Efter en vanskelig pandemi, færre aktiviteter og faldende medlemstal er AHN nu tilbage, hvor vi kender dem; helt i front. Rent socialt, aktivitetsmæssigt og økonomisk står foreningen måske nu stærkere end nogensinde.
AHN i Fuengirola / Mijas er kystens ældste skandinaviske forening – men det er dynamikken og lysten til at gå nye veje, som sætter sit præg på klubben.
Foto Mugge Fischer
Der er masser af folk og livlig aktivitet i AHN’s lokale ”Casitan” i Las Rampas i Fuengirola centrum. Foreningen har et tæt aktivitetsprogram, og det mærkes, at AHN atter har rundet de 2.000 medlemmer. ”Vi har i dag nok flere aktiviteter, er mere sociale og har flere golfturneringer end nogensinde,” fortæller Eckhardt Metzner, som er formand for AHN. I talrige år har han lagt hele sin sjæl i foreningen, men det er han bestemt ikke ene om. ”Vi har en stærk bestyrelse og et velfungerende netværk af frivillige, som arbejder energisk for foreningen. Det er derfor, vi er kommet så langt,” understreger formanden. Eckhardt Metzner var også med, dengang det ikke gik så godt. Dengang hvor man måtte tænke anderledes og gå nye veje for at AHN skulle overleve.
Vejen frem
For flere år siden erkendte bestyrelsen, at det ikke var tilstrækkeligt at drive foreningen udelukkende baseret på det sociale samvær. Det skulle også være økonomisk attraktivt. Derfor nedsætte AHN et udvalg, som skulle arbejde på at skaffe rabatter og andre fordele for medlemmerne. Det skulle vise sig at være en god idé, for flere erhverv kunne også se idéen i at give et godt tilbud til de mange medlemmer. Det gælder alt indenfor sundhed, rejser og restaurationsbesøg – men specielt golfbanerne. ”Vi har i dag så gode rabatordninger på næsten alle kystens golfbaner, at man næsten kun behøver spille én runde golf for at tjene medlemskabet på 40 euro hjem,” bebuder Eckhardt Metzner. Han er stolt over, at klubben i dag kan tilbyde green-fees hele året på Alhaurin Golf for 52 euro inkl. buggy, mad og drikke.
På Mijas Golf er særprisen 58 euro, og på Rio Real betaler AHN’s medlemmer kun 69 euro for en runde golf, hvor normalprisen ligger på det dobbelte. ”Det er et sprog alle forstår, og det er ingen hemmelighed, at golfen har givet os mange medlemmer,” fortæller Eckhardt Metzner, som ikke glemmer at pointere, at AHN er meget mere end golf. Det er også rejser, udflugter, fysisk aktivitet, god mad og masser af hygge og socialt samvær. Det kan Michael Emdenborg fortælle mere om. ”Vi har i dag flere rejser rundt i Spanien end nogensinde. Vi har et nyt og godt samarbejde med rejsearrangøren Ruta Solar. Vores medlemmer får en god rabat og tilslutningen er stor.” Det samme er tilslutningen AHN’s øvrige aktiviteter som bl.a. petanque, bridge, paddle og spanskundervisning.
Faktum er, at medlemmerne strømmer til AHN. Efter et fald i medlemstallet under pandemien er foreningen tilbage med 2.000 medlemmer og en stærk økonomi, som sikrer et solidt økonomisk fundament for fremtiden.
Sociale – hele vejen rundt
Takket være den stærke økonomi har AHN i flere år støttet de lokale projekter AFA og Fuensocial. Det kommer også til at ske i 2023.
Foreningen donerer et større beløb til hvert af de gode formål, og agter også at gøre det i fremtiden. AFA er Alzheimer foreningen for Fuengirola og Mijas. Fuensocial er en forening og center for børn med fysiske og psykiske handicap i Fuengirola.
”Vi er en lille del af Fuengirola, som altid har taget godt imod os. Derfor vil vi gerne give noget igen,” fortæller Eckhardt Metzner og fortsætter: ”Begge foreninger er gode og lokale formål, hvor vi direkte kan se, hvordan vores støtte gør gavn. Derfor støtter vi her. Det er en stor glæde at kunne glæde andre,” er Eckhardt Metzners sidste kommentar.
Det er ikke længe siden AHN kunne fejre sit 50-års jubilæum. Men foreningen er ung og har masser af mod på livet. Du kan læse mere på ahn-fuengirola.net – hjemmesiden er på fire sprog.
Vagtskifte på AHN-Golf
I løbet af året trækker Eckhardt Metzner sig langsomt fra arbejdet med golfen i AHN. Ny ansvarlig er Stefan Dolvander. Han er aktiv golfspiller og været med i AHN i fem år, så han ved, der ligger et stort arbejde forude. ”Golfen fylder meget i AHN Fuengirola / Mijas. Vi har tre faste turneringer om ugen og et omfattende samarbejde med talrige golfbaner, som sikrer vores medlemmer gode rabatter. Der skal bygges videre på vores samarbejdsaftaler. Det samme gælder vores egne ugentlige turneringer, for de sælges ofte ud på ti minutter,” fortæller Stefan, som allerede nu arbejder på udvidelser, så flere kan spille med. Med sig har han ikke færre end 30 medhjælpere, som står for alt fra registrering af tilmeldinger til opsøgning af sponsorer og opdatering af hjemmeside. Endelig har han tre matchledere. ”Det kræver sit, at arrangere mindst tre turneringer om ugen – næsten året rundt. Men vi har et stærkt team. Hjulet er velsmurt, og jeg føler mig klar til at tage over,” slutter den nye ansvarlige for AHN-Golf.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001