2015 er VALGÅRET i Spanien. Borgerne skal have kuglepennen op af lommen og sætte et kryds ved deres foretrukne parti – og for andalusierne går turen hele tre gange ned til valgurnerne. Først skal der den 22. marts stemmes om, hvem der skal besidde posterne i Junta de Andalucía. Dernæst gælder det kommunevalgene over hele landet den 24. maj, og sidst, men ikke mindst, afholdes parlamentsvalget til efteråret, hvor en ny statsminister indtager tronen i Palacio de la Moncloa. Dette valgår bliver dog ikke som de andre. Det nye parti Podemos har nemlig meldt sig på banen og udfordrer det ellers så traditionsbundne og fastlåste topartisystem. Det betyder, at de to største partier i spansk politik, PSOE og PP, der ellers skiftevis har indtaget statsministerstolen siden 1982, hvor PSOE for første gang kom til magten, nu må tage højde for en ny aktør på den politiske scene.
Her giver vi dig således et overblik over det politiske system i Spanien, en forklaring på, hvorfor Andalusien er så “rød” og et indblik i, hvordan Podemos er opstået, og hvad det er for et parti.
De politiske organer:
Regeringen:
Den nuværende regering ledes af Partido Popular med Mariano Rajoy i spidsen. Den består af 14 ministre med hvert sit ansvarsområde, og det er her, de forskellige lovforslag udformes, inden de sendes til godkendelse i parlamentet. Statsministeren sidder i en periode på fire år med mulighed for at blive genvalgt for endnu fire år.
Det spanske parlament:
Denne instans består to kamre: Senatet (Senado) og Kongressen (Congreso de los Diputados).
• Senatet består af 255 medlemmer, der skal repræsentere borgerne territorialt. Det vil sige, at senatorerne skal stemme om lovforslag med udgangspunkt i deres respektive provinsers interesse. Dette system får dog ofte kritik, da det har vist sig, at senatorerne ikke stemmer på baggrund af deres lokale tilhørsforhold, men på baggrund af deres politiske. Blandt store dele af befolkningen opfattes Senatet således for værende ligegyldigt og som en instans, der kun er med til at forlænge vedtagelsen af love. Et lovforslag, udformet af regeringen skal nemlig først sendes til kongressen, som derefter sender det til senatet, hvor det stadig kan modificeres og ændres for til sidst at returneres til kongressen, hvor den endelige godkendelse foregår.
• Kongressen består af 350 medlemmer, der repræsenterer borgerne i antal, da de enkelte mandater gives på baggrund folkeregisteret i den enkelte provins. Parlamentspolitikerne vælges i en periode på fire år, og valgsystemet er baseret på D’Hondts metode og forholdstalsvalg. Det vil sige, at det er antallet stemmer i de enkelte provinser, som afgør, hvem der kommer i regeringen.
Hensigten med de to kamre er, at de tilsammen skal afspejle både befolkningens og provinsernes interesser.
D’Hondts valgsystem:
Systemet er opkaldt efter Victor D’Hondt (1841-1901), og ved denne metode dividerer man de enkelte partiers stemmetal med divisorerne 1,2,3,4, 5 etc. Herved fremkommer en række kvotienter, som bruges til at fordele mandaterne ud fra. I spansk sammenhæng betyder det, at det parti, som har den største af kvotient får tildelt det første mandat. Den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat etc. Man kan således sige, at partierne betaler for ét mandat med antal stemmer.
Eksempel på fordeling af mandater i mellem partier:
Fordeling af syv mandater i en spansk provins uden valgforbund imellem partierne.
I begyndelsen har ingen partier mandater, og i ovenstående tilfælde tildeles A det første mandat, da de kan “betale” mest for det. I næste runde divideres 340.000 således med to, og ét yderligere mandat vil således koste parti A 170.000 stemmer. Men her har parti B fået 280.000 stemmer, hvilket er mere end det, A ville kunne “betale”(170.000 stemmer). B får derfor det andet mandat, som således er 280.000 stemmer værd. Tredje mandat går igen til parti A og koster 170.000, da ingen af de andre partier kan betale flere “stemmer” for dette. Parti C kan betale mest for det fjerde mandat (160.000 stemmer), og således fordeles også mandaterne i en provins. På trods af at forfatningen tillader fleksibilitet i systemet, har det ikke ændret sig, siden Spanien overgik til demokrati.
Mandatfordelingen i Spaniens provinser
Hver af Spaniens 50 provinser får fra begyndelsen tildelt to mandater, mens Ceuta og Melilla får et hver. 102 mandater, ud af de 350 mandater, som fordeles på landsplan, er derfor allerede fastlagt, inden parlamentsvalget går i gang. Herefter fordeles de resterende 248 mandater efter folkeregistret – de provinser med størst befolkningsantal få tildelt flest mandater. Madrid og Barcelona ligger i front med henholdsvis 36 og 31 mandater, og de partier, som høster flest stemmer i de to provinser bliver derfor stærkt repræsenteret i parlamentet.
Valginfo om Spanien
I Spanien går der ét mandat pr. 133.000 indbygger. (46.507.760 spaniere/350 mandater i parlamentet). Det er et af de højeste antal indbyggere pr. parlamentspolitiker i Europa, hvor Danmark eksempelvis ligger på én folketingspolitiker pr. 31.000 indbygger. Godt 36.546.000 spanske statsborgere kan stemme ved parlamentsvalget, og i 2011 benyttede 71,69 procent, eller 26.199.827 spaniere sig af den mulighed. Udlændinge uden statsborgerskab kan stemme til kommunevalgene, men ikke til regionalvalgene eller parlamentsvalget.
Spanien har en tre procents spærregrænse i hver provins, hvilket betyder, at for at et parti kan komme i betragtning, skal det passere denne spærregrænse.
Nogle partier skal dog ikke bekymre sig om spærregrænsen. De er veletablerede og allerede sikre spillere i valgkampen. Her er de, som ventes at få afgørende indflydelse på de kommende valg:
PP
Partido Popular er Spaniens konservative/liberale parti og den store vinder ved parlamentsvalget og regionalvalgene i 2011. Partiet har i dag absolut flertal i parlamentet, men har siden sidste valg tabt stort folkelig støtte i følge meningsmålingerne.
PP har bebudet, at de vil fortsætte deres nuværende linje, da Spaniens økonomi og arbejdsløshed er blevet forbedret, siden de kom til magten.
PSOE
Det spanske socialist- og arbejderparti. Partiet fik sit dårligste parlamentsvalg nogensinde i 2011 og tabte også stort i flere provinser under regionalvalgene. Pedro Sánchez er ny formand for partiet, der, vanen tro, kæmper for større social velfærd og er imod de omfattende offentlige nedskæringer.
Podemos
Nyt parti som tegner til at blive valgets store sejrherre. Podemos opnåede en jordskredssejr ved EU-valget i foråret 2014, og vil med al sandsynlighed ryste det spanske topartisystem med PSOE og PP som de altdominerende partier. Podemos kan foreløbig betegnes som et protestparti, som man endnu ikke kan sætte en “politisk farve” på.
UPyD
Midterparti uden klare mærkesager.
Udløber af PSOE. Partiets stifter og formand, Rosa Diaz, sad tidligere i partitoppen i PSOE, men gik af i protest mod statsminister José Luis Zapatero.
Izquierda Unida
Stærkt venstreorienteret parti. En sammenslutning af det gamle kommunistparti “De Grønne” og en række mindre venstreorienterede partier.
CiU
Catalansk regionalparti. Konservativt/liberalt parti, der altid har kæmpet for de catalanske mærkesager: Catalansk som officielt sprog og større økonomisk selvstændighed. De seneste par år er partiet gået ind for total selvstændighed.
ERC
Endnu et catalansk regionalparti. Partiet er venstreorienteret og kæmper indædt for catalansk selvstændighed.
PNV
Baskisk regionalparti. Midtsøgende parti, der kæmper for Baskerlandets mærkesager: Baskisk som officielt sprog og større politisk og økonomisk selvstændighed. Partiet er i dag ikke for total uafhængighed, men for ca. 15 år siden udskrev partiet et uafhængighedsvalg, som senere blev afmeldt.
Parlamentet
Parlamentet består af 350 medlemmer. Partido Popular har i dag absolut flertal. Det er de to største partier PP og PSOE, der som regel får flest mandater, hvorfor de to nationalistiske partier fra Catalonien (CiU) og Baskerlandet (PNV) ofte fungerer som tungen på vægtskålen i spansk politik.
Regeringen råder over 13 ministerier:
Statsministeriet
Indenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Økonomiministeriet
Skat og Offentlig Administration
Beskæftigelse og Seguridad Social
Justitsministeriet
Sundhedsministeriet
Vej og Anlæg
Forsvarsministeriet
Uddannelse, Kultur og Sport
Landbrug, Ernæring og Miljø
Industri, Energi og Turisme
Ansvarsområder
Alle overordnede beslutninger, der har betydning for hele landet, vedtages i parlamentet. Fx finansloven, som bl.a. indeholder det årlige budget for tildeling af økonomiske midler til bl.a. Junta de Andalucía. Det er eksempelvis også via parlamentet, at ministeriet for offentlig vej og anlæg fik vedtaget det nye havneprojekt i Málaga, da projektet omfatter den landsdækkende søfart. Det samme gælder lufthavnene, som omfatter landsdækkende luftfart og motorvejsnettet, der omfatter landsdækkende vejtrafik.
Junta de Andalucía
Junta de Andalucía består 109 medlemmer. PSOE sidder i koalitionsregering med det stærkt venstreorienterede parti IU. Siden det første valg til Junta de Andalucía i 1982 har PSOE enten haft absolut flertal eller flertal med IU som koalitionsparti.
Junta de Andalucía er opdelt i ni afdelinger i stil med det spanske parlament.
Ansvarsområder
Junta de Andalucía tager sig af de beslutninger, som vedrører regionen og andalusierne. Det er således Junta’en, der administrer alle hospitaler, skoler og universiteter. Det er også Junta’en, der, i dette tilfælde sammen med Málaga kommune, finansierer og administrerer den nye metro i Málaga, da projektet anses for værende vigtig infrastruktur for hele regionen.
Kommuner i Málaga-provinsen
Málaga-provinsen består af 103 kommuner.
Den største er Málaga by med 568.000 indbyggere. Landsbyen Atajate, som ligger i bjergene 18 km syd for Ronda, er med sin 133 indbyggere provinsens mindste kommune.
Ansvarsområder
Kommunernes ansvar og beføjelser er af mere lokalbetonet art, som for eksempel vedligeholdelse af lokale veje og bygninger, anlæggelse af nye parker, rengøring, affaldssortering, afvikling af byfester, osv.
Spanien er opdelt i 17 regioner. Hver region bestyres af en regionsregering, og i løbet af 2015 eller 2016 skal alle disse udskrive valg. I nogle regioner bliver valget slået sammen med kommunal- eller parlamentssvalget, mens det i andre, som i tilfældet med Andalusien, bliver udskrevet uden hensyntagen til andre valg.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com, og Henrik Andersen, henrik@norrbom.com
