Kære læser,

At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen – og den købte vi så, og tillagde det den betydning, at vi skal ud at opleve verden. Og siden Andersen foretog sine guldalderrejser, er det jo unægteligt blevet noget nemmere at gøre ham kunsten efter. Samtidig er det blevet hurtigere. Så hurtigt, at det hele kan arrangeres på en formiddag ved hjælp af internet, kreditkort og måske et enkelt opkald til GE Money Bank – og vupti, så sidder vi på Bali med en drink i hånden. Vi soler, bader, spiser og dykker. Køber lerskåle, halskæder og andet skrammel, som vi lige i købsøjeblikket tror, at de indfødte selv har lavet iført bastskørt og blomsterkranse, og som vi helt sikkert vil kunne bruge til at tilføre hverdagen lidt eksotisk kulør, når vi kommer hjem. Skramlet ender så i skuffen sammen med kontoudtogene fra GE Money Bank. Deprimerede over feriens kortvarighed går vi i gang med at drømme om den næste rejse. Sådan rejser jeg i hvert fald ikke, tænker du nok – forhåbentligt! Men helt overdrevet er det desværre ikke, hvis man skal tro på de psykologer, hvis konsultationer overstrømmes af netop-hjemvendt-fra-rejse-patienter, der skal have hjælp til at møde hverdagen igen. Og hvad med Luksusfældens fallerede rejsende? At rejse er åbenbart en ret, men har.

Googler man ordet rejse, dukker der små tre mio. resultater op. Langt de fleste handler om ferierejser. Men ordet betyder også at flytte sig i tid og rum. Og således bruges det til alt lige fra bryllupstaler fra gom til brud (hvem husker ikke Prins Joachims til Alexandra: “Livet er en lang rejse, siges det. Du har rejst meget – du vil rejse meget, vil du rejse gennem livet med mig?”) og til X Factor, hvor stort set alle deltagere i udsmidningsøjeblikket med tårer i øjnene siger: Det har været en stor rejse! Er der gået inflation i brugen af ordet? Eller er vi bare endelig ved at fatte, at det at rejse ikke kun handler om skiferie i uge otte og 14 dages sommerferie på en hvid sandstrand? Lad os lige kigge på ham H.C. Andersen igen. Læs her, hvad han skrev i sin allerførste rejsebog, Skyggebilleder fra 1831: ”O reise! Reise! Det er dog den lykkeligste Lod! Og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt Reiser i det hele Univers! Selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, ”reise”, det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi vil endogsaa lege ”At rejse” midt under vores og Tingenes store naturlig Reise.” Aha! Måske skulle vi se på den der “at rejse er at leve” igen, for mon ikke salig Andersen med sine ord ville have os til at føle livet og døden, være bevidste iagttagere? For mig at se var det ikke ment som en opfordring til at rejse ud i verden, en flugt fra hverdagen, vejret eller problemerne.

Tilbage til tid- og rumrejserne. For hvad nu hvis tid og rum ikke eksisterer? Begge begreber er måle/forståelsesenheder, som vi mennesker har skabt for at forstå forandring. Ser vi en mand bevæge sig gennem sin dagligstue på tv-skærmen, er der ikke tale om bevægelse gennem et rum – det er kun hunden, der tror det, og som løber om bag fjernsynsapparatet for at se, hvor han blev af. Det er en række nu’er, som vi observerer – ikke tid, mens tidsmæssige koncepter. Okay, men hvis tid og rum ikke eksisterer, hvorfor rejser vi så? Kunne man lige så godt blive hjemme? Måske, men uanset, så handler det om at være bevidst om, hvad man gør. Mærke sig selv og føle efter. Være rejsende i bevidsthedsniveauer… wauw, det er der da noget perspektiv i, noget never ending story!

he