Leif - den lykkelige

Leif Sylvester, der i en årrække har haft hus i Frigiliana, fejrer sin 70 års fødselsdag, og den bliver markeret med en stor soloudstilling på Sophienholm i Kgs. Lyngby og en flot bog ”Blikket som blikfang”. Udstillingen er så god, at de besøgende går rundt med et glad smil om læben over alle de herligheder, som Leif disker op med. I dag kan Leif se tilbage på et liv i sus og dus med oprør, glæder, musik, gøgl, succes, fest og farver. Det har ikke været kedeligt, skulle jeg hilse og sige…

Leif Sylvester Petersen blev født på Amager i 1940, og det stod ikke skrevet ved hans vugge, at han skulle blive både kunstmaler, komponist, musiker, gøgler, skuespiller og digter. Men Leif blev alt det, takket været en stor palet af talenter og en masse gå på mod og hårdt arbejde. Mange kender Leif Sylvester som kunstmaler med stor succes og som Tom i TV serien Taxa, men det er ikke alle, der ved, at Leif også skrev musikken til landeplagen “Mormors kolonihavehus”, at han udgav 10 LP’er med Sylvester og Svalerne i 80’erne og at han har modtaget to Bodil’er og en Robert for sit kunstneriske arbejde. La Danesas udsendte har talt med kunstneren i hans nye atelier i Nordsjælland om et liv, hvor der er rigtig meget, der er lykkedes, sådan at Leif Sylvester i dag kan kalde sig en glad mand – ja, han er nærmest lykkelig.

E.B: I dag kan du se tilbage på et liv med en masse succes. Hvad er din opskrift?
Leif: Hvis jeg har en opskrift må det være at få tingene gjort, at tro på det man laver og gribe dagen. Jeg har ikke ligget på den lade side, men har hele tiden afsøgt de muligheder, der bød sig. Og så har jeg kun beskæftiget mig med det, som jeg følte, at jeg kunne – det jeg ikke kunne, lod jeg bare ligge.

EB: Du startede med at være tømrer ligesom din far, og i en ung alder havde du dit eget tømrerfirma. Hvad fik dig til at skifte spor?
Leif: Der var så meget andet, jeg gerne ville, og lige fra jeg var ganske ung, ville jeg gerne male. Men det, syntes de allesammen, var noget pjat, så der var ikke megen opbakning at hente. Jeg måtte derfor male i min sparsomme fritid og ofte tog jeg hele natten til hjælp, så jeg tit kun sov et par timer. Men i 1969 fik jeg nogle malerier optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling, og på den måde kom jeg lidt ind i varmen. Men jeg var jo ikke til finkultur og har altid været en rød rebel, så jeg holdt lav profil på kunstmøderne, indtil der på et af møderne en dag stod en mand ved navn Erik Clausen, som på en provokerende måde spurgte, hvor fanden visionerne blev af i dansk kunst. Det var lige op i min boldgade, og den næste dag besøgte jeg Erik Clausen og det blev starten på et langt samarbejde og venskab.

EB: Der er nogle af os, der husker Clausens og Petersens gadecirkus fra de glade 70ére. Hvordan kom det i stand?
Leif: Vi ville gerne ændre på kulturpolitikken og lave noget, der var i øjenhøjde – og tage folks svaghed til indtægt. Vi ville kæmpe imod det selvhøjtidelige, kedsommelige og humørforladte. Vi begyndte med en stor happening ude foran Irma og vi kunne godt se, at vi havde ramt plet med Eriks provokerende facon som konferencier og mig som den fordummede dreng fra stenbroen. Folk lå flade af grin. Vi fik flettet politisk satire og samfundskritik ind i showet, så på den måde var vi med til at sætte en ny dagsorden, som på trods af det sjove også var provokerende og samfundskritisk. Vi blev fast inventar i København Kommunes Sommerunderholdning og i Aarhus Festuge i et par år. Vi lavede også film i den periode bl. a Cirkus Casablanca , Rocking Silver og Tarzan Mamma Mia, og jeg havde mit eget band ”Sylvester og Svalerne” i en årrække.

EB: På trods af din succes som gøgler, musiker og skuespiller vendte du alligevel tilbage til maleriet i 1986. Hvorfor?
Leif: På det tidspunkt havde jeg lavet så mange ting sammen med andre i over 20 år, at jeg trængte til at trække mig lidt tilbage og lave noget for mig selv. Maleriet blev ved med at trække i mig, og til sidst måtte jeg lytte efter ”naturens kalden”. Jeg var så heldig, at en af mine venner kendte fire gallerier i København, og han gav mig navnene. Jeg besøgte ét af dem, og mens jeg sad og talte med indehaveren, ringede telefonen, og én af hendes faste kunstnere meddelte, at han ikke kunne nå at blive færdig til den aftalte udstilling. Der sad jeg så og struttede med alle mine talenter, og da damen lagde telefonrøret på, kiggede hun på mig og spurgte, om jeg havde lyst til at udfylde den nu ledige plads på galleriet. Det ville jeg jo gerne, og det blev starten. Ved ferniseringen kom Ekstrabladets kunstkritiker til fejlagtigt at skrive, at alle mine værker blev udsolgt med det samme, og på den måde kom der stor efterspørgsel efter mine billeder.

EB: Hvis du selv skal karakterisere dine billeder, hvad er det så, der gør dem så efterspurgte?
Leif: Jeg tror, det er fordi, det er figurativ kunst med abstraktion, farver og en idé. Jeg holder af at udstille små, skæve, oversete mennesker og gøre det med en god portion kærlighed. Jeg kan godt lide alt det skæve, og jeg tager altid de undertryktes parti.

EB: I dag står folk på venteliste for at købe dine billeder, og når du holder udstilling, bliver alt revet væk. Hvordan har du det med det?
Leif: Jeg er selvfølgelig både glad og taknemmelig for den succes, jeg har – det er klart. Men mine billeder er jo også mine børn, så jeg vil godt have lidt hånd i hanke med, hvem der køber dem og hvor de havner. Hvis jeg mistænker nogen for at ville købe mine billeder for at sælge dem videre og spekulere med dem, så får de slet ikke lov til at købe. Det vil jeg slet ikke være med til.

EB.: Hvordan er det at være endt inde i varmen i de etablerede kunstkredse efter så mange år på sidelinjen?
Leif: Jeg ville jo være et skarn, hvis jeg ikke var glad i dag, og jeg nyder i fulde drag den frihed, jeg har i dag til at gøre lige, hvad jeg har lyst til. Det meste af tiden er det, jeg har mest lyst til, jo at male, og så gør jeg det. Ind imellem laver jeg keramik og spiller golf. Det nyder jeg meget.

EB.: På Sophienholm kan man se en video af, hvordan et billede bliver til. Har du en bestemt plan eller idé i hovedet, når du starter?
Leif: Hvis jeg har en plan, bliver den hurtigt ”overtaget” af billedet selv. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal forklare det. Jeg bliver ligesom grebet af processen og så kører det. Jeg er bare ”i zonen”, og det er det bedste sted, man kan være. Inden jeg har set mig om, er der gået flere timer, uden at jeg har registreret det. Det er det fede ved den kreative proces, at man glemmer tid og sted.

EB.: Du har i en årrække haft en skønt byhus i Frigiliana, men nu har du sat det til salg. Er du blevet træt af Spanien?
Leif: Nej, jeg er overhovedet ikke træt af Spanien – tværtimod. Men mit liv har ændret sig på den måde, at jeg for et par år siden købte et sommerhus sammen med min kæreste Lisbeth i Nordsjælland, og dér har jeg nu fået bygget mit ønskeatelier. Det betyder, at jeg har de helt ideelle forhold at arbejde under i Danmark, og derfor trækker det mindre i mig at komme til Spanien. Desuden synes jeg, at Frigiliana er blevet voldtaget lidt for meget af turismen, så det er ikke det samme, som dengang jeg købte. Virkeligheden har indhentet drømmen, og alt det upraktiske ved at eje fast ejendom så langt væk er ligesom rykket i forgrunden. Men jeg elsker stadig Spanien, solen, havet og gambas al pil pil.

EB: Du har i lang tid arbejdet frem mod din 70 års udstilling på Sophienholm, hvor du udstiller ca. 90 værker. Skal du nu hvile på laurbærrene eller har du et nyt projekt?
Leif: Jeg tror, det er kedeligt at ligge på de laurbær, så det bruger jeg ikke. Nu har jeg fernisering på Koldinghus den 19. juli og 1. søndag i advent udkommer min nye bog med digte og billeder på Politikens Hus. Bogens titel er: ”Fra mit kvarter”.

EB: Kan vi få en smagsprøve på et digt?
Leif: Det skulle lige være dette her:

Bøller: Det startede i kælderen med en enkelt smøg
og i parken med lyse øller
så gik det hele op i sprut og røg
og vi blev rigtige bøller

Til hvert digt er der et sjovt og farverigt billede. ”Fra mit kvarter” er små glimt fra min barndom, ting jeg husker, episoder, skæbner og skævheder.

EB: Nu hvor du kan se tilbage på et langt og farverigt liv, er der så noget, du gerne vil, som du endnu ikke har gjort, eller noget, som du ville lave om, hvis du kunne?
Leif: Næh – jo – jeg tror, at jeg gerne vil ride Texas rundt på hest. Men det kan jeg jo nå endnu. Ellers ville jeg ikke ændre en tøddel – men hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg have stolet mere på mig selv og ikke haft mindreværdskomplekser, fordi jeg gik ud af 7. klasse. Det er ikke det, der er vigtigt. Det vigtige er at leve intenst og acceptere både høj og lav. Måske især de lave. Vi er jo allesammen nogle skæve skønheder.