Balancegang for centralbankerne

Forsigtige tegn på et økonomisk opsving har i de seneste måneder givet anledning til bekymring for centralbankernes exitstrategier. Investorerne er især bekymret for, at de pengepolitiske myndigheder under et opsving vil reagere for sent med stramninger af den meget lempelige pengepolitik, som blev indført for at dæmme op for sidste års finanskrise. Investorerne frygter i særlig grad konsekvenserne for inflationsudviklingen på lang sigt af for kraftig likviditet i det finansielle system.

På kortere sigt synes inflationsfrygten at være overdrevet (for eksempel viser den årlige inflation i euroområdet for første gang i EU’s historie en nedadgående tendens). På længere sigt er der dog risiko for, at centralbankerne ikke får trykket på den pengepolitiske bremse i tide til at forhindre et pludseligt markant opsving i at udvikle sig til en inflationsboble. På samme måde kan en for tidlig stramning af de monetære forhold under et skrøbeligt opsving underminere holdbarheden af et sådant opsving. At styre det næste opsving kan derfor blive en svar balancegang for centralbankerne.

De færreste analytikere tror på, at et holdbart økonomisk opsving kan finde sted, uden at det fører til stigende priser. Men priserne kan også stige i perioder med lav økonomisk aktivitet. For eksempel skyldes udsving i olieprisen ofte i højere grad frygt for olieleverancerne på grund af geopolitiske begivenheder end den faktiske efterspørgsel. Med andre ord er inflation altid en mulig trussel, uanset hvilken konjunkturfase økonomien befinder sig i.

Selvom der p.t. ikke synes at være nogen konsensus, er der en generel anerkendelse i markedet af, at inflation bliver det næste store problem for den globale økonomi, selvom konsekvenserne for den enkelte region kan variere. ECB’s mandat er at sikre prisstabilitet, mens den amerikanske centralbank Federal Reserve ikke har et sådant mandat (den fokuserer mere på beskæftigelsesudviklingen). Samtidig vil kraftig inflation i verdens største økonomi uundgåeligt slå igennem på andre økonomier rundt om på kloden. Under alle omstændigheder risikerer ECB, hvis banken vælger at bekæmpe stigende inflation med massive renteforhøjelser, ikke alene at svække et europæisk opsving. Den risikerer også at øge den finansielle byrde for nogle af EU’s stærkt forgældede medlemslande, og det kunne få de internationale kreditvurderingsinstitutter til at nedjustere disse landes rating.

Uanset i hvilken retning økonomien går, vil investorerne forsøge hurtigt at tilpasse deres porteføljer til udviklingen. I tilfælde af stigende inflation bør traditionelle afdækningsstrategier baseret på fast ejendom og guld klare sig godt, og da råvarepriserne nok også vil være blandt de væsentligste drivkræfter bag inflationen, burde råvarer samt aktier i virksomheder med såkaldt pricing power ligeledes nyde gavn af udviklingen. I tilfælde af stabile priser, lav vækst og et fastholdt renteniveau vil obligationer sandsynligvis være den foretrukne aktivklasse. Selvom den effektive rente er lav, giver statsobligationer relativ sikkerhed, mens erhvervsobligationer kan være interessante for mere risikovillige investorer.