Málaga har i dag to store hospitaler, men har brug for et tredje.
Bundkarakterer til sygehusene i Málaga Sygehusvæsenet i Málaga har været under sparekniven og skal nu under “operationskniven” for at komme op på samme niveau som landets øvrige sygehuse. En kedelig rapport fra fagforeningen CC.OO viser, at sygehusvæsenet i Málaga er det dårligste i Andalusien. Centralregeringens og Junta de Andalucías spareplan mærkes nu for alvor i Málaga, som baseret på antal indbyggere er den provins, der har færrest læger og sygeplejersker. Og samtidig de længste ventelister. Formanden for Málagas amtsråd, Elias Bendodo, har igangsat en omfattende underskriftindsamling for at lægge pres på Junta de Andalucía for at starte opførelsen af et nyt hospital i Málaga. Præsidenten for Junta de Andalucía, Susana Díaz, siger, hun er opmærksom på problemet, og at der via de nye budgetter til Junta’en for næste år, sandsynligvis kan afsættes midler til et nyt hospital i Málaga.
Både budgetter og investeringer er faldet konstant siden 2009. Nu stiger begge dele på ny.
5,6 procent mere til Junta de Andalucía For første gang siden 2009 stiger det offentlige budget hos Junta de Andalucía. 31.285 millioner euro har Junta’en at gøre godt med i 2016. Det er 1.660 millioner mere end i år, hvilket svarer til en budgetstigning på 5,6 procent. De øgede indtægter fra skat og afgifter kombineret med faldende udgifter til bl.a. understøttelse gør, at Junta’en nu kan øge budgettet og dermed de offentlige investeringer. Junta de Andalucías ansvarlige for Skat og Offentlig Administration, María Jesús Montero, fortæller, at Junta’ens investeringer for næste år vil stige med 9,5 procent, og målsætningen er at skabe 190.000 nye arbejdspladser i Andalusien inden næste regionalvalg i 2019. De nye budgetter blev vedtaget i det andalusiske parlament med støtte fra partiet Ciudadanos.
Er det bare snak – eller reelle valgløfter?
PSOE vil hæve mindstelønnen Vel er der små to måneder til parlamentsvalget, men valgkampen er så småt begyndt. Og socialistpartiets formand, Pedro Sánchez, sparer ikke på de store ord til partiets åbne partimøder rundt om i landet. Pedro Sánchez lover bl.a., at han vil hæve mindstelønnen fra 648 til 1.000 per måned, hvis han vinder valget. Tilsvarende lover han et nyt, gratis uddannelsesprogram for de 700.000 unge spaniere mellem 16 og 29 år, som i dag står uden arbejde og uddannelse. Til gengæld vil han ikke ændre mærkbart i den siddende regerings arbejdsmarkedsreform, selvom socialistpartiet ellers opfordrede til generalstrejke, da reformen blev gennemført for små fire år siden. Hvordan Pedro Sánchez vil skaffe midlerne til omtalte uddannelsesprogram, og hvordan erhvervslivet vil reagere på den stigende mindsteløn, kommenterede Pedro Sánchez ikke.
Kommunen får ikke en check, men derimod betalt en række nye kommunale projekter.
Marbella vil have korruptionspengene retur Under partiet GIL’s ledelse blev kommunekassen i Marbella igennem næste to årtier snydt for mange millioner euro som følge af den omfattende korruption. Men indbetalingerne fra de store bøder, der nu er udstedt til de daværende politikere, ryger i statskassen. De tilfalder ikke Marbella, og det er kommunen utilfreds med. Sagen er, at det er den offentlige spanske anklager, der har anlagt sagerne mod de korrupte politikere, herunder den omfattende Caso Malaya, og derfor tilfalder indbetalingerne staten. Marbella har derfor søgt om at få del i de mange millioner, som kommunen tidligere mistede. Junta de Andalucía har allerede eftergivet kommunen en gæld på ca. 100 millioner euro, som et stort plaster på såret. Og først på ugen vedtog senatet, at beløbet for bødeindbetalingerne skal eftergives til Marbella, men i form af offentlige investeringer.
Øverst, den nye seddel. Nederst, den nuværende.
Nye 20-eurosedler på vej I løbet af november sender den europæiske centralbank nye 20-eurosedler i omløb. Det er første gang siden euroens fødsel, at 20-eurosedlerne udskiftes. Nye vandmærker og stregkoder skal gøre det vanskeligere at forfalske sedlerne. Europakortet på de nye sedler er også blevet en anelse større, så de nye euro-lande, Malta og Cypern, også ses.
Nedstyrtet mur dræber dansker i Cómpeta
Det voldsomme vejr med regn og blæst i slutningen af oktober kostede en 69-årig dansker livet i Cómpeta. Danskeren lå sandsynligvis og sov i sin autocamper, da en mur styrtede ned over ham. En nabo så ulykken og tilkaldte hurtigt myndighederne, men da brandvæsnet, lokalpolitiet og Guardia Civil kom frem, kunne de intet gøre for at redde danskerens liv. Han døde sandsynligvis på stedet. Den 69-årige dansker var fast feriegæst i Cómpeta, hvor han tilbragte en stor del af vinterhalvåret i sin autocamper.
Den nye aftale kommer til at dække alle lufthave, og det forventes, at 200 millioner passagerer årligt vil logge sig på det gratis internet.
Lufthavnen i Málaga tilbyder nu gratis internet Nu kan passagerer i Málaga lufthavn surfe gratis på internettet, så længe de vil. Det sker efter teleudbyderen Eurona Telecom i september måned kunne underskrive den kontrakt, der sikrer dem en toårige periode med mulighed for forlængelse i yderlige to år. Planen er, at de på lang sigt skal udbyde internet i alle 46 lufthavne i Spanien, hvoraf tolv lufthavne allerede har fået etableret gratis wifi-adgang. Her kan de rejsende tilslutte sig gennem Aena-netværket og dermed gratis bruge lufthavens service. De tolv lufthavne, som allerede tilbyder internet, er: Málaga, Madrid, Barcelona, Palma de Mallorca, Vigo Santiago de Compostela, La Coruña, Tenerife Norte, Tenerife Sur, Lanzarote og Fuerteventura. Udover den gratis internetservice tilbyder Eurona Telecom også en premium-service, hvor passagerer mod betaling kan tilslutte sig et hurtigere internet. Indtil denne uge kunne de rejsende i nogle lufthavn benytte sig af wifi gratis i 30 min, men nu får de altså fri adgang.
Første del af metroen blev åbnet sidste år efter længere tids forsinkelse.
Metroudgravning begyndes i Málaga centrum De indledende forberedelser til udgravningen af fase to i det efterhånden årelange metrobyggeri er nu sat i gang i Málaga centrum. Selve udgravningen påbegyndes i midten af november. Strækningen er anden del af metroen i Málaga centrum, hvor første del åbnede den 30. juli sidste år, og den kommer til at forbinde bymidten med Málaga Hospital Civil nærmere bestemt Bailén-Miraflores bydelen, som nu kan se frem til en bedre forbindelse til centrum og de to centrale hospitaler Hospital Civil og Materno. Ifølge planen skal det nye metrobyggeri være færdigt i slutningen af 2017, og derefter er det meningen, at der skal laves en linje tre, som skal forbinde det østlige Málaga (Malagueta, Pedregalejo og El Palo) med bymidten.
Eva Blancos forældre kan nu forhåbentligt lukke et ubehageligt kapitel i deres liv.
Mordgåde muligvis løst efter 18 år I 1997 blev den kun 17-årige Eva Blanco brutalt myrdet af knivstik i ryggen og derefter formodentligt voldtaget i Madrid-forstaden Algete. Mordets voldsomme karakter rystede hele Spanien og ikke mindst hendes forældre, som efterfølgende måtte se i øjnene, at politiet ikke kunne finde gerningsmanden. Det skulle dog ændre sig. På den livløse krop fandt man nemlig sædrester fra morderen, hvilket er blevet et afgørende bevis i sagen her 18 år efter. Politiet glemte nemlig aldrig den unge teenagers sag, hvorfor de i løbet af de sidste 18 år har undersøgt DNA fra flere mænd, som på daværende tidspunkt boede i området. I slutningen af august nåede de til prøve nummer 90, og her fik de et 97 procent match, hvilket skulle vise sig at være broderen til den formodede morder, 55-årige Ahmed Chelh. Ahmed Chelh befandt sig imidlertid i Frankrig tæt ved den schweiziske grænse, og politiet måtte derfor handle hurtigt. Med hjælp fra de franske myndigheder fik de ham anholdt og bragt tilbage til Spanien, hvor han blev varetægtsfængslet uden kaution. Efterfølgende har han nægtet sig skyldig i mordet og forklaret, at han blev presset til at masturbere på liget af sine brødre, hvilket angiveligt skulle kunne forklare sædresterne. Retsmedicinerne har dog efter sigende andre beviser, som peger i retning af Ahmed Chelh, hvorfor han højst sandsynligt må indstille sig på en hård retssag og mange år i fængsel.
Autovía del Mediterráneo er navnet på motorvejen, der i dag forbinder Málaga, Motril og Almería.
Motorvejen Málaga-Almería står klar I 1990 gik Felipe González’ regering i gang med de indledende forstudier til opførelsen af en ny motorvej, der skulle forbinde Málaga med Almería. Nu er den sidste bid af det store projekt så endelig færdiggjort. Det er over 20 år siden, første spadestik blev taget, og det gør A-7 motorvejen til Spaniens mest langsomt opførte bygningsværk. De mange tunneler og viadukter, der skulle udgraves og bygges, har taget tid, og så har økonomien også flere gange sat en stopper for arbejdet. Men nu står motorvejen endelig klar. Det betyder, at man kan køre fra Málaga til Almería på to timer og tyve minutter; “til stor gavn for udviklingen indenfor handel og turisme og naturligvis lokalbefolkningen,” sagde statsminister Mariano Rajoy under indvielsen. Han betegner Málaga, Motril og Almería som byer med stort udviklingspotentiale. Første del af den nye motorvej til Algarrobo åbnede i 1998, i 2000 nåede den til Frigiliana, men først i 2007 blev strækningen til Almuñécar klar. I dag er resten af strækningen til Almería så blevet indviet.
Rajoy: “Spanien når sit mål”
Statsminister Mariano Rajoy har ikke tøvet længe med at svare igen på Europa-Kommissionens skeptiske udtalelser om den spanske økonomi. Europa-Kommissionen har udtrykt tvivl om, hvorvidt Spanien vil leve op til kravene om at mindske underskuddet på de offentlige budgetter for 2015 og 2016. Rajoy tog efterfølgende bladet fra munden og garanterede, at Spanien holder sine aftaler og budgetter. Med den vækst, landet er inde i, vil det ifølge Mariano Rajoy ikke være nødvendigt med flere nedskæringer, idet Spanien atter er begyndt at skabe vækst og arbejdspladser, og at det vil kunne ses på regnskabet sidst på året. I Spanien forventes en vækst på mellem tre og tre en halv procent i år. Den gennemsnitlige vækst i EU-landene ligger på ca. halvanden procent.
Verdens farligste sti i El Chorro lokker rekord mange besøgende til.
Over 26.000 besøger El Caminito del Rey – hver måned I alt 160.000 besøgende – eller mere end 26.000 hver måned – har besøgt El Caminito del Rey (Kongens lille sti) de første seks måneder efter genåbningen i slutningen af marts. Derfor vil amtsrådet i Málaga næste år bruge 1,2 millioner euro til at lave to ekstra indgange samt en bedre tilkørselsvej til stien. Formand for amtsrådet, Elías Bendodo (PP), udtaler, at Caminito’en er en af de største turistattraktioner i Málaga. Som udgangspunkt skulle det være gratis at besøge “verdens farligste sti” frem til oktober, men det er nu blevet forlænget frem til nytår efter en aftale mellem amtsrådet og kommunerne i Álora og Ardales. Alle besøgstider frem til nytår er dog allerede “udsolgt”. Med andre ord betyder, det at omkring 200.000 personer vil have besøgt stien inden årets udgang.
Nye hoteller dukker op i byen. Det samme gælder antallet af udlejningslejligheder.
Boom i boligudlejning i Málaga Antallet af lejeboliger til turister i Málaga by er blevet mere end fordoblet det sidste år. Og i alt firdoblet over de sidste to år. I dag findes der således 1.130 registrerede boliger til korttidsleje til byens mange turister. Dertil kommer de mange private boliger, som også udlejes. De mange nye udlejningsboliger ligger primært i Málagas gamle bydel og i det nye Soho-kvarter, hvor investorer har opkøbt og renoveret hele bygninger med henblik på udleje. Lejerne er typisk yngre turister, som ønsker frihed og ikke ønsker at indordne sig under hotellernes tidsplan for indtagelse af de tre måltider. Tilsvarende udlejes boligerne til børnefamilier, som ønsker mere plads end et hotelværelse og mulighed for at kunne spise “hjemme” med børnene.
Det koster op til 500 euro i bøde at efterlade sin hunds afføring på gaden. Men det er de færreste, der får disse bøder.
Málaga skal være en renere by En ny rapport fra forbrugerorganisationen (OCU) vidner om et stort skel mellem pris og kvalitet på rengøringen i Málaga. 74 euro af en Málaga borgers årlige skatter går til rengøring af byen, og det gør byen til en af landets dyreste på den front. Tilsvarende hører borgerne til blandt dem, som klager mest over manglende renhed i byen. Byrådsmedlem med ansvar for miljø og rengøring, Raúl Jiménez, er klar over problemet og lover at gøre noget ved det. “De mange nye restaurationer og turister efterlader en stor mængde affald, som vi ikke tidligere har haft. Men det problem er vi i fuld gang med at få løst via et nyt afhentningssystem af restaurationernes affald.” For byrådsmedlemmet er det største problem dog borgerne, og det lokale politiets manglende lyst til at udskrive bøder. “Alt for mange smider fortsat affald på gaden og efterlader deres hundes afføring. Det gives der i dag bøder for, men det er politiets rolle at håndhæve loven,” mener Raúl Jiménez, som nu vil tage emnet op med lokalpolitiet. Han hæfter sig ved, at der i årets løb kun er givet 40 bøder pr. måned for ovenstående overtrædelser.
På billedet ses La Peña-bestyrelsesmedlemmerne Hans Kristian Hansen, Finn Jensen og Bent Friis-Vest på børneafdelingen sammen med sygeplejerne Yolanda Sanchez, Antonio Perez, Clara Garrido og Remeslios på afdelingen.
Nyttige gaver fra La Peña de Dinamarca til hospital For andet år i træk har den danske supporterklub af Málaga CF, La Peña de Dinamarca, betænkt cancerramte børn på Hospital Materno-Infantil i Málaga med nyttige gaver. Det vakte stor glæde hos børnene, da klubben ankom med et TV-apparat, play-stations, fem tv-spil og computere. Pengene hertil skaffer La Peña de Dinamarca ved salg af bamser – specielt ved juletid. Samme cancerafdeling besøges endvidere hver jul af spillere fra Málaga CFs La Liga-mandskab. Stort for børnene.
Niels Mathiesen, medlem af såvel Club Danés som La Peña de Dinamarca, satte med sit dannebrogsdress et farverigt præg på tv-aftenen. Her flankeret af formændene Morten Møller (tv) og Bent Flindt.
Nyt samarbejde markeret ved succesarrangement Den danske klub, Club Danés, og La Peña de Dinamarca er blevet enige om at rykke tættere sammen. Det sker ved, at La Peña flytter fra Centro Idea til Club Danés. Et lejemål begge klubber ser frem til. I forvejen har fodbold-fanklubben til Málaga CF jo sin helt egen lounge i restaurant Casa Danesa på samme lokalitet, Haza del Algarrobo, Ctra. de Mijas km 2,2, Mijas Costa. Formanden for Club Danés, Bent Flindt, udtrykker sin glæde over det nye fællesskab, og det gør formanden for La Peña de Dinamarca, Morten Møller, så sandelig også. “Jeg har altid syntes, at danskheden på Kysten skulle rykkes tættere sammen i et større fællesskab. Kalde Club Danés “Det danske hus” – også med serviceydelser og rådgivning i dette regi”, udtrykker han. Det dugfriske samarbejde blev proklameret, da de to klubber afviklede et succesrigt dobbeltarrangement med visning af TV-udsendelserne “Gintberg på kanten” fra Fuengirola og EM-kvalifikationsmatchen Portugal – Danmark (1-0) i Braga. Ikke mindre end 160 mennesker samledes i patioen i Casa Danesa denne skønne oktoberaften.
For et år siden blev den spanske sygeplejerske Teresa Romero smittet med ebola, men overlevede efter behandling på hospitalet Carlos III.
40 spaniere deltager i vaccineforsøg mod ebola På hospitalet La Paz-Carlos III i Madrid er et nyligt klinisk forsøg sat i gang for at udvikle en vaccine mod ebola. 40 raske spaniere deltager frivilligt for at undersøge, hvordan immunforsvaret reagerer ved indtagelsen af vaccinen og for at kortlægge antallet af resistente celler efter endt behandling. Vaccinen går under betegnelsen VSV-EBOV og er blandt andet blevet anvendt på 4000 personer i Guinea Conakry med positive resultater. Spanien deltager i forsøget sammen med USA, hvor deltagerne modtager forskellige doser af vaccinen for at undersøge, om vaccinen producerer samme antal resistente celler uafhængig af mængden. Forsøget skal være med til at udvikle den allerede effektive vaccine, så man med sikkerhed kan slå resultaterne fast. Forsøgspersonerne bliver givet en virus fra dyr, som er ufarlig for mennesker, hvori proteiner fra ebolavirussen indgår, så kroppen udvikler modstandsdygtige celler mod dette protein. De 40 personer vil blive overvåget i seks måneder, hvor man vil holde øje med, om de udvikler nogle symptomer, samt tage jævnlige blodprøver. Indtil videre har lægerne kunnet slå fast, at antallet af modstandsdygtige celler stiger løbende, men at man endnu ikke har set det maksimale niveau, hvilket forsøget gerne skulle være med til at kaste lys over.
“Always Getting Better”-programmet blev lanceret i 2014 og vil løbe over tre år.
Ryanair åbner syv nye ruter i sommeren 2016 fra Málaga Det irske lavprisselskab Ryanair har bebudet, at de åbner syv nye ugentlige flyruter fra Málaga i 2016. De syv nye destinationer, som fremover vil være forbundet med Costa del Sol, er Berlin, Budapest, København, Hamborg, Newcastle, Rom og Warszawa. Det er del af et forbedringsprogram kaldet “Always Getting Better, som flyselskabet har igangsat, der også vil inkludere en ny app til mobilen, opgradering af deres hjemmeside, en forbedring af flykabinerne, et nyt design til deres uniformer, og en ny service kaldet “blokér prisen”. Ryanair bestyrer mere end 1.600 daglige flyafgange fra 74 baser til 194 destinationer i 31 lande, og selskabet råder over mere end 300 nye Boeing 737-800 fly. Det er det største lavprisselskab, og udover de fremtidige syv ruter fra Málaga flyver selskabet også til Birmingham, Bruxelles, Köln, Dublin, Düsseldorf, Edinburgh, Ibiza, London, Milano og har daglige afgange til Barcelona. Det får antallet af Ryanair-afgange fra Málaga op på 275 om ugen og skaber beskæftigelse til 2.700 personer.
Det kommende valg kan vende op og ned på alt i spansk politik.
Valg den 20. december Der har været spekuleret i datoerne, men nu står det klokkeklart. Den 20. december er der parlamentsvalg i Spanien. Statsminister Mariano Rajoy mener, denne dato er den mest praktiske: “Det giver os tid til at få vedtaget alle budgetterne for næste år, og arbejdsmæssigt får vi udnyttet hele året. Efter valget kan vi holde juleferie, og derefter har vi helt frem til den 14. januar til at få indsat det nye parlament og den nye regering,” begrunder Rajoy. Partido Popular sidder i dag tungt på magten i spansk politik, men står i alle meningsmålinger til at tabe stort terræn. De nye partier Ciudadanos og Podemos bliver massivt repræsenteret i det nye parlament, men Mariano Rajoy fortsat ser socialistpartiet som sin største rival forud for det kommende valg.
Splid i Podemos’ Málaga-afdeling Utilfredsheden har længe luret over overfladen, men nu har partiet Podemos’ afdeling i Málaga klart udmeldt sin utilfredshed med partiets leder Pablo Iglesias. Málaga-afdelingen mener, deres leder de sidste par måneder har tabt pusten og er gået væk fra mange af partiets mærkesager. I Málaga savner man den gejst, der lå bag partiets officielle stiftelse sidste år. En manglende gejst og klare udmeldinger, som i følge Málaga-afdelingen afspejles i partiets skuffende valgresultat ved det seneste regionalvalg i Catalonien, hvor partiet ikke engang fik ti procent af stemmerne. På årsmødet i Málaga kritiserer lokalafdelingen også partitoppen i Madrid for at være antidemokratiske ved slet ikke at lytte til partirødderne nu, hvor programmet for valget den 20. december skal udarbejdes.
Siden 2008 er skatter og afgifter steget konstant. Nu falder indkomstskatten markant.
Juntaen nedsætter skatterne fra 2016 Alle, som har en årsindkomst på op til 60.000 euro, får fra næste år lidt mere at gøre godt med. Junta de Andalucías formand, Susana Díaz, har sammen med støttepartiet Ciudadanos fået gennemført en skattelettelse på to procentpoint i indkomstskatten fra 2016. Skattelettelsen var et af Susana Díaz’ valgløfter forud for regionalvalget i foråret. Skatteyderne i Andalusien vil fra det nye år dermed få glæde af dobbelte skattelettelser, da staten også har nedsat indkomstskatterne. Den skat, som skatteyderne betaler, fordeles mellem stat, amt og kommunen. Her i Spanien har amterne, også kaldet regionerne, meget frie beføjelser og kan frit regulere skatterne.
Málaga til kamp for nyt hospital
Formanden for amtsrådet i Málaga, Elias Bendodo, går nu for alvor til kamp for at få et nyt hospital til byen. I følge en ny analyse har Málaga de sidste otte år mistet 350 sengepladser og har brug for 800 nye pladser for at nå det nationale gennemsnit. Málaga Kommune kan ikke selv løse problemet, da opførelse og driften af et hospital hører under amtets ansvarsområde. “I otte år har Junta de Andalucía lovet os det nye hospital, vi har så voldsomt brug for. Vel har vi to, men vi har mistet mange sengepladser og har brug for et tredje for at kunne give en ordentlig behandling,” udtaler Elias Bendodo i et interview til nyhedsmediet Ivecinos.es, hvori han også forklarer motiverne bag nødvendigheden af et nyt hospital. “Udvidelsen af Hospital Costa del Sol i Marbella fik aldrig den forventede dimension, de nye hospitalsprojekter i Ronda og Axarquía er blevet udskudt på ubestemt tid, og der er absolut intet nyt på de mindre hospitaler, Juntaen ville opføre i Estepona, Mijas og Fuengirola. Det er mange mennesker, som skal behandles i Málaga.” Elias Bendodo og Partido Popular har derfor igangsat en massiv underskriftsindsamling i et forsøg på at presse Junta de Andalucía til at give Málaga det makrohospital, som byen blev stillet i sigte i 2007. Dengang blev det lanceret som Europas mest ambitiøse hospitalsprojekt.
Ifølge økonomimagasinet Forbes er Spanien et af de dårligste lande at være selvstændig i. Det ligger på en 142. plads ud af 189 lande og overhales af både Zambia og Sydsudan.
Ny guide skal hjælpe selvstændige i Málaga To ud af tre nye selvstændige i Málaga nedlægger forretningen inden for de første to år. Det er de nedslående tal, som har fået arbejdsgiverforeningen i Málaga (La Confederación de Empresarios de Málaga (CEM)) til at råbe vagt i gevær og igangsætte et nyt projekt. En ny guide kaldet “¿Cómo ser autónomo y no morir en el intento?” skal nemlig fremover være tilgængelig for nye erhvervsdrivende, hvor de kan finde svar og hjælp til de mange udfordringer, de står over for. “Vi ønsker at bakke op om de modige, som tør kaste sig ud i et erhvervseventyr,” udtaler González de Lara, formand for arbejdsgiverforeningen, til Diario Sur, der påpeger, at guiden er nødvendig, da Málaga er en af de byer, hvor flest nye selvstændige kommer til. 3400 personer har registreret sig som selvstændige mellem januar og august i år, og i hele provinsen er der allerede 106.000 selvstændige. Det er 4000 flere, end da krisen begyndte. Guiden skal ses som et værktøj for personer, der beslutter sig for at prøve kræfter med et liv som selvstændig. Arbejdsgiverforeningen ønsker desuden, at indbetalingen til Seguridad Social nedsættes, og at rabatordningen på 50 euro til Seguridad Social det første halve år udvides til et helt år for at styrke de selvstændige i opstartsfasen.
Artur Mas vandt valget, men spørgsmålet er, om han kan bruge sejren til noget.
Catalanerne stemte tja…. Der stod meget på spil forud for regionalvalget i slutningen af september i Catalonien. Man kunne med god grund tro, at der var tale om et uafhængighedsvalg, da hele valgkampagnen handlede om Cataloniens tilhørsforhold til det øvrige Spanien. Vigtigheden af valget betød rekordstor vælgertilslutning, der nåede op hele 77 procent af de stemmeberettigede. Trods de mange stemmer giver resultatet imidlertid ikke et klart billede af, hvad catalonierne ønsker. Målt på mandater blev koalitionen “Junts Pel Sí” (sammen for et ja), som anføres af regionslederen Artur Mas, den store vinder med 62 mandater i det catalanske parlament. Sammen med det yderligtgående separatistparti CUP, som fik 10 mandater, runder de uden besvær de 68 mandater, som et absolut flertal kræver. Målt på mandater vinder ja-blokken, der går ind for uafhængighed, 72-63 og dermed alle muligheder for at fortsætte kampen for et selvstændigt Catalonien. Sejren blev dog imidlertid ikke så klar, som mandatfordelingen antyder, for målt på antal stemmer fik ja-blokken kun 48 procent af stemmerne, mens 52 procent gik til nej-blokken. Valgsystemet er nemlig skruet sådan sammen, at hver valgkreds får tildelt et antal mandater ud fra befolkningsstørrelsen. Sådan fungerer det til alle regionalvalg, ikke bare i Spanien, men i næsten alle EU-lande. Derfor er det umuligt at undgå de såkaldte tabte stemmer. Men hvis alle stemmer talte, som de ville gøre i en ren folkeafstemning, stemte catalonierne nej til uafhængighed. Derfor er det uvist, hvad der rent politisk vil ske i fremtiden. Endnu mere uklart er situationen efter, at separatistparti CUP udmeldte, at de støtter catalansk uafhængighed, men ikke vil have Artur Mas i spidsen for processen. Dermed hænger indsættelsen af Artur Mas som regionsleder for det catalanske parlament i en tynd tråd. I centralregeringen i Madrid skabte det ro, at 52 procent af vælgerne stemte på de partier, som ikke ønsker et uafhængigt Catalonien. Til gengæld ødelægger valgresultatet nattesøvnen hos de to sværvægtere i spansk politik; PP og PSOE. Førstnævnte gik fra 19 til 11 mandater, og socialistpartiet faldt fra 20 til 16. Resultatet viser klart, at nedturen efter kommunal- og regionsvalgene i det øvrige Spanien i maj ikke er slut. Skidt gik det også for Podemos’ catalanske støtteparti, som måtte tage til takke med 11 mandater og “en kæmpe skuffelse”, som protestpartiets leder, Pablo Iglesias, formulerede det. Efter at have vundet kommunalvalget i Barcelona havde protestpartiet håbet på et noget bedre resultat. Det gode resultat gik i stedet til Cuidadanos, som sprang fra ni til 25 mandater, og således bliver det tredjestørste parti i det catalanske parlament.
Det var denne type bombe, man fandt i Estepona.
Bombe i Estepona havn Besætningen på fiskekutteren “Nuevo Godie” fik et kæmpe chok, da nettene fra dagens fangst blev trukket op, og der lå en bombe blandt de friskfangede fisk. Et temmelig komisk syn, men absolut ikke noget at spøge med, for bomben hørte til i sværvægtsklassen. Politiet blev tilkaldt, og hurtigt rykkede militærets sprængstofeksperter ud. De kunne hurtigt fastslå, at bomben stammede fra et bombefly fra den spanske borgerkrig (1936-39). Bomben blev dagen efter deaktiveret på militærets base i San Roque. Det er yderst sjældent, man finder bomber fra borgerkrigen. Det skete sidst i 2012 – også i Estepona havn. Dengang fik fiskerne en bombe på næsten 200 kg i nettet.
Caso Malaya trak ud grundet sagens omfang og manglende ressourcer.
Korruption: Den offentlige anklager mangler folk Chefen for den offentlige anklageinstans i Málaga, Juan Carlos Caballero, erkender i et interview, at det offentlige mangler mandskab i kampen mod den økonomiske kriminalitet. “Vi har brug for mindst otte nye skatteeksperter og oprettelsen af en ny arbejdsgruppe, som skal koordinere samarbejdet mellem politiet, skattevæsenet og retsinstanserne. Det vil effektivisere vores arbejde gevaldigt og styrke vores indsats mod den organiserede økonomiske kriminalitet,” udtaler han. I Málaga-provinsen råder man i dag over 83 juridiske skatteeksperter. Heraf sidder 17 i Marbella, som har været hårdest ramt af økonomisk kriminalitet. “Marbella, Estepona og Ronda har tilsammen rundt regnet 200.000 indbyggere, og 17 mand er alt for få til så mange indbyggere og sager. Derfor har vi brug for flere eksperter,” siger Juan Carlos Caballero, som også indrømmer, at den offentlige anklager på nogle områder står på bar bund, når de massive korruptionssager som “Caso Malaya” skal efterforskes. Derfor slutter han: “Det er topkvalificerede folk, vi har brug for.”
“Jeg bliver senatets vagthund, for der sløses fortsat alt for meget med de offentlige midler,” siger “Den lille Nicolás”.
“Den lille Nicolás” stiller op til valget Han blev kendt for at mænge sig med de kendte. Men kun de færreste ved, hvem han er, og hvad han kan. Francisco Nicolás Gómez er hans navn, men i alle kredse kaldes han “El Pequeño Nicolás” (Den lille Nicolás). På bedste vis har han sneget sig ind til alverdens konferencer, gallamiddage og andre sammenkomster, og han har samtidig formået at mænge sig med betydningsfulde spanske politikere og erhvervsfolk. Alt sammen i en alder af blot 18-20 år. Adskillige fotos er de sidste par år blevet publiceret i de spanske ugeblade. Alt gik fint, indtil den unge mand i starten af året fik flere injuriesager på halsen for at have offentliggjort fortrolige oplysninger bl.a. i et tv-program. Sagerne kører stadig, men det har ikke afholdt “Den lille Nicolás” fra at opstille til senatet som løsgænger, når der er folketingsvalg til december. “Jeg vil være historiens yngste medlem af senatet. Nogle griner af mig, men det gør politikerne ikke. Tværtimod er de bange for mig,” har “Den lille Nicolás” udtalt til nyhedsbureauet Colpisa i Madrid.
Pas også på overførsler lavet gennem Westen Union, da det er samme system.
Svindel ved pengeoverførsler gennem posthuset I 2004 indførte alle spanske posthuse et betalingssystem (Giro Inmediato), der tillader, at en person nemt kan overføre penge til en modtager, som efterfølgende kan hæve pengene på ethvert posthus i landet. Idéen er, at det skulle gøre det nemmere og hurtigere at sende penge ved eksempelvis internethandler eller for personer, der gerne vil undgå bankoverførsler. Men systemet bliver nu udnyttet af svindlere til at narre betydelige beløb fra godtroende mennesker, som fejlagtigt tror, at deres penge er i sikre hænder. Svindlen foregår gennem eksempelvis salgsannoncer eller opslag om udlejningsboliger på nettet, hvor sælgeren/boligejeren (svindleren) beder køberen om at lave en pengeoverførsel gennem Correos Giro Inmediato til en nær ven, et familiemedlem eller en anden betroet, så han/hun blot kan se, at køber har pengene. Det eneste, køberen derefter skal gøre, er at sende en kopi af kvitteringen fra pengeoverførslen, så “sælgeren” kan se, at pengene er der. Det lyder ufarligt, men lad dig ikke narre. Kvitteringen indeholder nemlig det tracking-nummer, pengene er overført under samt navnet på modtageren. Alt hvad svindleren behøver for at hæve pengene. Posthusene skal bede om legitimation ved udleveringen, men ofte sker det ikke, da tracking-nummeret normalt kun sendes til modtageren – og så er pengene væk. Bliver du bedt om at lave denne type overførsler ved et eventuelt køb på nettet, så vær opmærksom på historien, “sælgeren” fortæller. Ofte skriver svindlerne, at de “bor” i udlandet, eksempelvis Tyskland, hvilket de bruger som undskyldning for, at de skal se, at køber har pengene, da de ellers ikke vil tage til Spanien for at afslutte handlen. De skriver ofte, at de tidligere har rejst til Spanien, hvorefter køberen ikke er dukket op – derfor vil de nu være sikre på, at pengene er der. Så vil de bede køber om at lade pengene stå på posthuset, indtil han/hun ankommer, hvorefter de sammen vil gå ned og hæve pengene – på den måde har svindleren nemlig god tid til at hæve pengene og prøve forskellige posthuse, inden det går op for køberen, at det er et stort bedrag. Det, at de beder folk om at sende pengene til en nær ven, et familiemedlem eller lignende gør desværre, at mange hopper med på vognen, da pengene jo så burde være i sikre hænder. Benytter du dig af Correos betalingssystem, så tag dine forbehold og brug ALTID betalingskort, da mange banker så dækker det mistede beløb. Oplever du svindel, så tag kontakt til OSI (Oficina de Seguridad Internauta) og indberet hændelsen. Kontakt kan ske gennem denne side: https://www.osi.es/
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.