Sierra de Castril

Hvis man i august har fået nok af overfyldte strande og masseturisme, så kan man passende tage på en udflugt ind i baglandet, hvor man kan finde en helt uberørt og storslået natur med kølige rislende vandløb og klippeformationer, der tager pusten fra én. Her er der stort set mennesketomt, så hvis man vil opleve en kontrast til kysten, så skal man tage til Sierra de Castril.

El Parque Natural de la Sierra de Castril er nok en af Spaniens mindst kendte naturparker, og den ligger da også lidt af vejen – nemlig på østsiden af La Sierra de Segura – en af de bjergkæder, der omkranser den kendte naturpark Cazorla i Jaenprovinsen. La Sierra de Castril ligger nord for byen Castril, som ligger nord for Baza. Man finder Castril ved at køre til Granada og så tage motorvejen mod Murcia. Lidt øst for Guadix kører man af og passerer byerne Bacór Olivar, Cuevas del Campo og Pozo Alcón. Man skal beregne 3-4 timers kørsel fra kysten. Men så er man også kommet derud, hvor kragerne vender, eller som man siger på spansk: "donde crece el quinto pino".

Der er så skønt og enestående i La Sierra de Castril, at begejstringen ingen ende vil tage. Jeg kan uden overdrivelse sige, at jeg aldrig har set flottere, mere dramatisk og mere uberørt natur end her i Andalusiens bankende hjerte.
Der er lidt langt til Sierra de Castril, og for at finde naturparken skal man køre forbi byen Castril (som i sig selv er en udflugt værd – se La Danesa september 2009) i retning mod Huéscar og så dreje af mod venstre, hvor der står Sierra de Castril og El Cortijillo. Nu kommer man ind på en grusvej, der fører én lige lukt ind i naturparken. Først kommer man forbi El Embalse del Portillo, der "fødes" af Río de Castril, og det er et meget smukt syn.
Man er nødt til at tage en overnatning oppe ved naturparken, og vi havde valgt at bo på campingpladsen El Cortijillo, der ligger lige midt i naturparken og ned til floden. For 55 € havde vi lejet en træhytte, der havde plads til 5 personer. Hytten er ganske lille og bad og toilet er der ikke noget af (man skal bruge campingpladsens), men der er skyggefuldt og fredeligt, og man er omgivet af fuglesang og flodens rislen, så det er bare helt fint. Se www.cortijillo.com Hvis man ikke er til camping, kan man bo på Hostal La Fuente i Castril, hvor et dobbeltværelse koster 50 €. Se www.alojamientoencastrillafuente.com eller ring på 958720030.
Der er især to store udflugtsmål i naturparken: El nacimiento del Río Castril og La Cerrada de la Magdalena. Det er femstjernede naturoplevelser, der her venter. Vi starter med at se El nacimiento del Río Castril, som man kommer til ved at køre forbi campingpladsen, krydse floden og fortsætte ad grusvejen indtil man ikke kan komme længere. Her parkerer man, og nu afslører et stort skilt, at der her udgår ikke mindre end 4 vandreture. Vi tager i første omgang stien hen mod El nacimiento. Det er en nem og ligeud tur på ca. en halv time, hvor vi går på siden af den helt fantastiske dal, som floden over millioner af år har "gravet" i dette klippelandskab.

Flodens udspring er meget spektakulært, idet vandet fosser ud af nogle revner og huller i en kæmpestor klippe. Atter (som i Los Canutos de Utrera) har vi en karstformation, hvor regnvandet har arbejdet sig ned gennem kalklag, sådan at hele klippen optræder som en slags svamp. I denne "svamp" er der "oplagret" millioner og atter millioner af liter vand, og de risler ud af adskillige huller i en stadig strøm og udgør dermed flodens udspring. Der er opsat en fin tavle ved udspringet, hvor man kan se princippet i dette specielle naturfænomen. Det er et flot og betagende syn.
Vi vælger nu at fortsætte længere ind i dalen ad den sti der hedder "El Barranco de la Osa" (hunbjørnens slugt), og det er en helt fantastisk tur, som kan anbefales på det varmeste. Turen (inklusiv turen hen til el nacimiento) tager ca. 4 timer (det er en rundtur), og det går noget op og ned, så husk rigeligt med vand, solcreme og hat.
Stien må være anlagt for nyligt, for der er opsat fine rækværk i den mest stejle og dramatiske del, hvor man kravler op gennem hunbjørnes slugt og kommer forbi hendes flotte hule. Efter en ret stejl opstigen kommer man op på kanten af dalen, og her går stien fint mere eller mindre ligeud. Der er vand på ruten, så hvis man som os ikke havde fået vand nok med til 5, er der hjælp at hente ved et trug højt oppe på stien. På et tidspunkt kommer man til en slags gård med heste, hvor der er nogle terrasselignende marker, og her skal man være opmærksom på, at stien tilbage til dalen går ned over gårdens mark. Man drejer altså af stien mod venstre og går ned til gården, der ser ubeboet ud bortset fra hestene. Der ser man 3-4 bjælker der ligger hulter til bulter ude ved kanten, og dem går man hen imod. Her står der en vejviser, og nu følger man bare den meget fine sti, der pludselig kommer til syne, og som er anlagt som en zigzag rute ned over den ret stejle bjergside. En helt superfantastisk og dramatisk sti, som får fem ud af fem mulige stjerner.
Stien fører naturligvis ned til floden og nu skal vi over. Det foregår ved at vi smider sko og strømper og vader ud i det iskolde vand. Stenene på bunden er glatte, så mere end én glider og ryger i til halsen. Men det er en god og hurtig måde at blive afkølet på. Mens vi står på bredden plaskvåde og lufttørrer, får vi beskæmmede øje på den meget fine bro, der er bygget ca. 100 m. længere oppe ad floden. Øh… den havde vi lige overset. Så, man skal gå til venstre, når man kommer ned til floden, for så vil en sti føre én lige hen til broen.

Tilbage på campingpladsen er der dømt tørring og afslapning, og da vi ikke gider selv lave mad i hytten, spiser vi på campingpladsens restaurant. Noget kulinarisk højdepunkt er det ikke, men det er OK, og vi er omgivet af søde og velmenende mennesker.
Næste dag skal vi ud på den meget nemme tur hen til La Cerrada de La Magdalena. Vi kører et par hundrede meter hen til det sted, hvor stien starter lige før vejbroen fører over floden. Der står godt nok et skilt, der fortæller, at stien er lukket, men det kan vi jo ikke tage os af, så vi går bare videre. Men efter få meter kan vi godt se, at der er et gevaldigt hul, der hvor stien engang var. Men man kan bare kravle oven om, så det er ikke noget problem. Nu kommer vi til en fin sti, der går ligeud og som efter ca. ½ time fører os hen til La Cerrada. Cerrada betyder jo normalt "lukket", men her er det betegnelsen på en meget smal kløft. Ja, og nu må jeg tage superlativerne i brug: det er det flotteste, smukkeste, mest betagende naturfænomen jeg nogensinde har set. En enorm, lodret klippevæg rejser sig flere hundrede meter op i det blå og midt i klippen er der en smal revne, hvorfra vandet fosser ud og falder larmende ned i en lille naturlig pøl. Det er et helt eventyrligt syn.
På sådan en varm sommerdag har man naturligvis lyst til at kaste sig ud i vandet, og det skal man jo også gøre, men det er overraskende koldt. Man skulle tro, at vandet var blevet opvarmet ved sin passage hen over klippen, men det er iskoldt. Vi vurderede det til at være omkring 8 grader. Her kan man altså blive afkølet for alle pengene. Her på dette paradisiske sted bør man unde sig selv et langt ophold, for det bliver ikke flottere noget sted i verden.
Hvis man ikke har set byen Castril og har vandret på træbroen, der er bygget på langs hen over floden, ja så bør man lige gøre det, inden man vender tilbage til hurlumhejet på kysten efter endnu en femstjernet udflugt ind i det ukendte Spanien.