Kære læser september 2011

Der skal vist mere end et mirakel til, hvis ikke oppositionspartierne i både Spanien og Danmark vinder næste valg. Man skal selvfølgelig passe på med at blive for skråsikker. Nogle typiske liste A-vælgere kunne måske være lettere lorne ved at få en statsminister, der ikke ved, om landet har under- eller overskud på betalingsbalancen… Her til lands troede Zapatero og hans efterfølger, havenisse-klonen Rubalcaba, at verden ville bryde ud i vild jubel og applaus over valgudskrivningen. Det skete som bekendt ikke ligefrem. Set fra et norsk skulder-ved-skulder-synspunkt er det også alt sammen ret ligegyldigt i sammenligning med Oslo/Utøya-tragedien. Og måske skulle vi andre lade valg være valg et lille øjeblik, mens vi tænker over, at der i både vores fædreland og her i Spanien med stor sandsynlighed er op til flere potentielle Anders Breivikker. Disse typers idiosynkrasi vil indeholde karakteristika som afvigenhed, topintelligens og umage i ordenes reneste betydning, og de vil anspores af, for DK’s vedkommende; skambeskatning af befolkningen for at kunne finansiere ophold til et stadigt stigende antal indvandrere, som i flg. deres religion skal tage livet af alle de vantro – altså de selvsamme, som betaler gildet… og for Spaniens vedkommende; af magthavere, der har kørt landet i sænk, mens de selv har raget til sig. I Norge hylder man Stoltenberg for ikke at slå politisk mønt af sagen – ikke én falsk tone har han sendt ud i forløbet, og mon ikke vælgerne belønner ham til fylkestingsvalget d. 12. september? Et land er ramt lige i hjertekulen, og befolkningen samler sig om deres leder… Men sådan går det ikke altid. Tænk bare på Aznar, der i 2004 ellers lå lunt i meningsmålingssvinget, og George W, der godt nok blev siddende i hele syv år efter nine-eleven, men på, skal vi kalde det, tålt ophold i Det hvide Hus.

En ven fra Oslo mente, det var godt, at der her var tale om en norsk terrorist og ikke en muslimsk? Nå! Set igennem spanske briller ville det have skræmt mig endnu mere, hvis det havde været ETA og ikke Al-Qaeda, der var skyld i næsten 200 menneskers død i Madrid d. 11. marts 04. At gerningsmanden er en af vore egne skal give anledning til en noget kraftigere selvransagelse, end hvis vi havde været udsat for den ufrie verdens selvretfærdige blodrus. Og så er vi tilbage til det, der virkelig batter. Det som får “De Indignerede” på Puerta del Sol til at minde om et gospel-kor på en regnvåd markedsplads i Midtjylland. Når en af vores egne får så meget nok, at han går til grufulde yderligheder for at trænge igennem med sit advarselsråb. Og jo, Stoltenberg er den sødeste og dejligste statsminister, jeg nogensinde har set. Men det er bare ikke de kvaliteter, der skal til i dag. Heller ikke i Norge, uanset hvor gerne de vil det. Det multikulturelle samfund sku’ vær’ så godt, og så er det faktisk skidt. Indse det dog! Uanset hvor smuk en fremtidsvision det er, så dur den ikke! Se på USA, hvor alle går rundt med pistol i bæltet. Tror I måske, de gør det for sjov? En multikulturel verden skal død og pine være målet. Hvorfor egentlig? Det er jo en utopi, en farlig utopi. Man behøver ikke at have studenterhuen presset helt ned over ørerne for at vide, at islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre svært ved at sameksistere. Har vi måske ikke lige været til byfest i Málaga for at fejre, at Isabel og Fernando smed muslimerne på porten og generobrede vores provinshovedstad for 524 år siden? Behøver jeg at nævne andre eksempler?

I denne måned er det ti år siden, Tvillingetårnene i NYC styrtede sammen i en sky af ild og støv. “Vi er alle amerikanere” stod der i franske Le Monde d. 12/9-2001. Og det var jo sandt, enkelt og nødvendigt at konstatere på en sådan dag – og hentydningen til Kennedy’s berømte Berlintale fra 1963 var klar. Vi skulle stå sammen mod en fælles fjende. I løbet af no time var vi alle sammen en del klogere på islam, koran og burka, men frygten, den var der ikke nogen, der kunne lære os at håndtere ordentligt. Lige efter 11. september skrev Salman Rushdie: “Man besejrer terrorister ved ikke at lade sig terrorisere af dem”, men budskabet nåede ikke langt nok ud. Angst æder som bekendt sjæle, og xenofobi og nationalisme bremsede den teknologiskabte globalisering, der skulle have gjort Jorden til en, ja, global landsby. Hvilket Morten Korch’sk udtryk. Kan I ikke se det for jer? Ahmed, Gunnar og Zhang Liu spiller op til dans ved gadekærret, mens Poul Reichhardts multietniske børneflok synger til… Lige efter 7. juli-bomberne i 2005 købte jeg i London en T-shirt med påskriften “We are still not afraid” – og jeg er stadig ikke bange for hverken ETA, Al-Qaeda eller Anders Breivik. Jeg er derimod bange for, at vi mennesker helt opgiver det politiske system, hvor vi bliver dømt for racisme, hvis vi ytrer os negativt om indvandringen, og i stedet bliver påbudt at vise tolerance og rummelighed. Jeg er ikke tilhænger af ytringsfundamentalisme, for man skal selvfølgelig formulere sig med omtanke, men at S og SF brugte den onde massakre i Norge som argument for at begrænse ytringsfriheden er vist mere et udtryk for deres frygt for en systemkritik, som kunne blive fatal for netop deres politik. At lægge låg på de sproglige muligheder er det værste man kan gøre, for selvom vi har en tendens til kun at læse de aviser, blogs og bøger i hvis skrift, vi kan spejle egne holdninger, er det jo netop i mangfoldigheden vi kan lade os udfordre, finde svar og argumenter. Selv i Afghanistan søger man inspiration i medier af anden overbevisning end ens egen. I hvert fald havde selvmordsbomberen, der dræbte Kandahars borgmester for godt en måned siden, gemt bomben i sin turban…

Det var lige et sidespring, men den lå altså lige for. Tilbage til sagen. Jeg vil vove den påstand, at det multikulturelle samfund er livsfarligt (se blot hvor fint Tea Party-bevægelsen klarede sig ved prøvevalget), og vi må erkende, at det er risikabelt at manipulere med menneskers kulturelle identitet, at gøre mennesker kulturløse i rummelighedens tegn. Hvor farlige vi kan blive, når vi bliver presset hårdt nok, er Breivik et eksempel på. Det økonomiske pres er en væsentlig faktor. Og det er unægteligt stort for tiden. Vi er ligesom ramt af en art planøkonomi – bare uden plan. Som udgangspunkt er jeg absolut tilhænger af markedsøkonomi, men sgu da ikke den version, hvor det hele holdes kunstigt i gang af støtte og hjælpepakker. Der er også noget planøkonomisk i, at vi er bundet af handelsaftaler, der tvinger os til at købe appelsiner fra fjerne egne, når nu vi selv har dem i baghaven. Lad dog folk købe det, de vil, hvor det passer dem! Naivt!, hører jeg nogen brøle i baggrunden. Det er muligt, men hvordan synes I da selv det går? Her i Spanien har pinligt mange ikke fået udbetalt løn i måneder. En helt absurd arbejdsmarkedslovgivning gør sammen med fagforeningerne dette muligt. Hvor ydmygende er det lige for voksne mennesker (offentligt ansatte i La Línea) at brænde dæk af ved Gibraltars grænse for at gøre opmærksom på problemet? Det er da at presse mennesker mere end klogt er.

he