Har du brug for hjælp? – så sig til. Få omlægninger i din hverdag kan fylde dig med positiv energi.”

”Tager du sådan en test, og efterlever anbefalingerne om kost og kosttilskud, kommer du langt i bestræbelserne på at holde dig sund og stærk. En organic test koster små 350 euro. Sættes det op imod, hvad man ellers over årene bruger på behandlinger for sygdom, smerter og lidelser, er de penge givet godt ud,” mener Friederich Damore, som ikke tøver med at anbefale en god base af kosttilskud for at sikre et bedre immunforsvar. Den består af: multivitamin, C-vitamin, D-vitamin, fiskeolie og probiotika for maven. Specielt D-vitamin og fiskeolie må man gerne tage ekstra af i disse tider.

Energifyldt 2021

Det nye år kan hurtigt vise sig også at blive et travlt år. Arbejdsmæssigt skal det tabte indhentes, og det kræver masser af energi. ”Q10 er en rigtig god energi booster. Køb det i 400 eller 600 mg. og tag det altid om morgenen. Pharmanord har et rigtigt godt produkt, som forhandles i de fleste helseshops,” anbefaler Friederich Damore, som dog langtfra mener, et enkelt kosttilskud er nok. ”Stress tapper dig for energi. Er det tilfældet, bliver vi nødt til at kigge os selv dybt i øjnene og få omstruktureret vores hverdag. Det ordnes ikke på ti minutter, men vi bliver nødt til at tage nogle valg, gøre nogle prioriteringer og få kalenderen organiseret, så vi kan følge med.” En god psykolog eller coach er guld værd for, som Friederich Damore formulerer det,: ”Grænsen mellem positiv og negativ energi kan være hårfin.” Når snakken går på at skabe energi, kommer den danske vejleder på ny ind på kosten.

”Hold dig til kød, fisk, frugt, grøntsager og skær alt det overflødige fra. Kombiner med lidt sport og du er sikret et markant vægttab.”

”Dårlig kost er lig med dårlig energi, som følger dig både på arbejdet, privat og når du dyrker sport. En god kost derimod, giver dig den fornødne energi – hele vejen rundt.” Friederich Damore har nu flere gange været inde på vigtigheden i kosten, så lad os gå fra tale til handling. På hans hjemmeside www.currarme.com kan man gratis downloade 100 opskrifter, som er forholdsvis lette at håndtere og indeholder alle de proteiner og kulhydrater, man har brug for. Opskrifterne er også gode at følge, hvis man ønsker at tabe et par kilo.  

Hold nytårsforsættet

Netop vægttab står ofte højt på listen over vores nytårsforsæt. Alligevel går illusionerne hurtigt i glemmebogen. Friederich Damore har selv været turen igennem og har derfor et par klare tips. ”Følg mine opskrifter og tag en shake eller en protein bar, hvis du bliver småsulten,” forklarer han og fortsætter: ”Gør alt for at lave mad og spise med andre. Bor du alene, så se om du ikke har en ven, veninde eller kollega, som du kan følge opskrifterne med. Det er vigtigt at følges ad, for det er motiverende.” Det samme gælder, når der skal trænes, for lidt fysisk aktivitet er nødvendigt for at gå ned i vægt. ”Uanset hvilket sport du synes om så find en at træne med. Eller gør som mig; book en personlig træner i din fitness center. Få en aftale så du ikke bare kan springe fra. Vi skal alle holdes i ørerne, og det gælder i højeste grad mig selv,” indrømmer Friederich Damore, som slutter med en vigtig detalje: ”Lidt sport gør dig ikke træt – tværtimod. Sport og god kost fylder dig med energi og får dig ned i vægt. Så det er bare med at komme i gang.”


Lidt om Friederich Damore 

Friederich er uddannet Holistic Nature Doctor med speciale i kroniske sygdomme og forebyggelse af sygdomme. 

De sidste 20 år har han arbejdet med patienter, der lider af kræft, depression, sorg, overvægt, undervægt, spiseforstyrrelser, smerter, OCD, eksem, ADHD, infertilitet og maveproblemer. 

Bag sig har han også tre bøger og utallige foredrag. Friederich Damore er født i Sverige men har delt sit voksenliv mellem Danmark og Spanien, hvor man også har konsultation.

Af Henrik Andersen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.