Vinlusen "Phyloxera"

Hvis du har været til en vinsmagning har du med garanti hørt ordet “vinlus” eller “Phyloxera”, men fik du rigtig fat på, hvad det gik ud på og hvor stor inflydelse, den har haft for vinens historie? Læs om den her.

Vinlusens ankomst til Europa

I 1861 fik en fransk vinbonde en gave fra en bekendt i Amerika. Hans amerikanske ven havde sendt nogle stiklinger fra sin vinmark i New York, for at hans ven kunne smage de amerikanske druer.

Franskmanden plantede stiklingerne på sin vinmark, uvidende om de lus, der sad i stokkens rødder. Og så var katastrofen begyndt.

Kort tid efter, i starten af sommeren 1863 i Sydfrankrig, begynder de første vinstokke at få gule blade og blodrøde kanter. I august var de totalt visne, og et år efter var vinstokkene døde.

Den ukendte sygdom bredte sig hurtigt til det attraktive vinområde langs Rhôneflodens bredder, og i løbet af få år blev mark efter mark med gamle vinstokke forvandlet til et vildnis af sorte grene uden blade – og uden druer. 

Katastrofen bredte sig til Spanien, Italien, Balkan – overalt i Europa, hvor der blev dyrket vin. Vinbønder, -avlere og -nydere gik i panik. Ingen anede, om katastrofen kunne afværges. I desperation rev nogle bønder de angrebne planter op og brændte dem, andre forsøgte at udrydde lusen med mange desperate midler, men intet virkede.

Tusinder af vinbønder og deres familier måtte dreje nøglen om og forlade deres jord. Mange emigrerede til Sydamerika for at begynde på en frisk. De frygtede, at Europas traditionsrige vinproduktion ville uddø fuldstændig.

Katastrofens årsag stod hurtigt klar: Små lus angreb vinstokkene og sugede saft og kraft ud af rødderne. 

Videnskabsmændene døbte det ødelæggende insekt Phylloxera vastatrix.

Hvorfor ser vi først vinlusen i 1860’erne?

Vinstokke er en slægt af planter, der producerer forskellige druetyper, de fleste er blå og grønne, og de franske druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Chardonnay, den spanske Tempranillo etc. stammer fra den europæiske vinart, som går under navnet Vitis Vinifera.

De amerikanske arter af vin derimod har i millioner af år levet sammen med vinlusen og tager ingen skade af insektet. Lus og plante har så at sige vænnet sig til hinanden. 

Den europæiske Vitis vinifera-plante var forsvarsløs over for den amerikanske vinlus’ angreb. 

Siden Leif den Lykkelige omkring år 1000 opdagede Amerika – Vinlandet – havde rejsende hjembragt vinstokke til Europa, uden at vinlusen var kommet med. 

De amerikanske planter, der var angrebet af lusen, døde under den ugelange sørejse og blev kastet over bord, før lusen satte sine ben på europæisk jord.

Men da de store oceandampere begyndte at sejle i rutefart over Atlanten i 1800-tallet, faldt rejsetiden til kun 9 til 10 dage, og de angrebne vinstokke og deres lus overlevede rejsen og nåede helskindede frem til Europas vinmarker.

Jernbanen sørgede for at sprede vinlusen over hele kontinentet.

Panikken spredte sig

Videnskabsmænd blev sat til at finde en kur mod lusen, diverse kongresser blev afholdt og den franske regering udlovede endda en stor dusør til den, der kunne finde en metode til at udrydde skadedyret.

Vinlusen Phylloxera er så lille, at den knap kan ses under lup. Den er cirka på størrelse men et sandkorn, altså få millimeter lang og den formerer sig med alarmerende hast.

Lusen lever i stort antal på stokkens rødder, hvor den suger saft og kraft ud af planten. Der opstår store svulster på rødderne der, hvor den suger, og når svulsterne rådner om vinteren, dør hele rodsystemet. Uden rod, ingen plante!

Forslagene til, hvordan man kunne komme problemet til livs, strømmede ind, nogle var ret morsomme: 

Nogle foreslog at udplante ildelugtende planter, som ville skræmme lusene væk. Eller vande rødderne men hvidvin. Sende skrubtudser i tusindvis ind over markerne, så de kunne spise lusene. Man foreslog, terpentin, petroleum og dynamit med mere.

Alle forslagene, nogle bedre end andre, blev sendt til universitetet i Montpellier i Sydfrankrig, hvor man gennemprøvede 1044 af de indsendte forslag. Desværre kom der ikke meget ud af alt det arbejde. Det eneste, som virkede, var at pumpe gasarten karbondisulfid ned i jorden, men midlet var ildelugtende, eksplosivt og giftigt for vinbønderne, så det var ingen brugbar metode.

Alle vinmarker skulle plantes om

Først på Phylloxera-kongressen i 1869 kom gennembruddet. Biologerne foreslog, at man kunne pode stokke fra den europæiske vinart, Vitis vinifera, på rødder fra amerikanske vinarter, som jo var resistente over for lusen.

De fleste vinbønder var ikke glade for at rive deres gamle vinstokke, som havde produceret kvalitetsdruer gennem generationer, op. Men situationen var kritisk, og vinbønderne måtte erkende, at der ikke var anden udvej end at genplante deres marker med de nye, podede planter.

Der voksede omkring 11 millioner vinstokke, alene i Frankrig, i 1880, så det var en næsten uoverkommelig opgave at skaffe nok af de podede planter for at kunne genetablere de mange inficerede marker. 

Men der var ingen vej udenom, og allerede 5 år efter, i 1885 var 45.000 hektar af Frankrigs vinmarker beplantet med stokke med rødder fra Amerika, og i de følgende 10 år blev kæmpe store arealer af vindistrikter genplantet.

En dyr historie

Den uheldige gave fra vennen i Amerika og udplantning af samme kom til at koste Frankrig omkring 1,8 milliarder franc. Lusen nåede at fortære ca. 2,5 millioner hektar vinmarker – et areal svarende til det halve af Danmark.

Frankrigs vinproduktion var faldet fra 8,5 milliarder liter i 1875 til blot 2,3 milliarder i 1889, og først 45 år senere, i 1920 nåede landet op på samme produktion som før lusen.

Eksperter anslår, at 75-90 procent af al Europas vin døde, og luseangrebet har sat varige spor. I dag står nærmest alle vinstokke i Europa – og resten af verden – på amerikanske rødder, og ser man godt efter, kan man på hver eneste plante se podestedet lige over jordens overflade.