Trusseruten – den flotteste og vildeste vandretur på La Costa Tropical

Trusseruten er en rundtur, der går langs med den smukke, forrevne kyst mellem strandene El Cañuelo og Cantarriján mellem Nerja og Almuñecar og op over klippevæggen ”La Caleta”. Vi er her på La Costa Tropical, som jo er navnet på den del af den andalusiske kyst, der ligger i Granada provinsen. Lige så snart man passerer grænsen mellem Málaga og Granada provinsen et par km. øst for Maro, forlader man Costa del Sol og kommer ind på La Costa Tropical. Kysten hedder sådan, fordi den rent faktisk HAR tropisk klima, og den er som sådan den eneste lille bid af Europa, der kan prale af dette. Beskyttet mod nordenvinden af Sierra Nevada ligger denne lille tropiske lomme og hygger sig i solen og giver mulighed for, at tropiske planter så som mango, avocado og chirimoya kan vokse i stor stil. Og ikke nok med, at denne del af den andalusiske kyst har Europas bedste klima, så har den også nogle af de allerflotteste kyststrækninger, for her stikker den sydlige af Las Cordilleras (bjergkæder) Béticas sine forrevne klipper lige ud i Middelhavet. Ind imellem er der små, fine sandstrande, som frekventeres i stor stil af den kræsne del af strandfolket. Her finder man flere nudiststrande, og da strandene er lidt svære at komme ned til, kræves der et vist lokalkendskab at komme dertil. I dag skal vi ud på en vild tur mellem to af Andalusiens fineste strande: La Playa del Cañuelo og La Playa de Cantarriján.

Trusseruten er en rundtur på ca. 8 km. og den tager små tre timer at gå. Hvis man vil slå et slag ned til den lille spændende halvø, som ligger ved ruten, så må man lægge en ekstra time til turen. Der er omtrent 200 højdemeter at overvinde, og det er af og til ret stejlt, så der er mulighed for et par gode gys, men til gengæld er det en vildt flot og spændende tur, som man sent glemmer.

Men hvorfor hedder den nu trusseruten? Jo, det var vi nødt til at døbe ruten, da vi flere steder stødte på forreven rester af trusser og til sidst på en busk fandt en hel trusse, der hang og svajede i vinden. Hvad der er foregået på denne rute, kan man kun gisne om, men det har muligvis også været lidt vildt. Hvorom alting er, så er vi mange der mener, at ”trusseruten” er en passende betegnelse for turen.

Turen starter ved Cantarriján stranden, som man kommer til fra N 340 lige før tunellen ved Cerro Gordo. Om vinteren kan man selv køre de 1,4 km. ned til stranden og parkere på P-pladsen dernede, men om sommeren må man pænt parkere oppe ved hovedvejen og enten selv gå ned til stranden eller lade sig transportere i den bus, der kører i pendulfart mellem hovedvejen og stranden.

Hvis man har parkeret på P-pladsen nede ved stranden, skal man gå tilbage opad mod hovedvejen et par hundrede meter for at komme til stien, som går af til venstre. Man ser to store sten, der flankerer en sti, og her starter ruten. Vi ser også den rød-hvide stribe, der markerer ruten og som antyder, at vi her er på en del af langdistancevandreruten GR 7. Og nu går det opad for en stund. Det er en fin, velanlagt sti, så den er nem at gå på. Inden længe er vi oppe, og nu er det tid til at beundre den helt enestående udsigt mod øst med Cantarriján stranden og Cerro Gordo lige overfor. Når vi har set os mætte, kigger vi ned på stien og ser, at den rød-hvide sti fortsætter lige ud. Men der er også en sti, der går af til højre, og den er markeret med blå prikker og en stor varde. Det er den, vi skal tage, for den fører os nemlig op over ”el tajo” (klippevæggen) de la Caleta og ned igen.

Stien er let at følge, og den er relativt velafmærket, så det eneste der kræves er gode ben og gode nerver. Vi bevæger os opad på en bjergside, og det kan af og til føles lidt vildt, for der er langt ned. Til gengæld er udsigten betagende flot, og vi kan se helt til Motril mod øst og til bjerget ved Málagas lufthavn mod vest. Bag os ligger adskillige bjergkæder og under os ligger det blå Middelhav og beskyller den vilde kyst, så det bliver vist ikke flottere noget andet sted i verden.

Da vi er kommet helt op, bevæger vi os forsigtigt hen imod kanten af klippevæggen for at kigge ned, og det gyser unægteligt lidt, men det gør jo bare livet værd at leve. Oppe på toppen følger stien bjergryggen, så det er en spændende og sjov sti at gå på. På et tidspunkt får vi en ret stor flok gemser eller ”cabra montés” at se, ja faktisk har vi set disse sky dyr hver eneste gang, vi er gået ruten. De holder ganske enkelt til her, så en tur på ruten er en af de sikreste måder at få disse smukke, vilde dyr at se på.

På et tidspunkt går stien ned igennem en lille skov, og pludselig støder vi på et lille kapel eller helligdom, der er helliget Judas. Han må have mange tilhængere på disse kanter, for der er masser af friske blomster og tændte stearinlys sat frem.

Lige efter kapellet kommer vi ud på grusvejen, der går hen til parkeringspladsen til Cañuelo stranden. Men vi går til venstre og inden længe ser vi på venstre hånd endu en sti. Det er den, vi skal tage – stien går lige nedenfor en slags vandbeholder. Efter ca. 100 m. kommer vi til ruinen af et hus eller gård. Sikke en beliggenhed! Det er vildt flot, så vi sætter os på ruinens tærskeplads for at nyde en forfriskning og beundre udsigten.

Stien fortsætter nedad, og der er ikke noget at tage fejl af. På et tidspunkt kommer man til en stejl kløft, og her skal man beslutte, om man vil en tur ud på den lille fine halvø, der ligger her. Stien ud til halvøen går af mod højre lige ved kløften, og det kan anbefales at tage en afstikker ud på halvøen, for der ligger et par spændende ruiner derude, og helt ude på spidsen holder en koloni af sjældne havfugle til. Halvøen er meget lille, og her føler man, at man har fået sit eget lille territorium. Det er et helt specielt sted, og vi kan kun gisne om, hvad man har lavet i de to ruiner, der ligger her. Måske noget med kystovervågning – men det er vist mange år siden, for ruinerne er tilgroede og murene er faldet sammen.

Vi går tilbage til hovedstien, som nu går i østlig retning, og her går vi nedenfor ”el tajo”. Vi kigger op ad den lodrette klippevæg og er unægteligt lidt benovede over, at vi for kort tid siden selv stod deroppe og kiggede ned. Inden længe er vi der, hvor stien fører os tilbage ned til Cantarriján stranden. Hvis man ikke har haft mad med, er det en god idé at spise frokost på en af de to chiringuitos, der ligger her, for maden er god og det er skønt at sidder der og kigge ud over vandet, mens man spiser.

Ja, og så kan man jo passende kaste sig i bølgen med eller uden trusser, for Cantarriján er en af de kendeste og mest besøgte nudiststrande i Andalusien. Vandet er rent og klart, og sandet er fint, så jeg tror ikke, man kan tilbringe en dag på bedre vis end ved at vandre på Trusseruten og derefter slappe af på den skønne Cantarriján strand.