Reportage fra Sierra de Mijas’ naturparadis

I snart fem måneder har jeg fascineret spejdet mod de store bjerge, der tårner sig op over Mijas og Fuengirola. Nu skal det være slut med bare at kigge. La Danesa allierer sig med biologien Franci og tager dig med på opdagelse i Sierra de Mijas.

Den halvkølige morgenluft lukker sig om os, da vi går det lille stykke fra Norrbom Marketings lokaler til Franci’s bil. Jeg lukker mine tynde trøje helt op til halsen og bander mig selv langt væk for ikke at have en ordentlig jakke med. Foran Sara og jeg ligger en dag i bjergene med Mijas Kommunes miljøtekniker, Franci. Her skal vi med egne øjne se de rekreative områder, kommunen lægger så stor vægt på, og så håber vi at få løst gåden om bjergenes mærkelige, men uhyre smukke sten, der angiveligt findes i overflod.

Jeg har aldrig mødt nogen med titlen miljøtekniker, men Franci opfylder til fulde min forestilling om en. Hans halvlange, sorte hår står i tilfældige krøller ud fra hovedbunden og vælter rundt, når han drejer hovedet for at snakke med Sara eller mig. Han er klædt i solide vandrestøvler, praktiske bukser, skovmandsskjorte og selvfølgelig den obligatoriske fleecejakke, som jeg, min tøjsituation taget i betragtning, ikke ville tøve et sekund med at leje for en betragtelig del af min løn. Franci er typen, man med det samme beslutter sig for at kunne lide.

Hans job består hovedsageligt i at informere omverdenen om Mijas’ natur og i at autorisere forskellige arbejdere i området. Han holder også et vågent øje med, om besøgende opfører sig, som de skal. Men det gør de nu for det meste.

”De folk, der kommer her, ved, hvordan man opfører sig i naturen. Hvis du kommer herop for at nyde de rekreative områder, så har du ikke lyst til, at det flyder med skrald, og derfor sviner man heller ikke selv,” fortæller Franci. Og noget tyder på, han har ret. Ikke så meget som en ispind ser jeg under vores besøg.

Symbiosen mellem menneske og natur

Dagens første mål er Cantera Los Arenales, et af Mijas’ rekreative områder. Den sidste del af turen derop foregår på en lille, snæver vej med den mest fantastiske udsigt over den tæt bevoksede skov og hårnålesving så skarpe, at det føles, som om vejen pludselig forsvinder foran en.

Dalen, vi er kommet til, bærer tydeligt præg af, at det tidligere har været en grusgrav. De halvnøgne skrænter er kun delvist beklædt af de mange træer og buske, der inden for en overskuelig fortid er blevet plantet på dem. Først om mindst 20 år vil de være fuldt udvoksede, vurderer Franci. Det kan ikke regne for meget for træerne, og skulle der alligevel komme mere, end de kan indtage, bliver vandet filtreret og ledet ned til Mijas Pueblo. Her kan man derfor drikke vand direkte fra hanen. Franci har selv plantet en del af træerne sammen med lokale skolebørn og folk fra kommunen. Det har der været en klar bagtanke med.

”Det er vigtigt at få folk til at forstå, hvordan hele naturen hænger sammen. Både i forhold til et mindre område som dette og globalt set. Man må forstå, at naturen bliver påvirket af den måde, vi lever på, og at vi er nødt til at give noget tilbage til den,” fortæller Franci med dyb alvor i stemmen. Man er ikke i tvivl om, at naturen betyder meget ham, og flere gange stopper han op og beder os med stor entusiasme og slet skjult stolthed lugte til nogle af områdets unikke, velduftende planter.

Det rekreative område består groft sagt bare af nogle få bænke i dalen. Der er ingen skraldespande, og det er der tilsyneladende heller ikke det mindste brug for. Ikke umiddelbart en oplagt besøgsmagnet, men Franci fortæller, at der faktisk er en del gæster – specielt i weekenden. Her læser de voksne måske en bog, mens børnene boltrer sig på det store, grønne område. Jeg kan levende forestille mig, hvordan dalen bliver det rene slaraffenland for små, kreative sjæle, når bevoksningen engang er fuldt udviklet.

Vi bevæger os videre op på en lille, kunstigt belagt forhøjning. Balkonen, kalder Franci den. Her er fuldstændig stille, hvilket står i skærende kontrast til den heftige myldretidsaktivitet, der lige nu er i Fuengirola, som vi kan skimte fra vores balkon. Det er egentlig meget afslappende at stå der og forestille sig andre folks stress, og det er noget modvilligt, jeg trasker efter Franci og Sara, da han foreslår, vi kører videre. Først skal vi dog lige dufte til noget rosmarin, Franci får øje på.

Sierra de Mijas’ ædelsten

Godt halvvejs nede ad bjerget stopper vores guide igen. Han vil vise os de helt specielle sten af fosfor, der lugter forfærdeligt, når de bliver gnedet mod hinanden, og de mineraler, der er så fine og porøse, at det fuldstændig er som sandet på stranden. Ved siden af vokser en lilla blomst, som jeg heller aldrig har set før. Udover mærkelige sten danner Mijas’ bjerge grundlag for et helt unikt økosystem med et rigt dyreliv og planter, der ikke findes andre steder på planeten. Det er den perfekte beliggenhed og de gode klimatiske forhold, der gør den store biodiversitet mulig og gør stedet til et eftertragtet mål for enhver naturelsker. Endnu mangler vi dog at se de glimtende, krystallignende sten, der var en af grundene til, vi tog herop…

…men det skal jeg love for, vi får mulighed for på vores næste stop i Cantera de los Canteros. Det er ligeledes en tidligere grusgrav, der på sigt gerne skal blive endnu et populært rekreativt område. Her er også plantet træer på skrænterne, der omkredser en lille dal, men hvor vejen før var af sten og grus, er det nu de flotteste sten, vi betræder. Stenene er specielle, fordi de stammer fra mineraler med et usædvanlig højt indhold af kalcium og magnesium. Solen er for alvor slået igennem, og dens stråler giver stenene et genskær, der får dem til at funkle som små diamanter. Det føles næsten, som om man går i Kong Midas’ skatkammer.

Vi forcerer en lille bakke og kommer op til to vandbassiner, som tilsammen fylder en god halv håndboldbane. Det er regnvand, som bliver samlet til glæde for områdets dyr. Specielt geder og fugle nyder godt af disse menneskeskabte vandhuller, fortæller Franci.

Da vi begiver os tilbage mod bilen, er det blevet direkte hedt, og jeg er pludselig glad for, at jeg lod den tunge vinterjakke blive hjemme. Mit første besøg i Sierra de Mijas har hele vejen igennem været en positiv oplevelse, og jeg har helt sikkert været tilbage på en længere tur, når du læser disse linjer…

Det finder du bl.a. i Sierra de Mijas:

Planter:

– Oliven (Olea europaea)

– Andalusisk timian (Thymbra capitata)

– Rosmarin (Rosmarinus officinalis)

– Almoraduz (Thymus mastichina)

– Matagallo (Phlomis purpurea)

– Lavendel (Lavandula Stoechas)

– Rua (Rute chalepensis)

– Fennikel (Foeniculum vulgare)

– Mullein (Verbascum giganteum)

– Palmekerneolie (Chamaerops humilis)

– Esparto (Stipa tenacissima)

Dyr:

– Tårnfalk (Falco tinnunculus)

– Kongeørn (Aquila chrysaetos)

– Ørn (Hieraaetus pennatus)

– Den store hornugle (Bubo bubo)

– Rødhals (Erithacus rubecula)

– Musvit (Parus major)

– Hasselmusen (Eliomys quercinus)